Hvordan
Et spørgsmål melder sig automatisk, når man står overfor stenalderens dysser og jættestuer: Hvordan i alverden har mennesker uden vor tids tekniske hjælpemidler fået disse enorme blokke på plads? Tidligere, da man troede på eksistensen af kæmper, anså man stengravene for et værk af dem (deraf navnet jættestuer), men oplysningen slog overtroen ud, og man måtte se sig om efter andre, mere jordnære, forklaringer. Den første, der alvorligt prøvede at få skovlen under problemet, var ikke en fagarkæolog – deres interesser gik længe i andre retninger – men en amatør. Hans navn var Frederik 7.
Af Redaktionen
Ved Det kongelige nordiske Oldskriftselskabs årsmøde 29. maj 1857 stod kongen selv på talerstolen. Foredraget med ledsagende småskitser blev senere til en lille bog »Om Bygningsmåden af Oldtidens Jættestuer«; den kom i flere oplag og oversattes til adskillige sprog. Det skyldes naturligvis mere forfatterens rang end bogens kvalitet, men ringe er den langtfra. Den behandler arbejdets forskellige faser: stenenes kløvning og transport til byggepladsen, kammerets rejsning og i særdeleshed den vanskelige anbringelse af overliggeren. Her taler en mand uden praktisk erfaring i stenbehandling, men med en god portion sund fornuft og forbavsende selvstændighed. Wormianum har ladet bogen genudgive. Af to grunde: Dens synspunkter er stadig af interesse. Og den giver et morsomt billede af den kongelige amatør og hans forhold til arkæologerne.
(Fig. 1).
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Udgave: Skalk 1974:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
