Hvem dræbte Germand Gladensvend?

Væsenet, der dræbte Germand, kaldes altså skiftevis en gam og en ørn, men det fremgår af sammenhængen, at udgiverne i virkeligheden mener det samme: dræberen er en havtrold, der optræder i fugleskikkelse. Det var Axel Olriks opfattelse, og da han hidtil er den eneste mand af faget, der har gjort Germand Gladensvend-visen til genstand for et nærmere studium, er det forståeligt, at senere tiders litteraturhistorikere og skolefolk stort set følger ham. Det er dog et spørgsmål, om hans opfattelse af den morderiske gams væsen og dens motiv til handlingen er helt rigtig. Vi vil forsøge en fornyet kulegravning af materialet og prøve at opklare det i vore øjne noget mærkelige mord.

Der er det helt specielle ved de ældste folkeviser, at man ikke ved, hvordan de oprindelig har lydt. Det er åbenbart, at de er blevet til engang i middelalderen, men man kender ikke deres oprindelige form; de har levet deres liv i mundtlig tradition, foredraget af skiftende tiders visesangere, som har lagt til og trukket fra undervejs. I midten af 1500-tallet møder man de første nedskrifter af nogle ganske få af de mange forskellige versioner, som har »levet i folkemunde«, og her ser man, hvordan den enkelte vise kan optræde i temmelig varieret form. Visen om Germand Gladensvend er en sådan »traditionsvise«. End ikke heltens fornavn er altid det samme, og i de forskellige betegnelser for dræbervæsenet finder vi oprindelsen til skolebøgernes uenighed.

De ældste udgaver, vi har af visen, er fra tre af de poesibøger, som det i 1500-tallet var blevet så moderne at anlægge i adels- og hofkredse. Den første af dem, som tillige er den mest elegante, har tilhørt Christian den Tredjes køkkenchef Albert Mus; når den lukkes op, har den form som et hjerte, hvorfor den også gerne kaldes Hjertebogen. Han har selv indført næsten alle viserne, hvilket må være sket omkring 1554. Sprogformen røber hans jyske oprindelse; han tilhørte en adelsslægt fra Mors. Hvorfra han har visen om Germand Gladensvend, ved vi ikke, men nogle fejl i den tyder på, at han har skrevet den af - sikkert efter en anden poesibog. Det var almindeligt, at man byttede viser.

Hovedindholdet af Albert Mus' version af visen er følgende: En konge og en dronning er ude at sejle. Skibet holdes tilbage, og dronningen spørger: »Er her noget under vandet / som skibet holde må?« Hun tilbyder væsenet både guld og sølv, men »det er alt under din linde (bælte) / der jeg mon efter trå (det som jeg attrår)«. Det lover hun, idet hun mener, at hun dér kun har sine nøgler, og dem kaster hun ud til væsenet. Skibet får da lov at sejle videre, men da de når land, opdager hun, at hun er gravid, og at hun således uforvarende har lovet sit barn bort. Fem måneder efter føder hun en dreng, som straks døbes og derpå skjules. Da han vokser til, fortæller moderen ham, at »du varst dig så liden / du varst trolden given«. Og en tidlig efterårsmorgen »ind da kom den lede gam / han sættes den frue så nær«. Gammen minder dronningen om løftet, men hun siger, at hun intet barn har, og »bort da fløj den lede gam / han gav så slemt et skrig«. Da Germand blev 15 år, fik han lyst til at besøge sin fæstemø, kongens datter af Engeland. Han får af moderen lov at låne en fjederham, så han kan flyve derover, men ikke så snart er han kommet på vingerne, før gammen kommer flyvende mod ham, og »han hug ud af hans højre øje / drak halvt hans hjerteblod«. At gammen ikke drak det hele, skyldes, at den gav ham lov til at besøge sin pige, inden den dræbte ham helt. Germand kommer døende til hende, men da han flyver igen, følger hun med i en anden fjederham. Hun jager gammen, men forgæves, og »hun fandt ikke af Germand Gladensvend / foruden hans højre hånd« (Fig. 2).

