Hvorfor et hus fra Skåne?

Man kan berolige med det samme. Der er hverken tale om romantik eller storhedsvanvid. Der er tværtimod en yderst saglig begrundelse for udvælgelsen af de forskellige bygninger, som bliver flyttet til Frilandsmuseet. Lad os begynde med kort at fortælle, hvordan man egentlig finder ud af, hvilke bygninger der skal flyttes. Så kan man bedre bagefter give sig i kast med overskriftens spørgsmål om, hvorfor der netop har været brug for et skånsk hus.

Der er nogle folk, der er født museumstrætte. De kan finde på at sige om de gamle gårde og huse på Frilandsmuseet, at de jo er ens allesammen. Intet kan være mere forkert. De er i hovedsagen netop valgt, fordi de er forskellige. Når man går en tur i museumsparken, kan man se, at nogle huse er af røde teglsten, nogle har bindingsværk i stærke farver, og andre er helt hvidkalket. Det samme kan iagttages, når man foretager en rejse gennem Danmark. Men ude i landskabet er det sværere at få system i det, man ser. Der er efterhånden langt imellem gamle bygninger, så det er vanskeligt at sammenligne. Og der er ikke skarpe grænser mellem de forskellige egne med hver sin byggeskik.

Variationerne fra egn til egn er nok det, der mest iøjnefaldende har spillet en rolle for udvælgelsen. Det lyder jo meget enkelt, vil nogle måske sige. Man skal altså blot have en gammel bygning fra hver egn, så har man et frilandsmuseum, færdigt og helstøbt. Så simpelt er det ikke. Nu vil vi ikke lade os distrahere af, at der i samme landsby kan ligge to gamle bygninger, hvor vidt forskellige konstruktive principper er anvendt. Selv når vi ser bort fra det, bliver der tilbage to meget klare grunde til, at man ikke altid kan nøjes med en enkelt bygning fra hvert område. Den ene er de sociale forholds indflydelse, den anden alderen.

De sociale forskelligheder, der har været inden for landbefolkningen, har ikke kunnet undgå at præge bygningen og dens indretning. Hvordan denne er afpasset efter beboernes forhold og levevilkår ser man, når man sammenligner gårdmandens og husmandens boliger – helst inden for samme sogn, hvorved den sociale spændvidde træder klarest frem. Først når denne forskel studeres, kommer man for alvor ind på livet af de mennesker, der har boet i de gamle huse.

Aldersforskellen mellem husene er vel noget de færreste tænker over, men man kan ikke uden videre se bort fra, at det, vi under ét betegner som gamle bygninger, i virkeligheden fordeler sig på flere hundrede år. »Gamle dage« er ikke bare en mørk tidsalder før vore forældres tid. Det er skiftende generationer, skiftende moder og endda en vis teknisk udvikling. Det er klart, at der må tages hensyn til dette, når man vælger bygninger, som skal flyttes til Frilandsmuseet, og det er i øvrigt ikke alene selve husets, men måske nok så meget hustypens alder, det drejer sig om. Det betyder ikke nødvendigvis: Jo ældre jo bedre. Det har der måske i museets første tid været en tendens til. Nu er det tværtimod god tone hos de fleste museumsfolk, at den nærmeste fortid skal på museum. Intet appellerer så meget til museumsgæsten som det i forvejen kendte. Når man har nikket genkendende til sine bedsteforældres miljø, er man bedre rustet til at møde en lidt fjernere fortid (Fig. 1), (Fig. 2). Frilandsmuseet er rede til at drage konsekvensen heraf ved at flytte f.eks. et statshusmandshus fra vort eget århundrede. Og hvis de gamle beboere selv kan genindrette deres gamle hjem på museet, kan man på flere måder få en såre livagtig museumsopstilling. Her som alle andre steder gælder det dog, at det ene ikke må forsømmes for det andet. Det er vigtigt at få de nyere bygninger med, men naturligvis skal museet ikke udelukkende bestå af huse fra omkring århundredskiftet.