Hvidnende benrade

De romerske verdensherskere kom sig aldrig helt af deres forbavselse over den mangel på forståelse for kulturens velsignelser, de mødte hos deres naboer i områderne uden for rigsgrænsen. Det var datidens ulande, folkene var primitive og skulle synes et let bytte for de romerske legioner; men hvor frihedsfølelsen var stærkest, kom krigskunsten til kort, og romerne selv måtte bygge grænsemure for ikke at risikere tab af allerede erobret land. I mere fredelige perioder blev diplomatiet sat ind. Man prøvede at købe sig barbarernes venskab, og deraf kommer det antagelig, at man i danske høvdingegrave har fundet romersk kunsthåndværk, som knap kendes bedre fra selve Italien. Forbrødringen blev dog sjældent af lang varighed. Trampende hære fulgte i gavernes spor, og stridhårede barbarer greb til våben for at værne deres primitive hytter, som det så levende er skildret på det her afbildede relief, der nu opbevares på Louvre i Paris (fig. 1).

Af Søren Krogh

Billede

Fig. 1. »Og disse mennesker påstår, at hvis de skulle blive betvunget af romerfolket, ville de dermed blive slaver. Sandelig, der er tolk, hvem skæbnen skåner, men ti! eget fordærv« (Plinius, 1.årh. e.Kr.).

I Teutoburgerskoven, kun 300 km syd for den nuværende danske grænse, stod i året 9 efter Kristus et drabeligt slag mellem germanerne og den romerske feltherre Varus med en hær på 20.000 mand. Kejser Augustus blegnede ved budskabet om nederlaget. Han aflyste straks alle offentlige forlystelser, og som tegn på dyb og oprigtig sorg lod han hår og skæg uklippet i flere måneder derefter. »Varus, giv mig mine legioner tilbage!«, skal han have råbt, men Varus havde begået selvmord, og hvad Augustus fik, var blot hans afhuggede hoved, som den sejrende germanerhøvding elskværdigt lod sende til Rom. Hvordan det i øvrigt var gået legionerne, erfaredes med gysen, da en udsendt ekspedition senere nåede frem til valpladsen: »Midt på sletten lå hvidnende benrade, spredte eller i klynge. Ved siden af lå stumper af spyd og lemmer af heste, og dernæst så man menneskehoveder naglede til træstammer. I de nærliggende lunde stod barbariske altre, hvor de havde slagtet tribuner og centurioner af første rang! — Så begravede da den romerske hær, som var til stede, seks år efter nederlaget de tre legioners ben«.

»Stumper af spyd og lemmer af heste!« Det syn, den romerske forfatter her fremmaner, virker velkendt for danske arkæologer, som sidst havde det for øje under 50'ernes store moseudgravninger med deres mængder af mere eller mindre ødelagte våben mellem »hvidnende benrade« af små skamferede jernalderøg. Slagmarker er disse ophobninger ganske vist ikke, dertil er findestederne for fugtige, men ingen, som har set dem, vil betvivle, at de har med krig at gøre. Der er fundet en del af den slags pladser, men af virkelig store kun nogle få, som til gengæld er af et omfang, så at de hver for sig kunne fylde et mindre museum.

At beskrive disse overdådige fund blot nogenlunde fyldestgørende i en kort artikel er naturligvis umuligt, men en oversigt er givet på bladets midtersider. Det var i krigsåret 1848, de første efterretninger indløb om fund i den nordfynske Vimose, og snart meldte andre moser sig på tilsvarende vis: Kragehul på Fyn, Nydam og Thorsbjerg i Sønderjylland. Udgravninger kom i gang en halv snes år senere, de fire fund undersøgtes inden for et kort åremål og med et resultat, som må have bragt datidens konservatorer til glædesblandet fortvivlelse. Udgraveren var i alle tilfælde Conrad Engelhardt, han var bestyrer af det dengang danske museum i Flensborg, så det er naturligt, at det blev de sønderjyske fund, som først blev taget under behandling - hvilket skulle vise sig at være en mindre heldig disposition. Da krigen kom i 1864, måtte arbejdet indstilles. Af de tre i Nydam fundne både gik de to tabt, den tredje blev bragt i sikkerhed, men måtte ved fredsslutningen afgives til sejrherren sammen med størstedelen af det øvrige materiale. Krigsbyttet blev krigsbytte! En slags erstatning for tabet fik vi i de to fynske fund, som turen nu kom til. Vimosefundet var umådeligt, og mosen er næppe udtømt, i hvert fald nævnes det nogle tiår senere, at »nye sager årlig bringes frem ved det fortsatte tørvearbejde«. Også i den krigsramte Nydammose må der kunne hentes mere.

