Jægerfolkets grave
Så kom de endelig, de ukendte grave fra jægerstenalderen. Hvad 50 års arkæologisk virksomhed havde nægtet os, det fremskaffede den heldige kombination af store gravemaskiner og gode amatørarkæologer i løbet af en lørdag formiddag. Så var det blot op til os at fortsætte, og det gjorde vi. Ganske vist skrev kalenderen 1. marts, og vinteren var langt fra forbi, men sjældent har en udgravning varmet de medvirkende så meget om hjertet som denne. - Først to måneder senere var vi færdige, men da havde vi også fået undersøgt Danmarks, ja Nordeuropas ældste gravplads med en lille snes grave.
Af Svend Erik Albrethsen og Erik Brinch Petersen
Nord for København ved Øresunds kyst ligger stationsbyen Vedbæk, et velkendt navn i stenalderarkæologien. Vest for Vedbæk by strækker sig et større moseområde med det ikke ualmindelige navn Maglemosen. Det var i stenalderen en fjord, der skar sig ind i landet fra Øresund, og langs dens bredder slog stenalderfolkene sig ned. At vi i dag kender omkring tyve bopladser her, skyldes udelukkende én mand, nu afdøde gartner Avnholt, der igennem et langt liv foretog meget omhyggelige indsamlinger. Bedst kendt blandt disse bopladser er nok den ved Vedbæk Boldbaner, der efter Therkel Mathiassens undersøgelser i 1944 kom til at give navn til et afsnit af jægerstenalderen, Vedbækkulturen.
På marken vest for jernbanestationen, under gården Henriksholm, fandtes indtil for nylig en højning, kaldet Bøgebakken, som strakte sig ud i »Vedbæk-fjorden«. Her skulle den nye skole bygges, og samtidig skulle der anlægges sportsplads og parkeringsplads. Det var under dette jordarbejde, bulldozeren ramte gravene.
At gravpladsen skulle findes netop her, må nok siges at være lidt af et chok for fagfolk, de kendte nemlig meget vel den omtalte halvø med en boplads fra ældre stenalder, hvor der har været foretaget ikke mindre end tre udgravninger. Gudmund Hatt var den første som satte spaden i jorden på Henriksholm-Bøgebakken. Det var i 1924, mens gartner Avnholt havde en større undersøgelse igang omkring 1936, og endelig gravede vi der selv så sent som i januar måned, indeværende år. De tre gravninger har været tæt på, og det har også et stort antal amatørarkæologer, som i de senere år har søgt efter oldsager på mere eller mindre hårdhændet måde.
Da bulldozeren nu havde vist sin finderevne, så lod vi den fortsætte og fjerne overjorden. På denne måde kunne vi forholdsvis nemt lokalisere gravene. De fremtrådte som mørke fyldskifter i det lyse bakkegrus og kunne under udgravningen følges som trugformede nedgravninger, ikke meget større end det lig, de indeholdt. Gravfylden var i mange tilfælde blandet op med bopladsmateriale - flintafslag og knoglestumper - hvad der viser den nære forbindelse mellem de levende og de dødes tilholdssted. I øjeblikket regner vi da også med, at gravene stort set er samtidige med bopladsen, hvilket i absolut alder vil sige sådan noget som 5.000 år før Kristus.
Vi har brugt ordet gravplads, men det er nok lidt forkert at anvende et sådant udtryk. Sammenfatter man nemlig oplysningerne fra de forskellige udgravninger, så synes gravene at ligge på selve bopladsområdet, der er kendetegnet ved ildsteder, gruber og en mindre køkkenmødding. Forklaringen kan være, at man har gravet de døde ned under hyttegulvene, sådan som det kendes fra andre steder og tider. Desværre har man ikke ved de tidligere undersøgelser påvist hytter, og under vor udgravning var det for sent. Dog noterede vi os med interesse, at gravene optræder i grupper.
Der var åbenbart ikke nogen fast regel for, hvordan graven, og dermed liget, skulle orienteres (Fig. 1, Fig. 2). Taget under et drejer de hele kompasset rundt – også selvom de fleste vender øst-vest, i disse grave ligger hovedet snart mod øst, snart mod vest. Mere udpræget er det, at de døde ligger udstrakt på ryggen med hænderne ned langs siden. Fødderne altid tæt til hinanden, som om de var snøret sammen. I tre tilfælde synes den døde dog at være gravlagt med bøjede ben.
Fig. 1. PLAN OVER UDGRAVNINGEN
De skraverede områder er ødelagt af bulldozeren.
