I en trykket situation

Artiklen om grubberen i Skalk nr 3 affødte adskillige henvendelser fra folk med interesse for det rejste problem. I nedenstående indlæg af ingeniør P. Gylling Mortensen peges der på en mulig løsning, en overraskende udvej, som måske kan overflødiggøre det for jordfundene så skadelige instrument.

Af Gylling Mortensen

Billede

Som meddelt for nylig her i bladet har arkæologien fået en fjende. Dens navn er grubberen eller undergrundsløsneren. Den er for tiden ved at vinde indpas inden for dansk landbrug, hvor dens funktion er at opbryde det hårde, sammenpressede og for afgrøden skadelige lag, der dannes under pløjelaget som følge af traktorers og andre tunge landbrugsmaskiners vægt. Grubberen er en slags plov, der rækker ca en halv meter ned under nuværende pløjedybde, den ødelægger »trafiksålen«, som det sammenpressede lag kaldes, men desværre også alt, hvad jorden måtte indeholde af arkæologisk værdi. Dette er en meget beklagelig bivirkning, som gør, at man bør tænke sig godt om, før man sætter grubberen i jorden. Er den nødvendig, når alt kommer til alt?

Trafiksålen opstår som nævnt på grund af maskinernes vægt. Jo tungere de er, jo mere trykkes jorden sammen, men sammenpresningen er naturligvis størst lige under hjulene, nedefter aftager den jævnt, som billedet viser. Når marken næste gang pløjes, bliver de stærkt pressede øvre lag atter løsnet, og derved afbødes hjultrykkets værste virkninger (Fig. 1). Tilbage bliver en svag sammentrykning af jorden under pløjelaget, og denne kan ved fornyet kørsel på marken blive forstærket. En trafiksål er med andre ord under dannelse, men heldigvis er der gode kræfter, som modvirker den skadelige udvikling. Frosten løsner jorden, og regnormene arbejder i samme retning; de sidstnævntes antal er desværre noget på retur, formodentlig som følge af de kemiske midler, som nu anvendes i landbruget.

Udgave: Skalk 1968:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.