En lidt anden version af visen møder vi i en poesibog, som vistnok er fremstillet på foranledning af fru Margrethe Lange omkring 1583, da hun som ung enke - hun var da omkring de 30 - sad på sin stamgård Engelsholm ved Vejle. Skriveren, som hun har dikteret til, var dér fra egnen, og han har haft travlt, for fru Margrethe bad ham skrive ialt 200 viser. Hendes poesibog, der er den største, man overhovedet kender, overgik senere til Brahe-familien, som hun i 1584 blev medlem af ved sit ægteskab med Tyge Brahes bror, den noget letfærdige Knud Brahe. Poesibogen kendes nu under betegnelsen Karen Brahes Folio.

I Margrethe Langes version er der også tale om en konge og en dronning, der er ude at sejle, og »der kom flyvend' så vild en ravn / ud af det vilde hav«. Den sætter sig på skibet, og dronningen spørger, om ingen kan hjælpe dem.
Det da svared den vilde ravn, han sad på styre-stavn:
»Hvad vil du give den mand, dig børen sende kan?«
Den vilde ravn stiller de samme krav, som trolden i Mus' version. Hovedhandlingen i de to versioner er i det hele stort set den samme. De afvigelser, der er, har ingen betydning i vor sammenhæng.

Hos Albert Mus er dræberen en havtrold, der senere optræder som gam; hos Margrethe Lange er det den vilde ravn. I en tredje, lidt yngre version af visen er det den vilde ørn. Det er i en poesibog, som en vestjysk skriver ved navn Christen Persen har skrevet for en eller anden, vistnok inden for adelsslægten Trolle i Skåne. Vi kender tidspunktet for arbejdets fuldendelse, for da han havde indført de 50 viser, han var blevet bedt om, skrev han: Finitum est septima die Marti Anno 1591 (den er afsluttet den 7. marts 1591). Efter en senere ejer kaldes poesibogen for Anna Munks håndskrift. Versionen heri ligner mere Margrethe Langes end Albert Mus', men de er dog så forskellige, at de tydeligvis er helt uafhængige af hinanden.

Samme år som Christen Persen var blevet færdig med den bestilte poesibog, udgav Anders Sørensen Vedel sin berømte samling af Et hundrede udvalgte danske viser (Fig. 3). I forordet, der er rettet direkte til Frederik den Andens hustru, dronning Sophie, giver han nogle oplysninger om, hvordan han fik impulsen til denne visesamling:

»Det er nu på denne tid fem år siden, allernådigste dronning, at Eders Nåde var på Hven -- . Og da Eders fyrstelige Nåde flittigt og med stor lyst og forundring havde beset alt og måtte der for storm og uvejrs skyld fortøve indtil på den tredje dag, blev der lejlighed til allehånde vis tale og snak ved bordet. Blandt andet rørte den gode mand Tyge Brahe, min gunstige herre og gode gamle ven, ved noget hos Eders Nåde om min person - jeg uværdige var også tilstede og overværede det - at jeg havde -- beflittet mig at samle tilhobe i nogle bøger mange gamle danske viser, som Eders Nåde lod sig formærke at have synderlig lyst og behagelighed at læse. Derfor begærede Eders Nåde straks, at jeg skulle give Eders fyrstelige Nåde sådanne gamle digte og viser, som det sagdes, at jeg havde en del hos mig dér på landet (Fig. 4). Hvilken begæring jeg da (som tilbørligt var) lovede på det underdanigste at følge, idet jeg dog ydmygst bad Eders Nåde have tålmodighed med mig en kort tid, indtil jeg kunne udvælge nogle af de fornemste og lade dem renskrive --«

