Jægerfolkets grave

Nord for København ved Øresunds kyst ligger stationsbyen Vedbæk, et velkendt navn i stenalderarkæologien. Vest for Vedbæk by strækker sig et større moseområde med det ikke ualmindelige navn Maglemosen. Det var i stenalderen en fjord, der skar sig ind i landet fra Øresund, og langs dens bredder slog stenalderfolkene sig ned. At vi i dag kender omkring tyve bopladser her, skyldes udelukkende én mand, nu afdøde gartner Avnholt, der igennem et langt liv foretog meget omhyggelige indsamlinger. Bedst kendt blandt disse bopladser er nok den ved Vedbæk Boldbaner, der efter Therkel Mathiassens undersøgelser i 1944 kom til at give navn til et afsnit af jægerstenalderen, Vedbækkulturen.

På marken vest for jernbanestationen, under gården Henriksholm, fandtes indtil for nylig en højning, kaldet Bøgebakken, som strakte sig ud i »Vedbæk-fjorden«. Her skulle den nye skole bygges, og samtidig skulle der anlægges sportsplads og parkeringsplads. Det var under dette jordarbejde, bulldozeren ramte gravene.

At gravpladsen skulle findes netop her, må nok siges at være lidt af et chok for fagfolk, de kendte nemlig meget vel den omtalte halvø med en boplads fra ældre stenalder, hvor der har været foretaget ikke mindre end tre udgravninger. Gudmund Hatt var den første som satte spaden i jorden på Henriksholm-Bøgebakken. Det var i 1924, mens gartner Avnholt havde en større undersøgelse igang omkring 1936, og endelig gravede vi der selv så sent som i januar måned, indeværende år. De tre gravninger har været tæt på, og det har også et stort antal amatørarkæologer, som i de senere år har søgt efter oldsager på mere eller mindre hårdhændet måde.

Da bulldozeren nu havde vist sin finderevne, så lod vi den fortsætte og fjerne overjorden. På denne måde kunne vi forholdsvis nemt lokalisere gravene. De fremtrådte som mørke fyldskifter i det lyse bakkegrus og kunne under udgravningen følges som trugformede nedgravninger, ikke meget større end det lig, de indeholdt. Gravfylden var i mange tilfælde blandet op med bopladsmateriale – flintafslag og knoglestumper – hvad der viser den nære forbindelse mellem de levende og de dødes tilholdssted. I øjeblikket regner vi da også med, at gravene stort set er samtidige med bopladsen, hvilket i absolut alder vil sige sådan noget som 5.000 år før Kristus.

Vi har brugt ordet gravplads, men det er nok lidt forkert at anvende et sådant udtryk. Sammenfatter man nemlig oplysningerne fra de forskellige udgravninger, så synes gravene at ligge på selve bopladsområdet, der er kendetegnet ved ildsteder, gruber og en mindre køkkenmødding. Forklaringen kan være, at man har gravet de døde ned under hyttegulvene, sådan som det kendes fra andre steder og tider. Desværre har man ikke ved de tidligere undersøgelser påvist hytter, og under vor udgravning var det for sent. Dog noterede vi os med interesse, at gravene optræder i grupper.

Der var åbenbart ikke nogen fast regel for, hvordan graven, og dermed liget, skulle orienteres (Fig. 1, Fig. 2). Taget under et drejer de hele kompasset rundt – også selvom de fleste vender øst-vest, i disse grave ligger hovedet snart mod øst, snart mod vest. Mere udpræget er det, at de døde ligger udstrakt på ryggen med hænderne ned langs siden. Fødderne altid tæt til hinanden, som om de var snøret sammen. I tre tilfælde synes den døde dog at være gravlagt med bøjede ben.