Hvem er de? Hvor rider de hen?

Strenge kildekritikere har renset godt ud blandt vante og kære forestillinger om, hvorledes det er gået til i »gamle dage«, navnlig i de helt gamle. Så længe det drejer sig om de såkaldte historiske kendsgerninger, må vi pænt finde os i at give afkald på mange spændende fortællinger og uden at kny se adskillige af vor barndoms tapre helte degraderet eller rent ud fjernet fra historiebøgerne. En trøst er dog, at de har hjemret andre steder og her kan gøre krav på fortsat bevågenhed. Den prins Svend af Danmark for eksempel, hvis herlige bedrifter under belejringen af Antiochia 1097 Gud og hvermand vidste besked med i korstogstiden, og som Tasso har besunget, fortjener sandelig ikke glemsel. Lad gå, at prinsen har måttet glide ud af »Dansk biografisk Leksikon«’s sidste udgave, for han var næppe en person af kød og blod, men levede dog længe i folks fantasi. Og studerer man forestillingernes, ikke personernes, åndens og ikke kødets historie, er det ikke til at komme uden om prins Svend, Holger Danske og mange andre af deres slags. At paven nylig har reduceret Sankt Georg til det rene ingenting og strøget hans årsfest, bør ikke forhindre enhver rask spejder i at bevare denne ridderhelts navn i sit hjerte. Vi må gøre os klart, at vore middelalderlige kalkmalerier ikke blot er bibelillustrationer. Billedet på kirkens væg var til belæring, havde nøje sammenhæng med de af romerkirken fastlagte trossætninger, dogmerne; og som sindbillede (symbol) rakte det middelalderlige billede langt ud over beretningen. Det dækker ikke at kalde vore kalkmalerier for en billedbibel. Især i den ældre middelalder gælder, at kalkmaleriet er »det malede dogme«. De scener, som knytter sig til skriften, får i udvalg og sammenstilling en symbolværdi, der sigter på, hvad kirken lærte om Kristi frelseshistoriske gerning. Dette gælder ikke blot de »bibelske« billeder, men også legendeskildringerne, hvor vi møder en broget, men interessant skare fromme.

Af Otto Norn