Fig. 2. TRAGISK FORSPIL
Den egentlige opdagelse af gravpladsen på Bøgebakken fandt som nævnt sted 1. marts. Det var en lørdag. I løbet af søndagen - den søndag, da tågen ikke lettede - fik vi frilagt to af de mest forstyrrede grave. Den ene var uden gravgods, mens den anden, grav 4, rummede hele vort bevis for fundets høje alder. En flækkekniv og en flintægdolk lå på plads hen over skelettets underkrop. Flintægdolk er betegnelsen for en flad bendolk, i hvis smalsider der er indskåret furer, hvor små flintflækker sidder fastgjort med et klæbestof. Gennem det meste af jægerstenalderen var det et populært pragtvåben, hvilket ses af, at stykkerne som oftest er rigt udsmykket med en geometrisk ornamentik på begge sider. Typen gik af brug lidt efter år 5.000 før Kristus, så yngre kan graven ikke være. Flintægdolken var i så dårlig stand, at den ikke kunne tages op med det samme. Revner på kryds og tværs, foruden at grebets afslutning manglede. Der sås ingen ornamentik på den side, der vendte op, men endnu sad de fleste af mikroflækkerne på plads, fire i hver fure. Nogle fotografier blev taget, men rent foreløbigt. Den egentlige fotografering og tegningen måtte vente til næste dag. Vi gav dolken en gang lak for at sikre dens bevaring og dækkede graven til. Mandag morgen opdagedes det, at såvel flintægdolk som flækkekniv var stjålet i nattens løb. Af dolken var kun en enkelt mikroflække tilbage. Politianmeldelse, efterlysning i fjernsyn og aviser og udsendelse af løbeblad i kommunen har til dato ikke givet resultat. Tabet er smerteligt og svært at oprette. Flintægdolken er en sjælden oldsagstype, og at finde den i en grav er et lykketræf, som måske aldrig kommer igen. Hvor megen fornøjelse tyven får af sit skrøbelige bytte, er nok et spørgsmål. Fig. 2B. Det stærkt ødelagte skelet med oldsagerne på plads over bækkenet. Til højre flintægdolken. - Tegninger efter arbejdsfotografier taget inden tyveriet.
Vi fandt både kvinder, mænd og børn. At der var flere mands- end kvindegrave, er nok et tilfælde. Da der på et tidspunkt også kom små, isolerede babygrave, blev vi lidt klamme, de var nemlig ikke meget større eller dybere end en stor stegepande, så vi kan have skrabet flere væk uden at se dem. Den sidste spædbarnsgrav fik vi taget op i en jordklods uden at grave den ud. Nu afventer den en røntgenfotografering, og hvis billederne bliver gode, ja så behøver vi måske slet ikke udgravningen. Meget praktisk. De fleste af gravene var kun beregnet for én person, men også en grav med to og en med tre individer havde vi fornøjelsen at undersøge. Og en fornøjelse var det, for sjældent har man set noget lignende.
Ialt fik vi undersøgt 17 sikre grave, hvortil kom et enkelt, løstfundet kranium. Ikke alle skeletter var lige velbevarede, bulldozeren havde maltrakteret et par stykker, inden den kom under arkæologisk kontrol, mens andre igen lå så højt, at de tidligere var pløjet i stykker. Nogle steder var bevaringsforholdene dårlige, men alt i alt har vi dog repræsenteret 19 forskellige individer. De er af alle aldersgrupper, fra nyfødt til 40-50-årige.
I langt de fleste grave fandtes okker omkring hoved, bækken og fødder. Ofte var netop disse røde okkerpletter det første, der afslørede gravene - og her var der ingen kønsforskel, både mænd, kvinder og børn var pudret til på denne måde. Okkergravskikken er vidt udbredt i både tid og rum, og mange har villet sætte den i forbindelse med religionen. For os så det dog nærmest ud, som om det var de levende, der havde brugt okker, for eksempel i håret og til farvning af skinddragten. Der er ingen tvivl om, at alle de døde er begravet i påklædt tilstand, det fremgår af placeringen af smykker og våben på selve skeletterne.
Med enkelte undtagelser har alle de døde udstyr, og her markeres den lille forskel mellem de to køn tydeligt ved forskel i udvalget. I mandsgravene findes redskaber som hjortetaksøkse, kærneøkse, flintægdolk, pren og flintkniv. Den sidste optræder som regulær flækkekniv eller blot som simpel flække, altid liggende henover bæltestedet og altid med oversiden nedad. Kvinderne har båret smykker, gennemborede dyretænder, ofte af kronhjort, sjældnere af vildsvin. De har været fæstnet på dragten, dels foran på brystet og dels bagpå tværs over lænden.
Lad os efter denne generelle gennemgang se lidt nærmere på nogle af gravene, og lad os starte med den dramatiske grav 19, eller, som den hed i daglig tale under udgravningen, far-mor-og-barn-graven. På billedet ser man de voksne ligge pænt ved siden af hinanden med barnet imellem sig. Manden til venstre er ca 35 år, kvinden til højre lidt yngre, 25-30 år, mens barnets alder endnu ikke har kunnet bestemmes nøjagtigt, den må ligge omkring to år. Manden er en af de få døde, hvor vi med sikkerhed kan angive dødsårsagen. Han er blevet dræbt med en benpil, hvis spids stadigvæk sidder fast mellem nederste og næstnederste halshvirvel. Skuddet, der er kommet ind forfra, har været øjeblikkelig dræbende. Over halsen og den øverste del af kvindens bryst ligger en del tandperler, nogle med gennemboring, andre uden. Hvad der ikke kan ses på billedet er, at der under de ugennemborede tænder ligger højre kæbehalvdel af en skovmår. De fleste af tandperlerne er fra kronhjort, mens den meget store tand stammer fra en urokse. Endelig er der også nogle gennemborede mennesketænder, så det hele minder snarest om en amuletpose (Fig. 3).
