Ingen nød i potteland

Sortpotterne, de uglaserede, sorte lerkar, som endnu i dag eksisterer i temmelig stort tal, selv om produktionen forlængst er ophørt, blev fortrinsvis fremstillet i Jylland, hvorfor de også går under navn af jydepotter. Denne særlige form for lertøj kan følges tilbage i middelalderen, men har sikkert rødder dybt i oldtidens pottemageri. Om den ældre sortpotteproduktion ved man forholdsvis lidt, men fra 17-1800-årene kendes en række fremstillingssteder, hvoraf de vigtigste er vist på omstående kort. Som man ser, er Vestjylland de sorte potters egentlige fædreland, og centrum for produktionen ligger i egnen omkring Varde. Men også andre steder i Jylland og på Fyn har der udviklet sig lokale potteindustrier, hver med sit særpræg. Det er her Vorup kommer ind i billedet.

»Grydearbejde var en skiden bestilling, men det gav en ren skilling«. Sortpotterne blev fremstillet i store mængder, og da de ikke alene fandt anvendelse i de hjemlige husholdninger, men i stor udstrækning blev eksporteret til udlandet, var deres økonomiske betydning ikke blot privat, men national. Årsagen til denne succes må søges i, at sortpotterne blev anset for bedre til opbevaring af madvarer end kobber- og jerngryder, der kunne irre og ruste, og at de ligeledes blev foretrukket for de glaserede rødpotter, hvis blyglasur kunne være giftig. Byernes rød-pottemagere så i den anledning noget skævt til de landlige sort-pottemagere, det var i reglen husmands- og gårdmandskoner, som på denne made bidrog til hjemmets opretholdelse.

En dygtig pottekone kunne lave 3-4000 potter om året, så det var ingen dårlig forretning for en mand at have en kone, der var »knøw i æ lier«. Mændene måtte dog også yde deres. Der skulle hentes ler, ildgraven skulle indrettes og potter stilles til tørring eller brænding. »Gud bevare os alle tretten«, sagde manden, han faldt ned fra loftet med tolv potter i favnen.

Torvehandelen i nærmeste købstad tog konerne sig i reglen af. Det var jo underholdende at komme ud mellem folk. Men fjernere forretninger var mændenes sag, og også for dem var potteturene en kærkommen afveksling i det daglige slid på fæstegården. Potterne blev læsset på halm- eller lyngfyldte vogne, og så drog man af sted, hvad enten det nu var et marked, turen gjaldt, eller potterne skulle bringes til udskibning. Helt så frit, som det lyder, var dette handelsliv dog ikke. Allerede under Christian d. 5. var der strenge bestemmelser for, hvor, hvornår og hvordan handelsfolk måtte afsætte deres varer. For at sælge potter på et marked krævedes et af myndighederne udstedt pas, som kun gjaldt til selve markedet, ikke til handel undervejs til det. Hvad der iøvrigt skete på disse handelsrejser, skal vi gå let hen over. »Pottehandel var lige så ærlig som hestehandel, men heller ikke mere« (Fig. 1). At forretningen var indbringende, fremgår af, at mange helt opgav landbruget til fordel for potterne. »Der var ingen nød i potteland«.