Hvilke tider!

Herregården omtales i skriftlige kilder første gang 1405; da skrev hr. Predbjørn Podebusk sig til Egholm. Siden var den i skiftende adelsslægters eje. Dens bygninger beskrives af Pontoppidan i 1764 således:

»En ypperlig, ældgammel gård med to fløje og fire spir.«

De »ypperlige« bygninger nedreves året efter, 1765, af ejeren Frederik Christian Rosenkrantz, og gården var derefter uden hovedbygning, indtil kammerherre Wolfgang Haffner i 1846 opførte den eksisterende, en smuk, hvidkalket bygning i klassicistisk stil.

Så meget vidste man, da den nuværende ejer, civilingeniør Alex Christiani, i efteråret 1959 tilbød Nationalmuseet at lade foretage en arkæologisk undersøgelse. I november tog man fat. Man regnede med at grave med en styrke på 4-5 mand i et par måneder. Ved den tid, da udgravningen efter dette program skulle gå på hæld, tredoblede man arbejdsstyrken. Men først en måneds tid senere tog man gravko og kran til hjælp, - den sidste til at fjerne de svære fundamenter, som tidligere ejere meget ubetænksomt havde placeret oven på endnu ældre bygningsrester. Da man sagde stop, fordi man mente at have nogenlunde klarhed over de bygningsrester, som ved skæbnens gunst lodes uberørte af den eksisterende hovedbygning, havde sommeren passeret Sct. Hans. Og så stod endda en stor del af tildækningen tilbage. Jo, arkæologien havde i sjælden grad frie hænder på Egholm.

Når man så ivrigt greb til, skyldes det de velbevarede og forbavsende rester af en middelalderborg, som voksede frem af jorden for øjnene af udgraverne. Her var sandelig en lejlighed til at udvide vort alt for ringe kendskab til middelalderens boligkultur. (Fig. 2)

Indtil for fa årtier siden havde borgforskningen fortrinsvis beskæftiget sig med de mest iøjnespringende opgaver, ruinerne af de større borge, mest kongelige eller biskoppelige anlæg, rejst til rigets værn eller indbyrdes fordærv. De mindre borge, for de flestes vedkommende herremandsanlæg, ligger i hundredvis landet over som grønne voldsteder, der kun ved kostbare udgravninger lader sig aflokke deres hemmeligheder. De få undersøgelser, som hidtil er foretaget, giver et broget billede af vidt forskellige anlægsformer, primitive træborge, ringmurskasteller eller kærnetårnsanlæg, for blot at nævne tre borgtyper, som har været i brug samtidig i 1300-tallets begyndelse. For dem alle gælder det, at det naturlige terræns muligheder er udnyttet i befæstningsøjemed. (Fig. 3, fig. 4)

På Egholm lærte man de oprindelige terrænforhold at kende ved at grave dybe snit ind i voldstedets sider. Derfra ved vi, at middelalderborgen blev bygget på en naturlig lille holm, som ud imod søen i vest har haft en stejl lerskråning. På dette sted fik man udgravningens største overraskelse, da man tæt under terræn stødte på murværk, som ikke kunne være andet end oversiden af en muret hvælving, og vel at mærke ikke et nedstyrtet fragment, men endnu på plads i en bygning. Udgravningen af rummet nedenunder var langvarig og besværlig, og efterhånden som den skred frem, måtte de skrøbelige hvælvingsrester understøttes. Men anstrengelserne lønnede sig. Da der var blevet så megen plads, at man kunne passere den rundbuede dør og stå på husets gulv med hvælvingerne over sig, var det klart, at vi her havde de sjældne rester af en verdslig bygning fra romansk eller i hvert fald senromansk tid, ca 1250- 1300, og så velbevarede, at vi skal til anlæg som Nyborg Slot eller Roskildebispens Dragsholm for at finde noget tilsvarende. Rummet domineres helt af de to fag krydshvælv med trekløverformet ribbeprofil. På grund af rummets lidenhed, 3,2 x 5 m, virker det, som opholdt man sig i en elegant udhulet stenblok. Hertil bidrager den ringe bredde, kun 17 cm, af de to vinduesåbninger i vestsiden, hvor man har set ud på den opstemmede søs vandspejl kun få fod fra husets facade. Huset er bygget direkte ind i den stejle brink. I dørsiden er der rest af en ligeledes overhvælvet fortsættelse af kælderen, eller rettere underetagen. Stolpehuller i murværket viser, at den øvre etage i hvert fald delvis har været af træ. I det hele har huset ingen forsvarsmæssige træk, bortset fra de snævre lysåbninger; der må være tale om et hus beregnet til beboelse, efter kvaliteten at dømme for borgens herskab. De øvrige bygninger, boliger til tyende og besætning, stalde, værksteds- og udhuse, har rimeligvis været lettere bygget; stolpestensrækker og pæle blev afdækket øst for den nuværende hovedbygning. Pa det betydelige areal, som på grund af denne er unddraget undersøgelse, kan det manglende befæstningsanlæg, kærnetårnet, have ligget. En ældre voldgrav, som to steder blev påtruffet dybt i bankens nuværende profil, hører måske med til dette ældste anlæg. (Fig. 5, fig. 6)