Fig. 3. Manden og kvinden med barnet mellem sig. Pilen, der har dræbt manden (til venstre), ses tydeligt som en lys streg over hans venstre nøgleben. Farvefot: Lennart Larsen
Den dræbte mand fortæller noget om tidens ufred, og hans ledsagere, kvinden og barnet, kan ses som ofre for en ubarmhjertig skik. De næste grave, vi skal se på - numrene 10 og 22 - indeholdt to af pladsens ældre personer, henholdsvis mand og kvinde. Hun var lille og spinkel, mens han med en højde på omkring 170 cm må have raget op mellem sine stammefæller. Dette dog kun mens han var ung, begge de to har nemlig været stærkt plaget af gigt, og han i hvert fald har måttet gå krumbøjet på grund af et delvist sammenfald af rygsøjlen. Over mandens fødder var smidt nogle store sten - man har villet vide, hvor man havde ham - og begge, mand såvel som kvinde, hviler på hjortetakker - et noget usædvanligt gravleje og, skulle man synes, temmelig ubekvemt. Gevirerne er fuldstændige og af nydræbte dyr; hvis begravelserne har fundet sted umiddelbart efter nedskydningen, kan vi regne med, det er sket om vinteren. Over mandens rygsøjle lå to kraftige flækker, det sædvanlige mandsudstyr (Fig. 4).
Fig. 4. De to grave med gevirer. Manden til venstre er taget op som præparat, så der er håb om, at læserne ad åre, når den omstændelige konserveringsproces er afsluttet, vil kunne møde ham ansigt til ansigt.
Men nu til den sidste grav, grav 8, nok den, som gjorde det største indtryk både på os og vore besøgende. Her ligger en ung - 18-årig - moder med sin nyfødte, men ingen af dem overlevede fødslen. At det blev en dreng, har dog lige skullet markeres med en flække, lagt ned på maven af ungen. Og om det så var for at barnet skulle ligge blødt, at man lagde ham på en svanevinge, eller om det skal opfattes symbolsk, ja det må enhver afgøre med sig selv.
Lad os med billedets hjælp fordybe os lidt mere i dette gravfund. Man ser tydeligt den røde okker, dels over og omkring spædbarnet, dels omkring moderens hoved. Ved siden af hovedet, som desværre var noget ødelagt af en dyregang, ligger en stor dynge tandperler, ca 180, gennemborede fortænder fra kronhjort og vildsvin og lige til venstre for kæben en klump af ligeledes gennemborede sneglehuse. Da sneglehuse såvel som tandperler vel har været fæstnet på tøjet, er det nærliggende at tænke sig hendes ekstra dragt rullet sammen og lagt som hovedpude. Også langs kanten af bækkenet kan man se tandperler, og lige over randen af højre bækkenskål anes nogle små hvide prikker, de gennemborede sneglehuse igen. Det kunne vi nu ikke rigtig få rede på under udgravningen, så vi skar bækkenet fri og tog det med hjem i en jordklods. I laboratoriet har vi så vendt blokken om og er nu i skrivende stund i færd med at grave den ud bagfra, fra den rigtige side, om man så må sige. Ikke alene kommer der yderligere omkring halvtreds tandperler, men også sneglehusene ligger fint og kan følges i et bredt bånd tværs over bækkenet. Hvert enkelt sneglehus er gennemboret, og husene er skubbet ind i hinanden, som var de trukket på snor, hvad de formodentlig også har været (Fig. 5, Fig. 6). - Sneglehusene, af arten but strandsnegl (Littorina obtusata), har forlængst mistet kuløren, hvorimod friske eksemplarer er meget farvestrålende, varierende fra gul til mørkebrun. Arten kan i dag samles langs kysterne omkring Kattegat.
Fig. 5. Mor og søn. Den store knogle mellem drengens fødder er resterne af svanevingen.
Fig. 6. Kvindens bækken afdækket fra under siden efter at være indgipset og vendt. Man ser tydeligt tandperler og sneglehuse på række.
Således fremkom der i løbet af to måneders hårdt arbejde på Bøgebakken et helt nyt billede af Danmarks tidlige jægerbefolkning. Disse mennesker, som vi har kendt udelukkende ved deres redskaber og måltidsrester, kan vi nu føle på tænderne. Nok er de døde, men de er dog alle gravlagt med en del af deres levende tilværelse. Tydeligst er selvfølgelig de spor, livet har mærket dem med: nedslidte tænder, gigt i alle led, en skæv rygsøjle, fødselskomplikationer og så videre. Rent fysisk et jammerligt billede. Men også andet kommer til udtryk: omsorgen for de døde, familiesamhøret, sociale forskelle, en vis æstetisk sans. Stenalderjægerne forekommer os ikke længere anonyme. Vi er pludselig kommet meget nærmere til et forhistorisk folk.