Sine fire moseudgravninger har Engelhardt beskrevet i et tilsvarende antal bøger, hvoraf den yngste netop har fejret hundredeårs jubilæum; trods den høje alder har de bevaret deres værdi, og det er med fuld ret, at de nu er under genudgivelse. De »fire store mosefund« stod længe alene; først omkring 1920 kom Hjortspring til fra Als og i 1950erne de østjyske Illerup og Ejsbøl. Engelhardts iagttagelser og senere tiders teorier har på disse nye pladser kunnet underkastes en tiltrængt kontrol.

Det forekom Engelhardt tvivlsomt, »om det gådefulde ved tusinder af våbens nedlæggelse i så mange moser nogensinde vil blive klart?« Udtalelsen er fra 1861, kun fire år senere fandt J. J. A. Worsaae løsningen i antikkens beretninger om, hvordan barbarerne ofrede krigsbytte på særlige helligpladser. »Før de går i kamp, aflægger de som regel løfte om at give byttet til krigsguden«, skriver Cæsar om gallerne. »Efter sejren ofres de fangne dyr, og det øvrige bytte bringes sammen på ét sted. Hos mange stammer ses på hellige steder hele sammendyngede hobe af sådanne genstande, og det er sjældent, at nogen person i den grad lader hånt om religiøse forskrifter, at han skulle vove enten at skjule bytte hos sig eller fjerne noget af det, der er lagt ud; dette er en forbrydelse, som der er fastsat den hårdeste og pinefuldeste straf for«. Hertil kan geografen Strabo føje den oplysning, at »det først og fremmest var søer, som gav skattene deres ukrænkelighed«. Han beretter, at romerne efter erobringen af et keltisk område solgte de hellige søer med indhold, og han tilføjer, lige vel overdrevet, at »mange af køberne fandt hele møllestene af udhamret sølv« i dem. Nu angår alt dette jo gallerne, men germanerne har haft lignende skikke, hvis man tør tro den spanske historieskriver Paulus Orosius. Han fortæller om kimbrerne og teutonerne, der i året 105 før Kristus besejrede en romersk hær ved Orange i Sydfrankrig, og kommer herunder ind på behandlingen af krigsbyttet: »Klæder blev sønderrevet, guld og sølv kastedes i floden, mændenes brynjer sønderhuggedes, hestene selv nedstyrtedes i afgrunde, fangerne blev med reb om halsen ophængt i træerne, således at der ikke levnedes mere bytte for de sejrende end nåde for de besejrede«. Disse beskrivelser stemmer jo ret nøje med mosernes fundbillede, og skønt flere andre tolkninger i tidens løb er fremsat, er teorien om krigsbytteofring nok den, som bedst står for kritik. Krigsbytte i så store mængder, som vi møder i mosefundene, forudsætter store slag. Hvor har disse slag stået? I hvert fald næppe der, hvor sagerne blev ofret! Og hvem var modparten? I fundene indgår ofte romerske våben, men derfra at slutte, at fjenderne var romere, ville være overilet - omtrent som at hævde, at en kinesisk mønt i et skånsk våbenofferfund vidner om kampe med kineserne. Romerne har vel eksporteret våben, som barbarerne har brugt i deres indbyrdes stridigheder. En del af de »romerske« våben er i øvrigt fabrikerede i imperiets nordlige provinser, for eksempel i Köln (fig. 2).

Billede

Fig. 2. Træfigur behængt med krigsbytte. Fremstilling på Augustusmønt.

Germanerne »anser det for uforeneligt med himmelske magters storhed at spærre guder inde mellem vægge. Småskove og lunde indvier de«, skriver Tacitus (1. årh. efter Kristus). Helligsteder i fri luft, vistnok ofte med et stenbygget alter - en »hørg« - som det ceremonielle midtpunkt, synes at have været almindelig brugt af nordboerne i jernalderen og måske endnu længere tilbage. De nævnes i de ældste kristne kilder som genstand for »tåbelig ærefrygt«, og ved det officielle trosskifte blev det understreget, »at offer og fordums sæd, som hedendom følger, er mennesker meget forbudt. Ingen må påkalde hverken skove eller høje eller hedningeguder, hverken vier eller stavgårde« - som skrevet står i Gotlandsloven.

Også romerne og grækerne ofrede krigsbytte, men de hængte det til skue på træfigurer, kaldet »trophæum«. På triumfbuer og mønter ser man dem afbildet - »disse minder, som omgiver guden til alle sider, disse frugter af massakrer og krig og plyndringer, og dette tempel fyldt med krigsbytte, som er taget fra andre grækere; kan man skue det uden at føle harme og sorg?«, skriver Plutarchos, dybt bekymret over grækernes indbyrdes stridigheder (fig. 3).

