Istidsmandens redskaber?

Ret til at kalde sig amatørarkæolog har enhver, som tre gange eller derover har bukket sig ned og opsamlet et oldtidsfund — det være sig en flintspån, en stenøkse eller et potteskår. Det er derfor næsten at gå for vidt i beskedenhed, når politifuldmægtig Erik Westerby, Ringkøbing, tiIdeler sig selv denne betegnelse, thi inden for sit særlige felt, som er istidens og den første efteristids arkæologi, overgås han næppe i viden af nogen fagmand herhjemme. Gennem mange år, det meste af et liv, har han drevet sine studier — i marken og i litteraturen, indenlands og udenlands. Hans krav til fagfæller er ubønhørlige; hvis hans egne sanser giver ham mistanke til autoriteternes resultater, er intet ham helligt. Men han stiller ikke mindre strenge krav til sig selv. Han graver i sand, men bygger ikke sine teorier på det. Spørgsmålstegnet over denne artikel har sin rod i Westerbys selvkritik. Mangen anden havde nok slettet det forlængst.

Af Harald Andersen