Tiden gik imidlertid, og i stedet for den lovede renskrift overdrog Vedel fem år senere dronningen sin trykte visesamling, som han havde lavet på grundlag af de bøger med »mange gamle danske viser«, hvis eksistens Tyge Brahe røbede. Vi ved, at Vedel havde fire sådanne håndskrevne visebøger, anlagt ikke som poesibøger, men derimod af historisk interesse. Kun tre af bøgerne er bevaret; i en af dem (kendt som Svanings Håndskrift I) findes Germand Gladensvend-visen, indført af en af de 11 skrivere, der omkring 1580 hjalp Vedel med at samle viser alene til denne bog. Visen er skrevet af efter Mus' poesibog, og det er i øvrigt kun fra denne afskrift, man kender de tre første vers i Mus' version, idet den pågældende side senere er blevet revet ud af Hjertebogen.

Mærkeligt nok synes Tyge Brahe ikke at have fortalt Vedel under besøget på Hven 1586, at hans bror et par år før var blevet gift med en dame, der havde en poesibog med 200 gamle viser. Det kan i det mindste ikke dokumenteres, at Vedel har kendt Margrethe Langes udgave af Germand Gladensvend-visen. Derimod har han kendt en nu tabt version, som har lignet hendes og ikke mindst Christen Persens fra Skåne. På grundlag heraf og af Mus' version redigerer han den vise, som han udgiver i 1591.

I visens indledning kaldes væsenet for den vilde ravn og den vilde valravn. Til Germand siger moderen: »Jeg måtte dig trolden give«. En efterårsmorgen dukker den op som den ledeste gam, og da Germand møder den i luften kaldes den den vilde ravn og den ledeste vilde ravn og gammen.

Som bekendt blev Vedels visebog - under betegnelsen Hundredevisebogen - meget yndet også uden for den kreds, den var udgivet for. Mange af hans versioner af folkeviserne levede videre i folketraditionen, men hans Germand Gladensvend-vise blev ikke populær. Omkring 1700 skrev en bonde på Als den ind i sin private visebog, men derudover synes den ikke at have sat sig spor.

I det hele synes visetraditionen om Germand Gladensvend langsomt at være gået i glemme allerede i løbet af 1600-tallet. Vi finder en version i et håndskrift fra omkr. 1650, der er skrevet i Østdanmark, muligvis i Skåne. Væsenet nævnes i indledningen indirekte som en røst fra havsens bund; i resten af visen kaldes det en ørn, ét sted den ledige(!) ørn. I en version fra omkring 1630, nedskrevet af en jyde, mangler indledningsversene. Overfor Germand kalder moderen væsenet en trold, og da Germand selv møder det, kaldes det en ørn, ét sted den lede ørn.

Disse seks versioner af visen - de tre fra poesibøgerne, Vedels og de to netop nævnte fra 1600-tallet – udgør det materiale, som vi har til rådighed for undersøgelsen. Vi har hermed fået samlet sagens akter.

Da Axel Olrik i en forelæsning (holdt 1894, udgivet 1934) fremlagde sin undersøgelse af visen, benyttede han kun Albert Mus' version. Kort udtrykt mener han, at Germand blev dræbt af en gam, et væsen som ifølge Olrik dels kan optræde som en havtrold og dels i skikkelse af en stor fugl. Motivet: dronningen der lover det, hun bærer under sit bælte, til et havuhyre, som senere - i ørneskikkelse - kommer og henter barnet, genfinder han i et eventyr fortalt i 1800-tallet i Östergötland. Han mener dog ikke, at der er nogen direkte forbindelse mellem dette eventyr og visen. Der er derimod tale om »en fælles folketro om havvæseners ørne skikkelse«, og han henviser her til et Eddakvad, hvori det hedder om Hræsvelg, at det er ham, »der sidder ved himlens ende, jætten i ørneham; af hans vinger mon vinden komme ud over mennesker alle«. Hræsvelgr betyder ligsluger.

