I Dilmun tier ravnen

Dette er ikke et citat fra Bibelen. Bjerget er ikke Ararat, og fortælleren er ikke Noa. Men historien er historien om Syndfloden, om en oversvømmelse sendt af vrede guder for at udslette menneskeheden, og om een mand, der – advaret af en menneskevenlig gud – byggede en båd, og anbragte deri »alt af levende ting, min familie, min slægt, alle markernes dyr både vilde og tamme«.

”Derefter i syv dage og syv nætter stormede floden over landet, og den store båd drev foran vinden over de mægtige vande. Da kom solguden frem, og kastede lys over himlen og jorden. … Jeg så ud over verdenen, og der var stilhed. Alt menneskeligt var blevet til ler. Havets overflade strakte sig flad som et tag.”

Fortælleren hedder Utu-nipishtim, i den babylonske version – Ziusudra i det endnu ældre sumeriske fragment. Og de forskellige udgaver af historien er fundet på kileskrifttavler, fra Ninive og fra Nippur, som ligger små 200 km nord for kaldæernes Ur i Sydmesopotamien. Den tidligste version vi kender er fra omkring 1700 før Kristus, men historien er mindst tusinde år ældre end det – og kan ovenikøbet have en vis basis i en virkelig katastrofal oversvømmelse, at dømme efter tykke lerlag fra ca. 3000 før Kristus i flere byudgravninger i Sydmesopotamien. Dens lighed med Bibelens historie om Noa er så slående – også med detaljer som duen og ravnen – at der ikke kan være tvivl om, at da Abraham brød op fra Ur ca. 1900 før Kristus på sin lange rejse til Kanaans land, tog han med sig, sammen med sin familie og sit kvæg, et kendskab til Babyloniens legender, som levede videre og blev nedskrevet i første Mosebog (fig.1).