Endnu i middelalderen er »borgherrens hus« blevet opgivet til fordel for en kolossal spærremur langs bankens vestskråning. Muren går på langs igennem vort overhvælvede rum. Samtidig med denne understregning af det borgmæssige er sandsynligvis det svære hus, som har karakter af en »donjon« (et tårn beregnet både til forsvar og til beboelse). Med sine på steder op til fire meter tykke ydermure synes denne bygning netop beregnet både som bolig og forsvarsværk, oprindelig måske af betydelig højde, nu bevaret halvanden meter op. Husets nord-østre hjørne er bygget ud i den ældste voldgrav, huset er altså tydeligt yngre end graven. (Fig. 7)

Mens bygninger af denne type ikke er ukendt fra andre borganlæg, er det tredie middelalderlige bygningskompleks næsten lige så overraskende som det romanske beboelseshus. Det er to svære murede piller i bankens østside. Tænker man sig dem forhøjede og forenede foroven med en hvælving, har vi et regulært portrum. I portens indre del, ind mod borgbanken, er der et tydeligt gulvniveau; men midt i portrummet falder gulvet brat, og bunden kommer først igen halvanden meter nede. Det er vanskeligt at give anden forklaring på dette vældige trappetrin, hvis lodrette væg synes at have været træbeklædt, end at sænkningen har skullet give plads for en vindebros kontravægt, når broklappen gik i vejret. Vi har flere vidnesbyrd om middelalderlige vindebroer og ligeledes om udbygget portforsvar, mest i form af et tårn, som flankerede porten. Det usædvanlige ved Egholms porttårn er, at adgangen er ført igennem selve tårnet. Om dets alder i forhold til de øvrige bygninger ved vi foreløbig intet, udover at murteknikken fortæller os, at det er middelalderligt. Fra tårnet må vi forestille os en bro førende over sø eller mose de henved 200 m til fast land. Skulle der i stedets navn ligge en hentydning til mange, mange pæle?

Mellem porttårnet og den nuværende hovedbygning fandtes endelig en dyb, stensat brønd, borgens uundværlige vandforsyning.

Men dermed er vi ikke færdige. For imellem og henover de middelalderlige bygningsrester lå lange fundamentstræk, som fik det hele til at se temmelig forvirrende ud. Det er de sparsomme rester af et nyere sæt bygninger. Forud for deres opførelse er gået store omvæltninger: Alle bestående bygninger, med undtagelse af en lille del af donjon'en, synes at blive nedrevet. Den fine, hvælvede kælder forsvinder helt under jordmasserne, hele topfladen hæves henved en meter, og der bygges tværs hen over porthuset. Selv brønden tilfyldes. Adgangen synes at blive forlagt til dens nuværende plads. Mens middelalderborgen må have haft sin avlsgård i betydelig afstand inde på det faste land, opføres sikkert nu et gårdkompleks på et opfyldt areal lige øst for voldstedet. Man skimter et aksefast renaissanceanlæg. Borgen er blevet til en herregård - en gård med to fløje og fire spir.

Antagelig var det borgen med vindebroen og donjon'en, som rigsråd Predbjørn Podebusk overtog i 1405. Efter den tid kender vi hovedtrækkene i Egholms historie og de skiftende ejeres navne; de100 år eller mere (måske endda betydeligt mere), som ligger forud, ved vi derimod ikke meget om. Hvem byggede den ældste borg med de hvælvede rum? En stormand. Roskildebispen måske. Og hvordan er borgen kommet i Podebusk'ernes besiddelse?

Slægten Podebusk var i 1300-årene indvandret fra Rygen. År 1350 gik Henning Podebusk (Predbjørns far) i Valdemar Atterdags tjeneste, og nogle år senere blev han rigets drost. Danmark var på det tidspunkt i en tilstand af elendighed som aldrig siden. Stykke for stykke var landet blevet pantsat til udenlandske stormænd, og det havde været gennem otte kongeløse år, hvor alle ville være herrer. Kong Valdemar samlede, hvad forgængerne havde forødt. Landsdel efter landsdel blev løst hjem. De holstenske adelsmænd måtte ud af borgene. I de år gik pesten over landet. Den bortrev omkring halvdelen af befolkningen, og mange gårde lå øde. Valdemar, der ønskede at skaffe sin magt økonomisk baggrund, lod ikke lejligheden gå fra sig, men beslaglagde, hvad han kunne, for sig og sine. De mænd, som han især knyttede til sig, var ofte hentet sydfra; selv var han jo opvokset ved det tyske kejserhof.

Udefra angreb rigets fjender gang på gang, og til tider blev de støttet af den utilfredse danske adel. Mens kongen i udlandet smedede rænker mod sine fjender, stod Henning Podebusk for styret og førte krigen til ende. Den vendiske adelsmand blev en af Danmark meget fortjent mand. Ved Valdemars død i 1375 var riget samlet. Men det var ikke for intet, at kongens plattyske mundheld »des daghes« (hvilke tider!) af efterverdenen blev knyttet til hans navn.