Jægerfolkets kunst

Den omtalte, beskedne kunstudfoldelse spænder over et langt tidsrum, flere tusinde år, og da den tilmed er blevet udøvet af flere forskelligartede folkestammer, er det forståeligt, at den ikke har noget absolut enhedspræg. Sammenlignet med kunsten senere i oldtiden skiller den sig imidlertid klart ud. Vi møder den som indridset eller indskåret dekoration på forhåndenværende genstande af hjortetak, ben eller rav, enkelte gange også som skulptur, og da er det altid ravet, man har benyttet som materiale. Motiverne er ofte geometriske - streger, vinkler, trekanter - men det må ikke forlede til at tro, at det drejer sig om en meget regelbundet kunst; det karakteristiske ved den, det som giver den sit særpræg, er netop det løse og tilfældige. Nogle af stenalderjægernes tegninger kan minde om dem, børn laver, eller måske snarere om dem, vore egne hænder former på telefonblokken, når tankerne færdes andetsteds. Om de alene har skullet tjene dekorative formål, eller om der ligger en skjult symbolsk betydning bag det mærkelige krimskrams, er ikke let at sige og bliver vel aldrig opklaret helt.

Ind mellem de geometriske mønstre kan der komme tegninger af
mennesker eller dyr, og dyrefigurer møder vi også i de omtalte ravskulpturer. Den lille samling levende væsener er denne kunstgruppes friskeste indslag, og det er mod den, vi i det følgende vil vende blikket, idet vi som udgangspunkt tager et nyt fund, der også på anden måde fortjener særlig opmærksomhed.

Det nye fund er en hjortetaksøkse med fremstilling af en fisk, og findestedet er Ølby Lyng ved Køge. Her ligger, ud til bugten, fabrikken Kemisk Værk. Man var igang med et byggearbejde. Selve grundudgravningen blev foretaget med maskinkraft, men grøfter til installationer under kælderniveau blev gravet med skovl og spade og jorden lagt op i vejkanten uden for byggegrunden. Her fandt man øksen, da man ville køre jorden væk. Fabrikkens ledelse sendte fundet til Nationalmuseet, der lod stedet besigtige ved dr. Svend Jørgensen og undertegnede. Den hurtige udrykning var af stor betydning, og der er grund til at rette en tak til dem, som ved deres skyndsomme indberetning gjorde den mulig. Så mærkeligt det end lyder, er det nemlig første gang, man har kunnet foretage en indgående undersøgelse af findestedet for en genstand med en af de sjældne tegninger; de stammer næsten alle fra tilfældig tørveskæring, hvor der ikke har været mulighed for arkæologisk eftergravning. Den undersøgelse, som nu fandt sted under anvendelse af naturvidenskabelig metode, gjorde det muligt at bestemme fundets alder temmelig nøjagtigt, og det giver fiskefiguren fra Ølby Lyng en særstilling i forhold til de andre tilsvarende tegninger, hvis alder vi i reglen må nøjes med at anslå ved sammenligning med andre bedre daterede fund. (Fig.1)

I kælderudgravningens lodrette vægge lod jordlagene sig uden vanskelighed studere. Øverst lå et ca halvanden meter tykt lag strandsand. Under det fulgte en serie af tynde dynd- og tørvelag; tilsammen dannede de et lag på en halv meters tykkelse, og herfra måtte hjortetaksøksen stamme. Konstateringen heraf var imidlertid ikke nok, for den omtalte lagserie må, trods sin forholdsvis beskedne tykkelse, være blevet til gennem et meget langt tidsrum. Det gjaldt altså om at få øksen knyttet til et enkelt af de tynde lag, og heldigvis lod det sig gøre. I et af lagene fandtes forskellige kulturspor: en del flintaffald, enkelte stykker trækul og nogle træpinde, hvoraf i hvert fald een synes at være afhugget med økse; om dette lag samlede mistanken sig, og for at få den efterprøvet blev pollenanalysen taget til hjælp. Hjortetaksøksen var blevet grundigt afvasket på fabrikken, men det lykkedes i sprækker og hulheder at finde en ubetydelig smule tørvejord, rester af det lag, som øksen har ligget i. Ved mikroskopets hjælp blev prøvens indhold af fortidige plantestøvkorn undersøgt og optalt, jordprøver fra de forskellige tørve- og dyndlag blev undersøgt på samme måde og sammenlignet med økseprøven. Resultat: det kunne med sikkerhed fastslås, at øksen stammer fra laget med flintafslagene. Men hvor gammelt er så dette lag? Denne gang måtte en anden af arkæologiens dateringsmetoder træde til. Indholdet af radioaktivt kulstof i den lille afhuggede træpind kunne ved undersøgelse fortælle, at pinden må stamme fra tiden lidt før år 4000 før Kristus, og det må altså også være øksens alder.