For Olrik er trolden altså den egentlige drabsmand. Dens fugleskikkelse er af sekundær betydning, men den lever af lig, og deri ligger mordets motiv. Til støtte for sin tolkning fremdrager Olrik yderligere legenden om, hvordan Sct. Lucius' pandeskal blev bragt til Roskilde domkirke.

»I Storebælt havde der i umindelige tider været en trold, der havde voldt utallige skibes forlis og draget dem ned til sig i dybet. Da nu skibet, hvor kannikerne var ombord, som havde hentet det hellige relikvie i Rom, sejlede ind i bæltet, blev det en storm, så himmel og hav gik i et, og alle troede, de skulle gå under. De kastede da - efter vanlig skik i sådanne tilfælde - lod, om hvem af dem der frivilligt skulle springe over bord og ofre sig til trolden. Loddet traf den af kannikerne, der netop havde Lucius' pandeskal i sin varetægt. Han gjorde sig rede og bad den hellige Lucius stå sig bi; så tvættede han helgenens pandeskal i vand og kastede vandet ud foran sig og sprang så selv i havet. Men de andre på skibet så ham holde sig oppe på havet, og efter en times forløb kom han uskadt til skibet igen. Og de hørte et frygteligt brøl: O du, Lucius, Kristi hellige martyr! hvi brænder du mig med glødende brådde og jager mig fra min gamle bolig, hvor jeg har draget tusinder af menneskesjæle til mig (Fig. 5). - Og de hørte helgenens røst, der forbandede trolden til aldrig mere at komme der, hvor mennesker færdedes. Skibet var frelst, og kannikerne kunne i fred sejle ind ad Roskilde fjord«.

Generelt må det siges om Olriks tolkning, at den har den svaghed, at den ikke tager hensyn til det meget væsentlige træk ved det overnaturlige væsen, at det får en gravid kvinde til at love sig sit endnu ufødte drengebarn, og at det drikker dets hjerteblod. Det er et træk, som genfindes i alle versionerne af visen, uanset hvad væsenet i øvrigt kaldes.

Det er her interessant at bemærke, at i Margrethe Langes version, hvor det overnaturlige væsen kaldes den vilde ravn, præsenterer det sig med ordene:
»Hvad vil du give den mand,
dig børen sende kan?«.
Heraf fremgår med al tydelighed, at det drejer sig om en til en ravn forvandlet mand. Det er en valravn, eller hvad man kan kalde en flyvende parallel til varulven.

En varulv er et menneske, gerne en mand, der i en kortere eller længere periode, med eller mod sin vilje, optræder som ulv. Det er en forestilling, der kendes over hele verden, men det er kun i dansk-skånsk tradition, at varulven kan blive forløst, hvis den kan komme til at drikke et drengebarns hjerteblod; det fortælles inden for dette traditionsområde, at varulven efterstræber gravide kvinder. Denne folketrosforestilling med de dertil knyttede sagn kendte middelalderens visedigtere også, og deres viser herom har været sunget i århundreder. I en poesibog fra omkr. 1650, som har tilhørt Magdalene Barnewitz på Rubjerggård på Lolland, møder vi denne version: Hr. Peder og liden Kirsten sidder og taler sammen. Han beder hende komne igen næste aften, men hun siger, hun er bange for den ulv så grå. Han giver hende da sit sværd med. Næste aften møder hun ulven i rosenlunden. Hun lover den forskellige ting, for at den skal skåne hende, men, siger ulven: »Jeg passer ikke på din okse og ko / jeg drikker langt heller dit hjerteblod«. Og den røber - ligesom den vilde ravn - at den er et forvandlet menneske:
»Jeg er mig en ulv så grå,
jeg haver fødder at løbe på«.
Den overfalder hende. Hr. Peder hører hendes skrig og rider straks ad skoven til, og »der møder hannem ulven med barnet i mund«. Af sin pige finder han kun den »venstre hånd«.

