I fælden

»Min bedstemoder, der var født 1812 og som døde 1901, lærte mig, mens jeg var barn, at lave musefælder. Vi hjalp hinanden med at passe fælderne. At levere de døde mus til kattene var helt overladt til mig. Den tid var der mange mus. Særlig havde de en god yngleplads i de gamle alkovesenge med halm i bunden. Det var meget ubehageligt at høre på deres kraslen i halmen, endnu værre når man vågnede ved, at en løb over ens krop. Ikke så sært, at jeg blev en ivrig musejæger. Men de mus, der var i alkoverne, kunne man ikke komme til livs. Min bedstemoder havde hele sin tid sovet i alkovesenge, og det ville hun blive ved med, så længe hun levede, ville ikke høre tale om andet. Min søster og jeg sov i samme værelse, så vi var nødt til også at ligge i alkoven og høre på musene. En enkelt gang kunne det hænde, at vi lå en mus ihjel, men så var der da den mindre.

Til aftægtslejligheden i gården hørte der et lille værelse, hvor de store sorte gryder (jydepotter) blev sat ind på bordet fyldt med slagtemad tillukket med fedt eller talg, og oppe over bordet på en bjælke hang nogle knipper tællelys. Det hele var et slaraffenland for musene. Der skulle stilles fælder og tages mus. Tro endelig ikke, at vi købte fælder. Nej dog, når tre små pinde og en teglsten kunne klare det, hvorfor da købe fælder. Selvfølgelig blev der også stillet fælder op både i spisekammer og mælkekammer. Da bedstemoder havde fået mig udlært, overlod hun det hele til mig, og jeg har da heller aldrig brugt andre slags musefælder. Når musen får stenen ned over sig, så er den helt kaput, flad som en pandekage.

De på denne side afbildede fælder har alle udløsningsmekanismen med de tre pinde. De er altså af samme type som murstensfælden, selv om de afviger fra den i udseende. (Fig. 2).

Den lange pind skal der sættes lokkemad på, lidt kød eller lidt flæskesvær. Det bliver branket over et lys, så det rigtig kan kildre i en lille musenæse. Når jeg stiller fælden op, sætter jeg en rød teglsten (gården var bygget af store hjemmebrændte mursten) på kanten, tager pinden med den skarpe kant - kuns den pinds tykke ende må støtte på bordet - den tynde ende sættes ind i falsen på den tredje pind, stenen lænes forsigtigt over på pindene, og den lange pind med lokkemaden sættes på, så den med sine hak holder pindene på plads. En ganske simpel indretning«:.

Stine Thomsen har ganske ret i denne sidste bemærkning. Det er vel derfor, at fælden hidtil ikke har kunnet ses på vore museer. I hvert fald er den ikke ukendt uden for Skernegnen. Siden Stine Thomsen sendte sin beskrivelse, er der kommet adskillige andre til, og af disse stammer en ikke ringe del fra pindegådens indsendere. Det viser sig, at fælden er kendt over det meste af Jylland og Fyn, og at den endnu bruges på Fejø. Flere meddelere fortæller, at lignende fælder har været brugt - og bruges - til fangst af større dyr som ræv, skovmår og ilder. Det er dog ikke helt sikkert, at der ligger gammel tradition bag disse sidstnævnte fælder, skønt det udmærket kan være tilfældet, og det vil derfor være af stor interesse at få dette forhold nærmere belyst. Fældetypen kendes også fra Norge og Sverige, hvor den især har været brugt til egernfangst. (Fig. 3). (Fig. 4). Det er i det hele taget en vidt udbredt type, og selv om den især er egnet til fangst af mindre pelsdyr, så kan princippet med den tredelte stilleanordning, hvor lokkemaden er anbragt på det midterste led, dog også bruges til større dyr, som det fremgår af tegningen på næste side, der gengiver udløsningsmekanismen til sortfodindianernes bjørnefælde. Også fra Afrika kan der hentes nære paralleller.

(Fig. 5). Skønt Nationalmuseet har sikret sig flere eksemplarer af den simple musefælde og har fået at vide, hvordan den bruges, så er vi ikke færdige med den endnu. Det vil være af interesse at få opklaret, om den også kendes uden for de egne, som blev nævnt i det foregående. Det kan tænkes, at man her har haft andre fældetyper. Mus kan jo fanges på mange måder. Alle kender vel musehistorien med vippen over en kedel vand. Måske huskes også fra besøg på museerne de interessante fælder, som består af en eller flere træklodser, der kan glide op og ned på to træstænger. Hver klods ophænges ved hjælp af en snor og en stillepind, der udløses, når musen træder på et løst bundbrædt under klodsen. Det er en kunstfærdig indretning, og man skal være øvet i husflid for at kunne lave den; men netop i de egne af Danmark hvor murstensfælden synes at mangle, spillede træhusfliden en stor rolle. Også fælden med klodserne er vidt udbredt i verden. Med den fældetype kan man dræbe elefanter, idet faldklodsen da er erstattet med et tungt spyd, der fra et træ falder ned i ryggen på dyret, når det berører en snor, som er spændt over dets sti.

(Fig. 6). Ud fra det etnografiske materiale kan man i øvrigt næsten med sikkerhed slutte, at principperne for begge de to fældetyper har været kendt i flere forskellige udformninger helt tilbage i oldtiden. De ældste primitive agerbrugere har således sikkert brugt dem; netop for folk på dette kulturtrin spiller fælderne en stor rolle. De nyryddede marker og husdyrene øver en stærk tiltrækning på skovens dyr, der inden for markens gærde af grene og ris i rigt mål finder, hvad de må lede efter i skoven, og få steder er så velegnede til anbringelse af fælder og snarer som dyrenes huller gennem et risgærde. (Fig. 7). Fælderne kunne varieres på uendelig mange måder alt efter dyrearten, årstiden og stedets beskaffenhed, og allerede de første danske bønder kunne bygge pa tusindårige erfaringer, så det kan ikke undre, at fælderne efterhånden blev så gode, at de ikke kunne gøres mere effektive, før dyresaksens stålfjedre kom frem.
(Fig. 8).

Fælderne må kunne findes også andre steder end i gamle folks erindring. Det skulle være mærkeligt, om ikke spaden en dag hentede dem frem af engen eller mosen. Det bør man være opmærksom på.

Artiklens forfatter vil være taknemmelig for alle oplysninger, der kan uddybe kendskabet til fælderne. Kan vil gerne i forbindelse med folk, som kan fortælle om gamle fangstmetoder, og han vil være glad for at få tilsendt skitser af mosefundne træstykker, som kan være dele af fælder. Adresse: Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser, Lyngby.

Tegninger: Jens Aarup Jensen.