Inden Esbjerg

Den boplads med tilhørende gravplads, som der skal fortælles om i det følgende, er altså ikke stamfaderen til Esbjerg, men en forløber uden udviklingsmæssig forbindelse, så egentlig var der ingen grund til at nære særlige forventninger til dette fund. At det alligevel på flere punkter har ydet det usædvanlige, er da et lykkeligt tilfælde. Eller skulle der alligevel være en tråd, der forbinder de to byer, som er opstået med tusinde års mellemrum på samme sted?

Under et besøg på Esbjerg Museum for nogle år siden henledte rigsantikvaren P. V. Glob opmærksomheden på et groft, halvkugleformet lerkar, en karakteristisk vikingetidsform. Karret var fra Gammelby i Esbjergs østlige udkant, og mod denne rettedes da opmærksomheden, derved at museets formand, Niels Thomsen, opfordrede de lokale amatørarkæologer til at holde særligt øje med dette sted (Fig. 1, Fig. 2). En af dem, fru Julie Christensen, var på pletten, da en boligforening i 1968 begyndte anlægsarbejder i området; hun lagde mærke til nogle store mørke aftegninger i jorden og glædedes, da der deri fremkom lerkarskår, som måtte tilhøre vikingetiden. Museet blev straks underrettet og en undersøgelse igangsat.

At foretage udgravninger midt i en by er altid forbundet med betydelige vanskeligheder, men det er dog lykkedes gennem flere perioder at få afdækket et område på ca 4500 m2. Næsten overalt fandtes stolpehuller, sikkert fra huse, men noget klart billede af bebyggelsen tegnede de desværre ikke. Vikingetidens typiske langhus med buede længdevægge blev kun iagttaget i tre tilfælde - det ene af dem (som først blev erkendt i sin helhed, efter at de spredte opmålinger var stykket sammen til en oversigtsplan) var til gengæld meget stort; med sine 44 meter i længden repræsenterer det rekorden for denne hustype. En anden karakteristisk vikinge-husform, grubehuset, fandtes mere talrigt, men her er det i hvert fald ikke størrelsen, der imponerer. De småbitte nedgravede hytter har været alt andet end luksuriøse (Fig. 3).

Blandt lerkarskårene, som er fundet i store mængder, tilhører et fåtal århundrederne før Kristi fødsel; der har altså boet mennesker på stedet før vikingerne, og det giver måske en del af forklaringen på stolpehullernes forvirrende mangfoldighed. Men langt den største del af skårmaterialet tilhører vikingetiden, nærmere betegnet 800-årene, måske endda begyndende i 700-årene, altså en tidlig del af perioden. Om senere bebyggelse vidner nogle få skår fra tidlig middelalder, og det kan i denne forbindelse nævnes, at der over hele det undersøgte område er fundet spor af »højryggede« agre. Efter at vikingebyen - eller i hvert fald denne del af den - var nedlagt, er området altså blevet inddraget til dyrkning. - Skårfundene er vigtige, fordi vi gennem dem får rede på bebyggelsens alder, men der er også fundet andre ting, således i grubehusene et påfaldende stort antal vævevægte og en del tenvægte. Også jernsager forekommer omend i ringe tal: en sværdstump, en spydspids, en lille økse, en lås og et par nøgler samt nagler og søm.

Til en vikingeboplads som den foreliggende må nødvendigvis høre en gravplads, og også den er det lykkedes at finde. Så tidligt som i 1964 afdækkedes nogle hundrede meter fra bopladsen et par grave, senere er flere kommet til - naturligvis, kan man næsten sige, takket være altid årvågne fru Christensen. Tretten grave er til dato undersøgt, flere kan skjule sig under brosten og asfalt, men en væsentlig del af pladsen må desværre antages ødelagt ved anlæggelsen af ringvejen omkring Esbjerg (Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6).

