Hvide Ørn

– og på låget er der et smukt udført skibsbillede med tilskriften »Hvide Ørn«. Kistens veje gennem handelsverdenen har ikke kunnet spores, men navnene og årstallet gør det muligt at identificere den oprindelige ejer. Før vi præsenterer ham, vil et par ord om skibskister i almindelighed måske være på sin plads.

Til opbevaring af personligt udstyr medførte tidligere tiders søfarende køjesæk og skibskiste – eller i hvert fald en af delene. Hvornår brugen af skibskister egentlig opstår, er uklart, men Sturlunga Saga nævner en »sviptikistu«, som krigeren på ledingsskibet selv medførte til sit grej, og i vikingeskibene, der – som vi ved fra fundene – kunne være med plant dæk, men uden faste tofter, er det en nærliggende mulighed, at det, roerne sad på, netop var kisterne. I middelalderlige dokumenter findes skibskister omtalt, omend ikke almindeligt. Af 16-1700-årenes kister er enkelte bevaret – således fra det svenske regalskib Wasa, der sank 1628, samt admiral Niels Juels skibskiste; den er fra sidste halvdel af 1600-årene og det ældst kendte danske eksemplar, men kan næppe betragtes som tidstypisk. At så få har overlevet skyldes formodentlig, at der ikke har været særlig mange af dem – vel simpelt hen på grund af pladsmangel i datidens skibe; 1609 påbydes således brug af køjesække på orlogsskibene i den dansk-norske flåde. Med 1800-årene bliver kisterne mere almindelige. De har nu fået den karakteristiske skråvæggede form; tidligere havde siderne været lodrette.

Visse træk går igen i kisternes praktiske udformning, således det flade låg, der benyttedes som siddeplads og ofte tillige som bord, samt de ret ensartede mål. Der er bæregreb på gavlsiderne og lås indfældet bag på frontsiden. Endvidere må nævnes læddiken, det lille rum placeret øverst ved kistens ene ende, beregnet til opbevaring af småting. Mere varieret er dekorationen. Opklæbede billedtryk på undersiden af låget – såkaldte kistebilleder – er den simpleste form, men det normale er et påmalet skibsbillede – som regel typisk amatørarbejde, undertiden dog professionelt udført og da ofte signeret.

Før brugen af skibskister ophører, i vort århundrede, opstår en mere enkel type, den såkaldte Nyhavnskiste. Den er en del mindre grundet de trange adgangsforhold til dampskibenes lukafer.

Vor skibskiste er i det store og hele tidstypisk – så vidt man da kan dømme efter det sparsomme sammenligningsmateriale. Med årstallet – 1716 – kastes vi midt ind i den Store nordiske Krig (1709-20), præcis til slaget i Dynekilen, Tordenskjolds største bedrift udført med syv skibe, hvoraf ét – hans eget – netop bar navnet Hvide Ørn. Men hvem er kaptajnløjtnant Tønder, som åbenbart har ejet kisten, kan han findes blandt flådens officerer? Ja i høj grad, ikke mindre end tre mænd af det navn optræder i forbindelse med slaget: Andreas Tønder og brødrene Christian og Michael Tønder. Har kisten tilhørt en af dem? Og er det virkelig Tordenskjolds berømte fregat, kunstneren har haft for øje, da han malede billedet på låget? (Fig. 3)