Den, der i middelalderen har digtet denne vise, der ligeledes kendes i flere forskellige versioner, har udnyttet varulveforestillingen poetisk-dramatisk i sin skildring af den letsindige unge mand og den straf, der rammer ham: »Han fik ikke andet for liden Kirsten / end hjertesorg og blege kind«. Men varulven er ikke hovedperson, havde det været tilfældet, havde vi fået at vide, hvorfor den handlede, som den gjorde, og vi havde også fået at høre, hvad der videre skete, når det forvandlede menneske igen kunne vende tilbage til en normal tilværelse.

En valravn er ligesom en varulv et forvandlet menneske, som i sydskandinavisk tradition kun kan løses fra trolddommen, hvis den får lejlighed til at drikke et spædbarns, gerne et drengebarns blod - eller en gravid kvindes hjerteblod, blodet af det endnu ufødte barn, hun bærer under sit hjerte. Valravne-forestillingen kendes fra en sydskandinavisk middelalderballade, der er overleveret i forskellige versioner. I den udgave den tidligere omtalte skriver, Christen Persen, indførte i sin for en skåning bestemt poesibog ca 1590, indledes visen med et vers, der er fælles for alle kendte versioner:
Ravnen han flyver om aften, han ikke om dagen må; og den skal have den kranke lykk' den gode ikke kan få.
Men ravnen han flyver om aften.

I visen fortælles derpå om jomfru Hermelin, der en dag ser Salmand vilde ravn komme flyvende. Hun fortæller den, at hendes stedmoder har sendt hendes fæstemand langt bort. Ravnen spørger: »Hvad gode gaver vil du give den / der kan fly dig til din fæstemand?« Hun tilbyder forskellige kostbare ting, men, siger ravnen: »Jeg vil have den første søn / der I tilsammen monne fange (få)«. Det lover hun, og ravnen flyver hende til fæstemanden. Da hun senere føder en søn, kommer ravnen igen og får barnet:
Så hug han ud hans højre øje, drak af hans hjerteblod, så blev han til den herligst' ridder, der kunne på jorden stå.

Visen slutter med at fortælle, at alle, der så det, faldt på knæ og bad til Gud, at »det barn blev levendes igen« (Fig. 6). Det gjorde det, og da Salmand viste sig at være jomfru Hermelins forsvundne bror, ender visen endog særdeles lykkeligt. Det er en eventyrvise, den anonyme middelalderdigter her har skabt på baggrund af valravnetroen.

I de forskellige versioner af visen kaldes valravnen for den vilden valravn, valleravn og vallenravn - eller, hvad der er det almindeligste, Salmand vilde ravn, Ulver vilde ravn og vilden Verner ravn, dvs. at ravnen benævnes efter den mand, der optræder som ravn. Den oprindelige betegnelse synes dog at være den vilde ravn. Efter middelalderen, hvor ingen mere troede på denne flyvende varulv - man kendte den nu kun fra viserne - er »vild« blevet til »val« ud fra den betragtning, at en fugl, der interesserer sig så stærkt for lig, må have noget med val (slagmark) at gøre (Fig. 7).

Da Vedel i 1591 udgav sin visesamling, fandt han, at ordet val-ravn var godt, og visen om den til en ravn omskabte ridder kaldte han ligefrem for Valravnen. Interessant er det nu, at han anbringer denne vise lige efter visen om Germand Gladensvend med den begrundelse, at den »følger den forgangen fast udi meningen og digt«. Og væsenet, der dræber Germand, kalder han - som nævnt ovenfor - både for den vilde ravn, trolden, gammen og den vilde valravn.

I 1853 begyndte Svend Grundtvig at udgive de danske middelalderballader i den store tekstkritiske udgave Danmarks gamle Folkeviser, og heri skriver han, at Vedel ikke med nogen ret kunne kalde det overnaturlige væsen i Germand Gladensvendvisen for en valravn. Det er en gam, og det vil ifølge Svend Grundtvig sige en »jætte i ørneham« (Fig. 8). Det er denne tolkning, Olrik senere uddyber. Den fornyede kulegravning af visetraditionen, vi nu har foretaget, viser, at den forklaring, som Vedel antydede i 1591, sikkert er den rigtige.

