Hvorfor er du så sort

Lignende ulykker er overgået mange danske købstæder, men med undtagelse af hovedstadens ildsvåder kan, så vidt vi ved, ingen måle sig med denne. Hverken i skadens omfang eller i tabet af kulturværdier. Det er nu præcis 250 år siden, katastrofen indtraf, og byen har benyttet lejligheden til udsendelse af et mindeskrift, »Viborgs brand«, ved Hans H. Worsøe og Paul G. Ørberg. Man har valgt at lade de bevarede dokumenter selv fortælle om begivenheden, og de gør det usædvanlig godt.

»Anno 1726 den 25. juni, som var næste dag efter St. Hans dag, kom ildløs til Peder Vandets, som boede på nordre side af Hjultorvet i Viborg, ved en piges uagtsomhed, som tændte i en bryggerkedel med lyng, og som lynget var liggende på loftet, var hun gået op og havde kastet en byrde ned af en lem på gulvet, og medens hun ville hente en anden byrde, var ilden brændt ud fra kedelen i lynget, førend hun kom igen. Da hun ikke kunne dæmpe den, og som det samme dag blæste en stærk blæst af vesten, tog ilden straks overhånd og fløj over hele byen, og således afbrændte den største og bedste part af byen, som alt inden aften lå i aske, og blev alene stående de yderste parter deraf - «.

Manden, der skriver dette, er Chr. Sørensen Testrup, og han har meget mere at fortælle - for eksempel om kirkerne, hvor »klokkerne smeltede og løb bort« undtagen stormklokken i domkirkens nordre tårn, der »faldt ned og led ingen skade«. Ligeledes i domkirken brændte trædækket over Erik Klippings grav og St. Kjelds husformede helgenskrin med forgyldte dyrehoveder for gavlene. Det sidste blev helt ødelagt »undtagen de tvende langhalsede messingbilleder, som jeg så efter branden lå på gulvet. Fortryder mig nu, at jeg ikke gjorde aftegning af denne ark, før den brændte«.

Endnu mens ilden ulmede, gik der bud til kongen, som altså var forberedt, da han senere modtog en ansøgning om støtte til byens genopbygning. Den bevilgedes, omend knap i det ønskede omfang, og i de følgende år rejste Viborg sig af asken. Også i poesien har begivenheden sat sig spor. En trykt ildebrandsvise, bevaret i et enkelt eksemplar, begynder med disse uimodståelige linjer:

O Viborg, yndig dame,
du dejlig Jyllands ort,
hvi står du så i flamme,
hvi ser man dig så sort?

Erindringen om begivenheden levede længe - helt til 1819, da det sidste øjenvidne, en madam Bertelsen, døde omkring hundrede år gammel. Hvad der især havde gjort indtryk på hende, var de mange forbrændte svin, som skrigende løb rundt i gaderne. Det var ellers ikke husdyrenes skæbne, som bekymrede samtiden, men den lille pige har altså haft blik for denne side af tragedien. (Fig. 1)

Bogen om Viborgbranden kan købes i boghandelen for en pris af 25 kr. Bemærk venligst, at den ikke forhandles af Skalk.