Gravene, hvoraf kun en enkelt har ligget under høj, var af stærkt varierede og til dels temmelig sjældne former. Mest spændende er en bådgrav; typen forekommer i dansk vikingetid, men langt fra almindeligt, og denne er enestående derved, at det ikke er hele båden, men kun stævnen - afhugget i en længde af et par meter - der er kommet i jorden (Fig. 7). I to grave er der fundet rækker af jernnagler, som må have siddet i træ; måske har man også her anvendt ophuggede både som kister. Den sjældne vikingegravform, kammergraven, var repræsenteret, omend kun i et mindre eksemplar. Resten af gravene var af mere traditionel form med spor af simple plankekister; en af dem var en barnegrav. For alle anlæggene gælder, at udstyret var temmelig beskedent. Flere var helt tomme, i andre fandtes blot en kniv og måske en lille slibesten. Rigest var kammergraven, der foruden standardudstyret, kniv og hvæssesten, indeholdt en ravperle, en jernring, et lerkar samt rester af et jernbeslået spillebræt (Fig. 8).

Vikingetidens varighed ansættes almindeligvis fra ca år 800 til omkring år 1050. Vi befinder os på tærsklen til historisk tid, og de arkæologiske kilder begynder så småt at blive suppleret af skriftlige, som blandt andet fortæller om kongerne og deres forsøg på at samle riget. Religionsskiftet er under udvikling, og tiden præges af livlig aktivitet både hjemme og ude. Danske vikinger drager i deres fortræffelige skibe vestpå og sydpå, bliver almindeligt frygtede for deres hårdhændede erobringstogter, men driver også mere fredelig handel. En vigtig forudsætning for al denne aktivitet er en kraftig befolkningsforøgelse - byer og landsbyer opstår i stort tal og navngives efter tidens skik til held for os, som derved får mulighed for at følge ekspansionen. Blandt de typiske vikingestednavne er navne med endelsen -by, og her må vi spidse øren, for lokaliteten, vi graver på, har jo netop et navn af denne type: Gammelby.

Landsbyen Gammelby, der nu næsten er opslugt af det nye Esbjerg, kan altså føre sit navn tilbage til vikingetiden, og det forekommer ikke usandsynligt, at det er i den nu udgravede bebyggelse, vi skal søge dens oprindelse (Fig. 9). Ganske vist har middelalderploven trukket sine furer henover de påviste huses ruiner, men de pløjende må jo have boet et sted, og skårfundene antyder, at dette ikke er fjernt. Hverken i middelalderen eller i nyere tid synes Gammelby at have spillet nogen særlig rolle, den har end ikke navngivet sit sogn, men fundet af det store hus tillader os at antage, at oldtidens Gammelby ikke var ganske uden betydning. Bortset fra stenalderens »rækkehuse«, der er af en helt anden type, er det det største hus, som overhovedet kendes fra Danmarks oldtid - hele fjorten meter længere end de berømte Trelleborghuse. Med disse buede vikingehaller viser vort hus tydeligt slægtskab, men Trelleborg var en militærlejr, Gammelby en civil bebyggelse, og da der yderligere er en tidsforskel på mindst hundrede år, er det forståeligt, at ligheden ikke er fuldstændig. Gammelby-huset savner den ekstra stolperække uden for væggene, som kendetegner Trelleborg, og den indre opdeling er anderledes, selv om antallet af rum er det samme (Fig. 10). Hvilken funktion det store hus har haft, fremgår desværre ikke, men noget almindeligt bondehus kan det næppe have været, så havde der sikkert været spor af båse, som vi kender det fra så mange jernalderhuse. Et forsamlingshus synes en nærliggende mulighed, men her ville skillevæggene være i vejen. Mon man tager meget fejl, hvis man forestiller sig huset som bolig for samfundets øverste? De tre rum kan da for eksempel have tjent som soverum, stue og mere almindeligt opholdsrum.