Billede

Fig. 3. Nike fra Samothrake. Den vingede sejrsgudinde står ved en udklædt og våbenbehængt træfigur. 2. århundrede før Kristus.

Skulle den romerske offerskik have fundet vej til vore kultpladser? I moserne (dog ikke i forbindelse med våbenofre) er der flere gange fundet mandshøje træfigurer, og alle mangler de armene, så de ville være lette at klæde på (fig. 4).

Billede

Fig. 4. To træfigurer, ca. 2,5 meter høje, fundet sammen i en mose ved Eutin i Holsten. Ældre jernalder.

Set under denne synsvinkel får det interesse, at der i Thorsbjerg-fundet indgår mandsdragter, hvoraf en er så velbevaret, at den kan studeres i detaljer. Kjortlen, som har lange ærmer, passer udmærket til en granvoksen mand; men bukserne er ejendommelige: trods en benlængde på næsten en meter - altså svarende til en meget høj person - er de så snævre, at næppe noget voksent menneske ville kunne klemme sig i dem (fig. 5).

Billede

Fig. 5. Thorsbjerg-bukserne. Skønt længden er 118 cm, måler de kun 30 cm om benene - og så er de endda snævrest, hvor læggene skal være.

Og tilfældet er ikke enestående: et lignende klædningsstykke fundet i en anden offermose har samme mærkelige proportionering. Nøjagtige kopier af de to par bukser er blevet prøvet på levende mennesker; et par børn på ni og tolv år kunne få dem på, men naturligvis ikke fylde længderne ud. Nu ved vi fra romerske afbildninger, at germanernes bukser ikke var snævre, de var tværtimod præget af stor stofrigdom og med mange folder. Hverken tidens skeletfund eller de forholdsvis velbevarede lig, som nu og da findes i moser, viser os vanskabninger med så lange og tynde ben, at de skulle kunne komme i disse bukser. De synes ikke bestemt for mennesker. Kan de være specialfremstillet til at hænge på træfigurer forud for ofringen i mosen? - Og, hvis det er tilfældet, gælder noget lignende så andre af de ofrede genstande? - Svar gives ikke. Vi må nøjes med formodningerne.

Detaljeret viden om, hvad der tildrog sig på germanernes offerpladser - i skovene, i lundene og ved søerne - får vi næppe nogensinde, men man kan sikkert gå ud fra, at det har været underlagt religionens strengeste regler og styret af et kleresi af præster, der var sig deres magt bevidst. Ofringerne - om det nu var af krigsbytte eller af andre ting - har været hyllet i ceremoniel og drama, og indretninger som påklædte træmænd kan have dannet passende staffage. De ofrede dyr, som kendes fra flere af mosefundene, er aflivet med en hårdhændethed, der lader ane, at dræberen har været i en tilstand af raseri. En hest i Illerupfundet har således fået pandeskallen knust, spydstik i øjet og adskillige læsioner i kroppens knogler, mens et Nydam-hestehoved er kløvet med ikke mindre end ti sværdhug. Offerdyrenes kroppe har vel, før de havnede i mosen, været ophængt i træer eller på pæle, som det omtales i flere af de skriftlige kilder. Et hestehoved siddende på en lang stang er fundet i en nordtysk offermose, og i flere offerfund er der hestekranier- og fødder, men intet af det øvrige skelet, hvilket kan forklares ved, at man har spist dyrene, hvorefter huden med isiddende hoved og hove er blevet udstillet på en understøttet stage, sådan som visse asiatiske stammer har gjort det helt op til vor tid. En arabisk rejsende, der i vikingetiden besøgte Slesvig, så denne eller en lignende offerskik praktiseret: »Den, som slagter et offerdyr, rejser pæle og sætter offerdyret derpå, for at folk kan vide, at han ofrer til sin guds ære« (fig. 6).

Billede

Fig. 6. Nydam-fundets hestekranier har alle kløvede pander. I det her viste ses seks hug.

