Hvis blot kong Niels kendte sine egne kræfter

Sådan er det ikke mere. Saxos beretninger sættes meget lavt blandt historikere. Han digter og omdigter, tager stof mange steder fra og sætter det sammen på sin egen måde, han låner vendinger og udtryk og anvender dem efter forgodtbefindende. Det er let at se, når man først får blik for det, og advarende røster har da heller ikke manglet. Så tidligt som ved midten af 1300-årene skriver således forfatteren til Jyske Krønike som begrundelse for at bringe en lettere læselig udgave af Saxos værk, at »det på mange steder er vidtløftigt, og meget er skrevet mere for den smukke stils end for den historiske sandheds skyld«.

Saxos kunstneriske geni kan ingen tage fra ham. Den store humanist Erasmus af Rotterdam har ret, når han i begyndelsen af 1500-tallet berømmer ham for »En levende ånd og et tindrende talent, en stil som aldrig slappes eller sover, dertil en forunderlig fylde af ord, tankesprog i mængde, en beundringsværdig afveksling i billeder og figurer«. Men som sand historie må de fleste af hans beretninger altså forkastes. De er digterens suveræne improvisationer over mere eller mindre historiske tildragelser. Vi kender i nogle tilfælde de kilder, han øste af, og kan se, hvilken medfart de har fået. (Fig. 2)