Men hvad er så en gam? Ordet går tilbage til oldhøjtysk gampilun, der er en fællesbetegnelse for alle fabeldyr eller fabelagtigt store dyr. I nordisk tradition bruges ordet garm hyppigt om gribben eller fabeldyret griffen, ligesom det er den almindelige betegnelse for en overdimensioneret ørn eller ravn. Gammen optræder i flere middelalderballader. I en er den en ravn med vinger brune. Fru Majlille møder den. Hun beder den hjælpe sig med at bringe et budskab til sin mand, der er ude at sejle (Fig. 9). Det indvilliger den i. Den finder frem til skibet og slår sig ned. Ridderen om bord siger da til sin liden smådreng: »Skyd mig nu den vilde gam«. Den svarer: »Ridder, ridder skyd ikke mig / så blid en bør så flyr jeg dig«, hvorpå »skibet skred, og gammen fløj / så fulgtes de begge op under ø«. Og ridderen kom hjem til den længselsfulde fru Majlille. - Det kan også nævnes, at Helled Hagen, en af kong Didriks kæmper, i visetraditionen undertiden siges at have en skinnende »gam af røde guld« i sit skjold; i andre viser er det en høg eller - som i Didrikssagaen - en ørn (Fig. 10).

Det er altså helt i overensstemmelse med middelalderens sprogbrug, at den vilde ravn også kaldes en gam, sådan som det er tilfældet i Albert Mus' version af Germand Gladensvendvisen.

Sammenfattende kan det nu siges, at visen om Germand er sydskandinavisk ligesom visen om Valravnen og om Varulven (Fig. 11). Engang i middelalderen har nogle poetisk begavede danske eller skånske digtertroubadurer skrevet disse viser, hvor de har udnyttet samtidens tro på, at mennesker omskabt til ulve eller ravne kunne blive løst fra trolddommen, når de drak endnu ufødte eller nyfødte drengebørns hjerteblod.

Digteren af balladen om Germand har ikke villet berette om den forvandlede mand og hans skæbne, sådan som digteren af balladen om Salmand vilde ravn har gjort. Han har ikke villet skrive om valravne-troen, men om menneskers afmagt over for den uafvendelige skæbne. Med dramatisk effekt lader han moderen skjule det drengebarn, ravnen er blevet lovet. Først senere og efter en jagt gennem luften får ravnen sit bytte. Bevæget af Germands bøn om dog at måtte se sin fæstmø venter ravnen med at dræbe ham, men drabet er uundgåeligt. Det er skæbnen.

Efter middelalderen, hvor valravnetroen - i modsætning til varulvetroen - ikke levede videre, har skiftende tiders visesangere stået stadigt mere usikkert over for visens overnaturlige væsen. Når det blandt andet opfattes som en havtrold, der senere optræder som en gam, må det ses som et udslag af denne usikkerhed. Man huskede, at det var ude på havet, dronningen mødte væsenet, og så måtte det jo være en havtrold, der talte til hende nede fra havets dyb; men man huskede også, at det jagtede Germand i luften, og så måtte det være en gam, en kæmpefugl af en eller anden slags.

Dog var der også visesangere, som erindrede, at det var en valravn, der dræbte Germand. Det gjorde bl.a. de, der har sunget den version, der vistnok blev nedskrevet på foranledning af den unge enke Margrethe Lange på Engelsholm engang i begyndelsen af 1580'erne:

Kongen og danske dronning
de sejler ad havet frem.
De kunne ikke børen få,
så de kunne sejle frem.
Så fløj han over den rine.

Der kom flyvend' så vild en ravn
ud af det vilde hav.
Han satte sig på den sejle-rå
inden deres forgyIdene stavn.

