Hvilke tider!
Inderst i en lavning, som fra Isefjorden strækker sig et par kilometer ind i Hornsherreds storslåede bakkelandskab, ligger herregården Egholm. Få hundrede meter fra foden af det høje land troner hovedbygningen på sit stejle voldsted højt over de omgivende engdrag, men næsten skjult for den, som færdes i bakkerne ovenfor. Tæt forbi gården løber Vejlemølle å. Hvor den møder Isefjorden, kan den mølle have ligget, som har givet navn til åen, og hvis mølledæmning, måske den selvsamme, som bærer den moderne landevej, i så fald har opstemmet åen til en sø af et par kilometers længde og en halv kilometers bredde. Der er meget, som tyder på tilstedeværelsen af en sø på dette sted i middelalderen. Den er måske ikke opstemmet for møllens skyld alene. (Fig. 1)
Af Johannes Hertz
Herregården omtales i skriftlige kilder første gang 1405; da skrev hr. Predbjørn Podebusk sig til Egholm. Siden var den i skiftende adelsslægters eje. Dens bygninger beskrives af Pontoppidan i 1764 således:
»En ypperlig, ældgammel gård med to fløje og fire spir.«
De »ypperlige« bygninger nedreves året efter, 1765, af ejeren Frederik Christian Rosenkrantz, og gården var derefter uden hovedbygning, indtil kammerherre Wolfgang Haffner i 1846 opførte den eksisterende, en smuk, hvidkalket bygning i klassicistisk stil.
Så meget vidste man, da den nuværende ejer, civilingeniør Alex Christiani, i efteråret 1959 tilbød Nationalmuseet at lade foretage en arkæologisk undersøgelse. I november tog man fat. Man regnede med at grave med en styrke på 4-5 mand i et par måneder. Ved den tid, da udgravningen efter dette program skulle gå på hæld, tredoblede man arbejdsstyrken. Men først en måneds tid senere tog man gravko og kran til hjælp, – den sidste til at fjerne de svære fundamenter, som tidligere ejere meget ubetænksomt havde placeret oven på endnu ældre bygningsrester. Da man sagde stop, fordi man mente at have nogenlunde klarhed over de bygningsrester, som ved skæbnens gunst lodes uberørte af den eksisterende hovedbygning, havde sommeren passeret Sct. Hans. Og så stod endda en stor del af tildækningen tilbage. Jo, arkæologien havde i sjælden grad frie hænder på Egholm.
Når man så ivrigt greb til, skyldes det de velbevarede og forbavsende rester af en middelalderborg, som voksede frem af jorden for øjnene af udgraverne. Her var sandelig en lejlighed til at udvide vort alt for ringe kendskab til middelalderens boligkultur. (Fig. 2)
Læs alle artikler
Abonnement 275 kr./år Læs denne artikel
Få profil til gratis artikler
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 1962:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