Grubehuset er en form, der optræder på bopladserne lige fra yngre romertid til op i middelalderen; dets ret specielle indretning kunne tyde på, at det har haft en ganske bestemt funktion, men hvori denne har bestået, er omdiskuteret. En del af de rundt om i landet fundne tomter har lige som vore grubehuse indeholdt vævevægte og har derfor været tolket som vævehytter, men udgravningerne i Århus har vist, at det i hvert fald ikke er den eneste mulighed; disse småhuse kunne også tjene andre arbejdsformål eller bruges som regulære boliger. I sagalitteraturen, som ganske vist omhandler islandske forhold, omtales nedgravede huse, dels som badstuer, dels som opholdssteder for kvinder, der syslede med vævning og andet håndarbejde; i sidstnævnte tilfælde benævnes de »dynger«, og det fremgår, at taget var dækket af mødding, formentlig af hensyn til varmen om vinteren. Gammelbys grubehuse må efter al sandsynlighed være sådanne »dynger«, altså hytter beregnet til arbejde med tekstiler. Fundene af væve- og tenvægte er et så gennemgående træk, at andet næppe kan tænkes - ja i enkelte tilfælde har vævens plads endog kunnet bestemmes. En væv er et omfangsrigt redskab, den har fyldt godt i de snævre hytter og ikke levnet megen plads til mennesker; hvor helt anderledes må livet ikke have formet sig her end i det store hus. De små beklumrede og sikkert fugtige rum var usunde - lige til at få tuberkulose af - så vævearbejdet har sikkert været trælkvindernes lod. Der er noget næsten fabriksmæssigt over denne vrimmel af vævehytter, man får en anelse om, at tilvirkning af og handel med klæde kan have spillet en rolle for dette samfunds eksistens, ganske som det var tilfældet hos de lidt sydligere boende frisere. Handel med omverdenen er i Gammelby dokumenteret ved fund af norsk klæbersten og rhinsk basaltlava.

Udgravningerne på Gammelby-bopladsen har da virkelig kastet en smule nyt lys over vikingetidens ikke alt for velkendte hverdagsliv, og man så gerne undersøgelsen udvidet til at omfatte hele bebyggelsen, om hvis faktiske udstrækning vi har visse forestillinger, men ingen sikker viden (Fig. 11). Det må imidlertid vente. På det område, der især tildrager sig opmærksomheden, ligger endnu Bannergården, efterhånden helt omsluttet af moderne bebyggelse. Denne landsbyen Gammelbys sidste bastion, måske en direkte efterkommer af vort store vikingehus, må beklageligvis falde, før vore undersøgelser kan fortsætte.

Det var ikke i den tidlige vikingetid skik at give rige gaver med i gravene, så den fattigdom på udstyr, som kendetegner Gammelby-gravpladsen, siger intet om de dødes trin på samfundsstigen. Men kan da ikke de vekslende gravtyper tolkes socialt? Hver samfundsgruppe sin gravform! Noget er der nok om det, men iøvrigt er det vist rigtigst at opfatte vikingernes stærkt varierede gravskik som et udtryk for tidens religiøse usikkerhed. Man nærmede sig trosskiftets skillevej.

Kammergraven er en type, som man med nogenlunde sikkerhed tør tilskrive de fornemme. En kammergrav i kongeligt format blev i 1820 fundet i den ene af Jellinghøjene, og overalt, hvor formen ellers er dukket op, er det tydeligt, at den har været forbeholdt samfundets ypperste. Gammelby-kammergraven kan være for en af herrerne fra det store hus, men det er en sag, som desværre aldrig kan forventes fuldt opklaret. - Graven med den afhuggede bådstævn har sine nærmeste og vistnok eneste paralleller så fjernt som på Bornholm. Her har man (på Slusegårdgravpladsen - se Skalk 1960:1) fundet ganske tilsvarende bådspidser anvendt som kister, men de var fra romersk jernalder og altså et halvt årtusinde ældre end vort fund, hvilket dog ikke skulle udelukke, at der kan være en direkte udviklingsmæssig sammenhæng. Også de to grave med jernnaglerne kan, som nævnt, antages at være en slags bådgrave, hvor planker fra udtjente skibe på en eller anden måde har fundet anvendelse. De halve og kvarte både har vel skullet erstatte det fuldstændige fartøj; det var jo ikke enhver viking givet som Ladby-høvdingen at gravsættes med fuld maritim udfoldelse. - Ikke langt fra Gammelby-gravpladsen ligger iøvrigt en langhøj med det tankevækkende navn Skibhøj. At der er konstateret stenaldergrave i den er en kendsgerning, men måske er det sidste ord ikke sagt i den sag.

