Ingen nød i potteland

Sortpotterne, de uglaserede, sorte lerkar, som endnu i dag eksisterer i temmelig stort tal, selv om produktionen forlængst er ophørt, blev fortrinsvis fremstillet i Jylland, hvorfor de også går under navn af jydepotter. Denne særlige form for lertøj kan følges tilbage i middelalderen, men har sikkert rødder dybt i oldtidens pottemageri. Om den ældre sortpotteproduktion ved man forholdsvis lidt, men fra 17-1800-årene kendes en række fremstillingssteder, hvoraf de vigtigste er vist på omstående kort. Som man ser, er Vestjylland de sorte potters egentlige fædreland, og centrum for produktionen ligger i egnen omkring Varde. Men også andre steder i Jylland og på Fyn har der udviklet sig lokale potteindustrier, hver med sit særpræg. Det er her Vorup kommer ind i billedet.

»Grydearbejde var en skiden bestilling, men det gav en ren skilling«. Sortpotterne blev fremstillet i store mængder, og da de ikke alene fandt anvendelse i de hjemlige husholdninger, men i stor udstrækning blev eksporteret til udlandet, var deres økonomiske betydning ikke blot privat, men national. Årsagen til denne succes må søges i, at sortpotterne blev anset for bedre til opbevaring af madvarer end kobber- og jerngryder, der kunne irre og ruste, og at de ligeledes blev foretrukket for de glaserede rødpotter, hvis blyglasur kunne være giftig. Byernes rød-pottemagere så i den anledning noget skævt til de landlige sort-pottemagere, det var i reglen husmands- og gårdmandskoner, som på denne made bidrog til hjemmets opretholdelse.

En dygtig pottekone kunne lave 3-4000 potter om året, så det var ingen dårlig forretning for en mand at have en kone, der var »knøw i æ lier«. Mændene måtte dog også yde deres. Der skulle hentes ler, ildgraven skulle indrettes og potter stilles til tørring eller brænding. »Gud bevare os alle tretten«, sagde manden, han faldt ned fra loftet med tolv potter i favnen.

Torvehandelen i nærmeste købstad tog konerne sig i reglen af. Det var jo underholdende at komme ud mellem folk. Men fjernere forretninger var mændenes sag, og også for dem var potteturene en kærkommen afveksling i det daglige slid på fæstegården. Potterne blev læsset på halm- eller lyngfyldte vogne, og så drog man af sted, hvad enten det nu var et marked, turen gjaldt, eller potterne skulle bringes til udskibning. Helt så frit, som det lyder, var dette handelsliv dog ikke. Allerede under Christian d. 5. var der strenge bestemmelser for, hvor, hvornår og hvordan handelsfolk måtte afsætte deres varer. For at sælge potter på et marked krævedes et af myndighederne udstedt pas, som kun gjaldt til selve markedet, ikke til handel undervejs til det. Hvad der iøvrigt skete på disse handelsrejser, skal vi gå let hen over. »Pottehandel var lige så ærlig som hestehandel, men heller ikke mere« (Fig. 1). At forretningen var indbringende, fremgår af, at mange helt opgav landbruget til fordel for potterne. »Der var ingen nød i potteland«.

Hovedtrækkene i pottefremstillingsmetoden er beskrevet i ovenstående billedtekst, men det må understreges, at der var væsentlige forskelle i arbejdsform og materiale fra egn til egn (Fig. 2). Når Vorup-potterne var kendt for deres styrke, må årsagen søges i lerets kvalitet, i godstykkelsen, men først og fremmest i brændingen, hvilket sidste er et forhold, vi om lidt skal vende tilbage til.