Den fynske Vimose ligger, hvor fire herreder støder sammen, hvilket kunne tyde på, at den har været fælles offersted for et større landområde. Spørgsmålet, om helligpladserne var for de mange eller for de få, får altså her en slags svar: de var antagelig samlingssteder for større folkemængder. Den frankiske historieskriver Gregor af Tours har i 500-årene beskrevet en valfart til en hellig sø. Den foregår på en bestemt tid af året. Folk kommer kørende langvejsfra i deres oksetrukne kærrer medbringende mad og drikke. De slagter og ofrer dyr og fester i tre dage. I denne forbindelse noterer man sig med interesse, at Slesvig-Holstens største marked afholdes i umiddelbar nærhed af Thorsbjergmosen - en tilbagevendende årlig begivenhed, der kan være den ublodige fortsættelse af fortidens fester, ligesom gøglet på Dyrehavsbakken er den sidste rest af markedet omkring den nærliggende helligkilde. Gøgl ved helligmoserne? I Vimosen er fundet en ganske lille træfigur forestillende en mandlig akrobat, som bøjer kroppen bagover, så nakken hviler på fodsålerne. Det syn ville ikke have huet kæmpen Starkad, som ifølge Sakse forlod offerfesterne ved Uppsala i vrede over »legernes fjantede fagter og kvindagtige kast med kroppen« (fig. 7, 8, 9 og 10).

Billede

Fig. 7. Træfigur iklædt en kopi af Thorsbjerg-dragten og andet udstyr fra samme fund. Rekonstruktionsopstilling på Forsøgscentret i Lejre.

Billede

Fig. 8. Hestehud med hoved og hove, ophængt på stang, som det formodes at være gjort ved ofringer i jernalderen. Forsøgscentret i Lejre.

Billede

Fig. 9. ikke blot ofrer de ham på et alter, men hænger ham også i et træ«, skriver Prokopios (6. årh.) om nordboernes behandling af »det første menneske, de har taget som krigsfange«. At germanerne ofrede krigsfanger, er bekræftet fra flere sider, men finder ringe støtte i mosefundene, hvor menneskeknogler, i modsætning til dyreknogler, forekommer temmelig sjældent. Ovenstående fremstilling fra en gotlandsk billedsten (ca. 700) synes at vise menneskeofring ved hængning.

Billede

Fig. 10. Akrobaten fra Vimose-fundet. Figuren er knap tre cm. høj.

Bedre er ikke at bede
end at ofre for meget.
Gave ønsker, at gengave gives.
Bedre er intet at sende
end alt for meget at ofre.
Så risted Tund (Odin)
før tidsaldrene,
da han rejste sig op,
da han kom igen.

En opfordring til ikke at ofre for meget kan bestemt ikke være fra de store mosefunds tid - snarere fra den tid, da våbenofrene hørte op, hvilket skete omkring 6. århundrede efter Kristus. Eddadigtets skildring af Odins kamp med de tidligere guder og hans endelige magtovertagelse kan være en afspejling af virkelige begivenheder: et religionsskifte eller vel snarere en reformation - et opgør med et forhen stærkt præstevæsen. Den tabende i kampen skulle, efter religionshistorikeren Viktor Rydbergs mening, være de flammende luers gud Loke, som nu bliver gjort til en skurk og lagt i lænker (fig. 11).

Billede

Fig. 11. Tegning og foto: Søren Krogh.

Arkæologisk aner man en åndelig omvæltning, ikke blot i våbenofrenes ophør, men også ved en betydelig indskrænkning i gravenes udstyr. Samtidig med disse ændringer optræder de første afbildninger af Odin på sin ottebenede hest og af den bundne Loke (fig. 12 og 13).

Billede

Fig. 12. Den bundne Loke, som han er fremstillet på en sværdskede fra 600-tallet, fundet i Valsgärde ved Uppsala. Loke blev - ifølge Snorre - bundet med tarmene af sin egen søn, og båndene blev til jern. Han ligger på tre skarpe sten, en under skuldrene, en under lænderne og en under knæleddene. Men over ham har guderne hængt en edderorm, som drypper gift i hans ansigt, og hver gang det sker, da skælver jorden. Dér ligger han lænket indtil Ragnarok.

Billede

Fig. 13. Odin på sin ottebenede hest Sleipner. Gotlandsk billedsten fra omkring år 800.

Helt at udrydde gammel hævdvunden skik har imidlertid altid været svært. Nok ophørte de store organiserede våbenofringer, men i det stille synes skikken at have fortsat op i vikingetid, ja endda ind i middelalderen (Skalk 1970:3). I Sverige indtager Gotland en særstilling, derved at alle øens store våbenofre er fra vikingetid, og i Lapland, som nær aldrig var blevet kristnet, fortsatte skikken langt op i middelalder.

Krigsbytteofringernes ophør betyder ikke, at slagmarkens faldne får lov at beholde deres udstyr i fred; det bliver fremdeles samlet sammen af de glade vindere, som vi ser det på Bayeuxtapetets billeder. Sejrherrerne finder her et udtryk for sejrens størrelse. Den beregnes nu efter mængden af ringbrynjer, ligesom senere efter antallet af kanoner.