Inden for området af det nuværende Esbjerg har ligget en høj, Sortehøj, som blev sløjfet 1831 og viste sig at indeholde en vikingegrav, hvori fandtes en ret enestående bredbladet jernøkse med en korsfigur fremkommet ved gennembrydning af bladet. At der har været vikinger på Esbjergegnen, er altså en gammel nyhed, vort bopladsfund bekræfter den, og det samme gør yderligere to bopladsfund, som er dukket op i 1969 og -70 ved Vognsbøl og Sædding. Det er endnu ikke muligt at sige noget om disse bebyggelsers omfang, men begge steder er der påvist grubehuse.

I vikingeforskningen har Sydvestjylland aldrig indtaget nogen central plads, og det er egentlig mærkeligt, for helt bortset fra de nye fund er der vidnesbyrd nok om datidig aktivitet. Det var da også at vente. I en tid, hvor søfarten blomstrede, og hvor Vesteuropa var målet for rejserne, må netop denne landsdel have haft særlige muligheder for at blive Danmarks port ud mod verden. For det første fordi den lå nærmest de hjemsøgte lande. Dernæst fordi vadehavet med sin lægivende række af øer bød på egnede havne og ankerpladser, hvor datidens lidet dybtgående skibe uden vanskelighed kunne gå ind og finde i hvert fald nogenlunde sikkerhed mod vestenstormens rasen. En Kielerkanal eksisterede ikke, og sejladsen ned langs Jyllands vestkyst kunne være forbundet med direkte livsfare. Set på denne baggrund undrer man sig ikke over egnens mange vikingefund, hvor navnlig skattefundene hævder sig smukt. Om oldtidsbyen Ribe har vi endnu kun litterære oplysninger, men også den bliver vel en dag arkæologisk bekræftet.

Ved Esbjerg, hvor en landknude skyder sig ud mod øen Fanø, var der ideelle muligheder for opankring. Her anlagdes for hundrede år siden den havn, om hvilken byen voksede op (ganske som København gjorde det syv århundreder tidligere under tilsvarende landskabelige omstændigheder), men allerede vikingerne har åbenbart haft blik for stedets fortrin (Fig. 12). At man indrettede sine bopladser én til to kilometer fra kysten og i fem meters højde over havet, skyldes vel frygten for stormflod og måske også, at man har villet sikre sig mod angreb fra søsiden.

Om det faktiske omfang af oldtidsbebyggelsen omkring Esbjerg ved vi endnu for lidt, men - som sagt - helt betydningsløs kan den ikke have været med sin kammergrav og sit store hus og vidnesbyrd om en håndværksmæssig udfoldelse, der nærmer sig begrebet industri. Fra den sikre havn mellem Fanø og fastlandet stod vejen åben til Vesteuropa: Frisland, Frankerriget og England. Med sidstnævnte land har Esbjerg idag regelmæssig forbindelse. Måske har der allerede dengang været tale om skibe i rutefart.

Esbjerg-bykortet på forsiden og det deri indsatte udsnit af ældre målebordsblad er gengivet med venlig tilladelse af henholdsvis A/S Rosendahls Bogtrykkeri, Esbjerg og Geodætisk Institut, København (A. 678/72).