Istidsmandens redskaber

Der er gået sport i denne søgen efter det ældste. Den drives af læg og lærd og nyder selvsagt offentlighedens bevågenhed. Papiret er tålmodigt – ikke mindst dagspressens -, og det er langt fra altid, overskrifternes glade budskaber har kunnet stå for nøgtern, videnskabelig kritik. Jagten på istidsmanden er således et anliggende, hvor mange lys har måttet slukkes, men nye vil utvivlsomt tændes, for vi ved med sikkerhed, at han har været her og altså ikke blot er et videnskabeligt fantom. I ét tilfælde har der vist sig at være realiteter bag formodning. Det er nu ca. 15 år siden, zoologen Ulrik Møhi påviste, at nogle dådyrknogler fundet ved Hollerup i nærheden af Randers var sønderslået på en karakteristisk måde, som utvivlsomt må tilskrives mennesker, der har villet sætte tænder i den lækre marv. Sådanne marvspaltede knogler er meget velkendte; de optræder talrigt i fund fra den senere oldtid, men dådyrknoglerne stammer fra et lag, som med sikkerhed kan siges at være dannet i den lange varmetid mellem sidste og næstsidste istid, og de leverer altså et uigendriveligt, omend indirekte, bevis for, at menneskene har været her. Hollerup jægerne, som efter de seneste undersøgelser kan siges at have levet for ca. 80.000 år siden, har færdedes ved en sø, i denne er deres måltidsrester havnet, og det bløde dynd har bevaret knoglerne fint. Skade at der ikke kom andet med! Et enkelt flintredskab, ja blot et stykke affald fra tilhugningen, havde været særdeles velkomment. Så meget er nemlig sikkert: har der levet mennesker i Danmark under den sidste mellemistid, så har de også haft værktøj eller våben. De må kunne findes.

Fra de fleste europæiske lande kendes talrige fund af stensager, der er lige så gamle som Hollerup-knoglerne eller måske langt, langt ældre, så egentlig kan man vende sagen på hovedet og sige, at det er mærkeligt, at vort land med dets bekendte rigdom på fortidslevninger ikke for længst har ydet sikre oldsagsfund fra de tider. Forklaringen har vi allerede berørt: isen har lavet ravage; gennem fire (eller fem) hovedfremstød og utallige mindre frem- og tilbagerykninger pløjede den landskabet op, og hver gang, det skete, udjævnedes ældre aflejringer, så kun et fåtal blev tilbage. Redskaberne er her utvivlsomt, men blandet op i jordmasserne på en måde, som gør det til en meget vanskelig sag at finde dem.

Skulle endelig et stykke dukke op, hvordan så kende det? Hvordan skal man af flintsagernes mængde udskille disse fund, som ifølge sagens natur må optræde spredt og for flertallets vedkommende løsrevet af deres naturlige sammenhæng? Skal man være kritisk – og det er sandelig nødvendigt, når man vover sig ind på et område som dette – så er der kun to veje, ad hvilke man med rimelig sikkerhed kan finde frem til istidsmandens redskaber (fig. 1).