Pottemageriet i Vorup ophørte omkring 1870, og desværre eksisterer der så godt som ingen overlevering om de Vorupkoners metode. På Vardeegnen, der som nævnt var pottefremstillingens hovedland, holdt produktionen sig også længst, og derfra stammer flere recepter på fremstilling af jydepotter. Fortællerne slutter i reglen deres beretning med at sige, at i Vorup, hvor der også var en kendt og betydelig produktion af særlig gode sortpotter, gjorde man nok ligeså. Men gjorde man nu også det? Og hvordan var metoden i detailler? Brugte konerne grydebræt på knæene, drejeskive eller noget helt tredje? Forvarmede de potterne i »brånhus«, i skorstenen eller på anden måde? Der er meget, man gerne ville vide. Det var for at få svar på nogle af disse spørgsmål, den omtalte udgravning blev foretaget.

Der er undersøgt flere ildgrave i Vorup. Den, der sidste sommer blev taget under behandling som led i en større undersøgelse over sortpotternes historie, var beliggende på den nye Søndermarksskoles byggetomt, og så meget kender man til stedets historie, at man med nogenlunde sikkerhed kan sige, at den må have tilhørt pottemagersken An Lasdatter og hendes mand Niels Nielsen »Unpeng«. Sidstnævnte er omtalt som pottehandler i tiden 1826-1850, inden for hvilket tidsrum han har fået udstedt pottehandlerpas. På nedenstående skitse er det anskueliggjort, i skematisk form, hvordan ildgraven har været indrettet og fungeret. Udgravningen viste, at man i Vorup ikke har brugt lyngtørv som brændsel, sådan som det var skik i Vestjylland, men derimod tynde bøgekævler, og her har vi sikkert en væsentlig del af forklaringen på Vorup-potternes bekendte kvalitet. Bøgebrændet gav mulighed for at opnå den højere temperatur, som forøgede potternes hårdhed og fik leret til at minde om stentøj (som sortpotterne dog ikke må forveksles med). Den gråsorte farve, som er typisk for potterne her, skyldes også bøgeasken; tilsvarende har det humusholdige lyngbrændsel ansvaret for den dybsorte farve, som udmærker hedeegnenes lertøj. De lokale forskelligheder i pottemageriet skyldes altså ikke blot folkenes særpræg, men også landsdelenes forskelligartede natur. Det vides, at Vorup modtog bøgebrænde fra skovene ved Silkeborg fragtet med kåg ad Gudenåen (Fig. 3, Fig. 4).

Voruppotternes bedste kendetegn er ørerne, der er solide, trinde og anbragt lodret helt oppe ved potteranden, med hvilken de indgår en nøje forbindelse, så at de vanskeligt lader sig slå af, uden at hele potten går sig en tur. Det er typisk, at der mellem de skår af havarerede potter, som findes i ildgravene, er yderst få potteører, mens forekomsten af potteben og randskår er talrig. På Kulturhistorisk Museum i Randers findes der tre forskellige typer af Vorup-potter, kendelige på randens udformning. An Lasdatters ildgrav føjede endnu en type til.

Hvornår Vorup er begyndt at gøre sig gældende som pottemagerby, er ikke godt at vide, men skårfund i nabobyen Randers kunne tyde på, at det ikke er senere end middelalder. Vi skal frem til 1700-årene, før billedet rigtigt begynder at tegne sig. Hvad vi da ser, er ikke blot en højtudviklet husflid, men en virkelig industri. Vorup-potterne var kendt viden om, blev pr hestevogn bragt til torvs i Randers, Århus, Ebeltoft og Hjørring og med skib til København, Østersølandene og Norge. Man må formode, at flere af herregården Clausholms fæstere i denne tid har sat foden under eget bord. 1787 fremstillede seksten Vorup-familier 50.000 sorte potter, i 1840 var antallet sunket til fem familier, i 1870 var der ingen tilbage.

De åbne ildsteder med deres sortpotter fortrængtes af komfurer med jerngryder. Samtidig bedredes bøndernes kår, så at det blev fordelagtigt for pottehandlerne igen at vende tilbage til jorden. I enkelte jyske sogne fortsatte pottefremstillingen til omkring 1900-1920, og endnu lever der koner, som har lært faget på den rigtige måde. Om Vorup-konernes arbejdsmåde ved vi kun lidt. De er alle gået i graven med deres hemmelighed (Fig. 5).