I fælden

»Min bedstemoder, der var født 1812 og som døde 1901, lærte mig, mens jeg var barn, at lave musefælder. Vi hjalp hinanden med at passe fælderne. At levere de døde mus til kattene var helt overladt til mig. Den tid var der mange mus. Særlig havde de en god yngleplads i de gamle alkovesenge med halm i bunden. Det var meget ubehageligt at høre på deres kraslen i halmen, endnu værre når man vågnede ved, at en løb over ens krop. Ikke så sært, at jeg blev en ivrig musejæger. Men de mus, der var i alkoverne, kunne man ikke komme til livs. Min bedstemoder havde hele sin tid sovet i alkovesenge, og det ville hun blive ved med, så længe hun levede, ville ikke høre tale om andet. Min søster og jeg sov i samme værelse, så vi var nødt til også at ligge i alkoven og høre på musene. En enkelt gang kunne det hænde, at vi lå en mus ihjel, men så var der da den mindre.

Til aftægtslejligheden i gården hørte der et lille værelse, hvor de store sorte gryder (jydepotter) blev sat ind på bordet fyldt med slagtemad tillukket med fedt eller talg, og oppe over bordet på en bjælke hang nogle knipper tællelys. Det hele var et slaraffenland for musene. Der skulle stilles fælder og tages mus. Tro endelig ikke, at vi købte fælder. Nej dog, når tre små pinde og en teglsten kunne klare det, hvorfor da købe fælder. Selvfølgelig blev der også stillet fælder op både i spisekammer og mælkekammer. Da bedstemoder havde fået mig udlært, overlod hun det hele til mig, og jeg har da heller aldrig brugt andre slags musefælder. Når musen får stenen ned over sig, så er den helt kaput, flad som en pandekage.

De på denne side afbildede fælder har alle udløsningsmekanismen med de tre pinde. De er altså af samme type som murstensfælden, selv om de afviger fra den i udseende. (Fig. 2).