Hvis de kunne tale
Kan vore forfædre under udførelse af deres arbejde uforvarende være kommet til at foretage lydoptagelser i overfladen af de emner, de har bearbejdet, i kraft af de samme principper, som vi idag anvender i rendyrket form ved optagelse af grammofonplader? Det mener i hvert fald amerikaneren Richard G. Woodbridge, som netop har offentliggjort resultaterne af de første simple eksperimenter, der er udført for at fastslå ideens brugbarhed. Woodbridge har foreløbig påvist, at det er muligt at reproducere lydsignaler, der er gemt i overfladen på brændte lerkar og i overfladen af penselstrøgene på et oliemaleri.
Af P. Tolstrup Nielsen
Til »afspilningen« anvendtes en ganske almindelig krystalpick-up, der var indrettet, så safiren kunne erstattes med følere af varierende materiale, størrelse og form. Pick-up'en blev tilsluttet et par almindelige hovedtelefoner, og afspilningen foregik simpelthen ved, at føleren med hånden blev holdt imod siden af et roterende lerkar eller strøget forsigtigt hen over overfladen på et maleri. (Fig. 1)
Fig. 1. Lyden sætter det roterende lerkar i svingninger, pottemagerens pind er derimod i forholdsvis ro. Ved mødet mellem det vibrerende og roterende lerkar og den rolige pind afsættes et - for det blotte øje usynligt - lydspor i karrets overflade.
To forsøg blev udført med det formål at vise, at det er muligt at optage lyd på lerkar. I første tilfælde blev der fremstillet et kar på en simpel fodbetjent drejeskive, som var i så dårlig balance, at den under arbejdet udsendte en klaprende lyd. Da lerkarret efter endt brænding blev anbragt på en »pladetallerken«, kunne man ved den ovenfor omtalte metode tydeligt reproducere drejeskivens klapren i hovedtelefonen. Et tilsvarende forsøg, hvor der blev anvendt en motordrevet drejeskive, viste, at motorens vibrationer kunne høres ved afspilning af karrets overflade. I begge tilfælde bestod den sidste bearbejdning af karret i en »afglatning« af overfladen med kanten af en træpind.
For at vise, at lyd også kan gemmes i et penselstrøg, udspændte Woodbridge et lærred på en ramme og fik det til at vibrere svagt ved at udsætte det for militærmusik fra en højttaler i nærheden. Penselstrøg med mange forskellige slags maling blev påført lærredet, og efter tørring kunne korte stumper af musikken fremkaldes ved at føre pick-up'en ned over strøgene med en passende hastighed.
Endelig blev der foretaget nogle penselstrøg, medens den malende person udtalte ordet »blue«. Efter mange forsøg lykkedes det virkelig at reproducere dette ord og dermed at påvise muligheden for eksistensen af samtalebrudstykker i overfladen af et maleri!
For at kunne vurdere, hvilke muligheder det omtalte princip indebærer, må man gøre sig klart, at de rapporterede resultater blev opnået med uhyre primitive hjælpemidler. En hel gren af forskningen inden for det elektrotekniske område beskæftiger sig idag udelukkende med at finde raffinerede metoder til at skelne signaler, man er interesseret i, fra generende støj. Ved anvendelse af disse metoder vil man være i stand til med langt større sikkerhed at erkende tilstedeværelsen af svage lydsignaler på overfladen af gamle ting. Mange situationer kan tænkes at medføre en sådan tilfældig lydoptagelse: slibning, gravering, ciselering og ridsning i materialer som metal, træ, voks, ben og meget andet, samt påsmøring med efterfølgende størkning af maling og lak.
Naturligvis skal man ikke vente sig de store sensationer (det ville jo unægtelig ellers være morsomt, hvis vi direkte kunne få at høre, hvad Mona Lisa smiler af). Men alene påvisningen af en mulig, hidtil upåagtet metode til at hente viden fra de ting, vi har bevaret fra fortiden, må absolut fortjene opmærksomhed. Ideen rummer mange nye perspektiver, og hvis der faktisk er information gemt i tingene i form af akustiske signaler, skal det tekniske problem med at hente den frem nok blive løst.
Fodnote: Richard G. Woodbridge: Acoustic Recordings from Antiquity. Proceedings of the IEEE, august 1969.