Vi befinder os i den ældre stenalders sidste lange afsnit: Ertebølletiden. Dengang løb bredden af Køge bugt ikke så regelmæssigt som nu til dags; den bestod af mange små vige og holme, et paradis for en jæger- og fiskerbefolkning. Laget, som øksen stammer fra, må være aflejret i vand. Det kan altså ikke være bopladsen selv, vi er stødt på. Snarere må man antage, at det drejer sig om sager, som mere eller mindre tilfældigt er havnet i vandet ud for den holm eller det næs, hvor folkene har boet. Bopladsen må ligge skjult i området uden for kældernedgravningen, hvis den da ikke, hvilket er nok så sandsynligt, er skyllet væk i den påfølgende periode, hvor havet steg og aflejrede det tykke sandlag, som nu dækker alt.

Øksen, som vi således har fået placeret i tid og rum, er dannet af et stykke hjortegevir med en afskåret sidegren. Den er knækket i skafthullet, og nakken mangler. I den modsatte ende er øksen også beskadiget, men det ses, at der har været en smal, mejselagtig æg. Overfladen er blankpoleret, og her findes den udsmykning, som giver fundet dets særlige interesse. Dekorationens dominerende elementer er trekantrækker og skraverede bånd, der er anbragt på tværs af øksens længderetning, men iøvrigt i spredt orden. Midt i det hele har »kunstneren« fået det indfald at tegne en fisk, omend en temmelig tarvelig. Halen er en skraveret trekant, og kroppen et rhombisk felt, hvis ene side er tegnet dobbelt, måske for at markere finnen. Fisken er ikke særligt fremhævet, men har den samme flygtige karakter som resten af udsmykningen. Sådan har det åbenbart skullet være; flere af de ornamenterede genstande, vi kender fra denne tid, har figurer, der er skjult i mønstret næsten som en slags fikserbilleder.

Fisken fra Ølby Lyng-øksen slutter sig til et lille selskab bestående af femten mennesker, tre fisk, en fugl og fire pattedyr, det er, hvad vi til dato kender af menneske- og dyrebilleder fra danske stenalderjægeres hænder. Samtlige figurer ses på disse sider, afbildet uden det virvar af ornamentale mønstre, som ellers omgiver mange af dem. På grund af de usikre fundforhold kan aldersbestemmelsen af de enkelte figurer undertiden volde nogen vanskelighed, men det står fast, at der er bidrag fra begge den ældre stenalders to store kulturgrupper: Magie- mose- og Ertebøllekulturen. Om fiskene er der ikke stort at sige; formodentlig er det selve formens enkelhed, der har fristet de geometrisk anlagte stenaldertegnere til at afbilde netop dette dyr. Heller ikke menneskefigurerne er meget oplysende. I al deres primitivitet fortæller de mere om kunstnerens kulturelle stade end om, hvordan han så ud, gik klædt, satte sit hår og plejede sit skæg - om alt dette får vi ingen, eller i hvert fald højst ufuldstændig besked. Sikrest tegnet er den lille, udtryksfulde gruppe på fem fra en urokseknogle fundet ved Ryemarksgård. (Den har ofte været gengivet i Skalk og er blevet en slags bomærke for bladet). Fem personer ses også på ravsmykket fra Sindalsgård, men de er yderst ubehjælpsomt tegnet, og de midterste i flokken er delvis kradset ud, hvilket må være sket før ravklumpen havnede i mosen. En tredje gruppe - fra et hjortetaksredskab i Veksø mose - er på to personer, sandsynligvis mand og kvinde. Mandenskøn synes tydeligt markeret, og i den måde, den anden figur er tegnet på - to lange streger, der først mødes ved hovedet - skal man antagelig se et forsøg på at gengive den kvindelige anatomi, som er indrettet på at sætte børn i verden. Fra en anden nordeuropæisk jægerkultur kender man billeder, hvor dyr er gengivet i »tværsnit«, så at man kan se deres indre organer. Formodentlig er det lignende tanker, som ligger bag billedet her.

Ravskulpturerne udvider vor lille zoologiske billedsamling med fem: en fugl, en elg og tre ikke nøje bestemmelige pattedyr. Navnlig elsdyrhovedet fra Egemarke er et udmærket arbejde. Den nedadbøjede mule lader os ikke i tvivl om dyrets art.

Fra jægerkulturer i andre lande og andre tidsaldre kendes fremragende dyrebilleder, som sikkert har tjent jagtmagiske formål; man afbildede det dyr, man ønskede at dræbe. Om vor ældre stenalders jægere har haft tilsvarende forestillinger, ved vi ikke, men det er ikke sandsynligt. Vi må opgive at forklare og nøjes med at fastslå, at de femten mænd, fire fisk, fire pattedyr og fuglen giver os et billede, omend et meget ufuldstændigt billede, af livet i Danmark før agerbrugets tid.