Dronningen går i skibet frem,
hun vrider sin hvide hånd:
»Monne her nu ingen i verden være,
os børen sende kan?«
Det da svared den vilde ravn,
han sad på styre-stavn:
»Hvad da ville du give den mand,
dig børen sende kan?«

Det mælte danske dronning,
og så tog hun oppå:
»Jeg vil give hannem guld og sølv,
men han tage må«.

»Behold du selv både guld og sølv,
jeg passer der intet på,
du haver så lidet under lænde din,
derefter som jeg trå (begærer)«.

»Jeg haver ikke under min lænde
foruden de nøgler små,
første jeg kommer til lande,
jeg lader mig andre slå«.

Det var danske dronning,
hun svøbte de nøgler sammen,
så kasted hun dennem overborde
i det salte vand.

Skibet skred og ravnen fløj,
de kom så listelig til land.
Den tid hun kom til lande,
der lå hendes nøgler på sande.

Det var danske dronning,
hun går ud med den strand,
der fandt hun, den lille kind
var kveg (levende) udi hendes barm.

Det var ikke derefter
måneder foruden fem,
dronningen gik i bure,
hun fødte så høvsk en søn.

Født blev han en aften,
de kristned hannem om en nat,
de kaldte hannem Gellemand Gladensvend
de dulgte hannem, meden de måtte.

Det stod så i vinter
og vel i vintre ni,
han blev en den gæveste ridder,
der nogen med øjne vil se.

Det var Gellemand Gladensvend,
han red sig under ø,
det vil jeg for sandingen sige,
han fæsted så væn en mø.

Det var så i vinter
og vel i vintre fem,
det var Gellemand Gladensvend
han aldrig til hend' kom.

Det var hans kære moder,
hun sørged altid så såre,
hver sinde (gang) hun hannem med øjne så,
da fælded hun modige tårer.

»Hør I det, min kære moder,
og hvad jeg siger eder:
Hvi græder I så ynkelige,
hver sinde det I mig ser?«

»Fuld såre da må Jeg træde
og halvt mere kvide (sørge),
for du var dig så liden,
der du var ravnen given«.

»Hør I det, min kære moder,
jeg passer der intet på.
Jeg vil sætte mig i fjederham,
den ravn skal mig ikke nå.

Hør I det, min kære moder,
låner mig eders fjederham,
jeg vil flyve over salten rin
bort til min liljevand«.

»Låner jeg dig min fjederham,
og flyver du derhen,
møder dig den vilde ravn,
du kommer her aldrig igen«.

»Møder mig end den vilde ravn,
så vel kommer jeg igen,
så mænd ved, min kære moder,
alt skal jeg flyve derhen«.

Så satte han sig i fjederham
og slog han ud sine vinger,
igen sad hans kære moder
og hende randt tåre på kinde.

Det var Gellemand Gladensvend,
han fløj over salten rin,
der mødte hannem den vilde ravn
udi så ond en tid.

»Hør du det, Gellemand Gladensvend
og hvad jeg siger dig,
du var dig så liden,
der du var givet mig«.

»Du lad mig flyve,
du lad mig fare bort til min fæstemø,
første jeg kommer tilbage igen,
du finder mig under ø«.

»Og da skal jeg dig mærke,
alt førend du flyver fra mig,
inår du kommer i fremmed land,
at jeg kan kende dig«.

Så hug han ud hans højre øje,
drak ud hans hjerteblod,
ind dog fløj han til jomfruens bur
for viljen den var god.

Det var Gellemand Gladensvend
han kom i stuen ind,
alle da sad de stolte jomfruer,
de smiler under skind.

Han kom sig i stuen ind
så blodig og så bleg,
op stod hans kære fæstemø,
hun glemte både løst og lig'.

»Hør I det, min kære fæstemø,
I skal hverken sørge eller kvide,
lader I mig et karbad rede,
jeg kan ikke længer leve«.

Det var jomfru Sølverlad,
hun tog hannem i sin arm,
han svalt udi den samme stund,
det var så stor en harm.
Så fløj han over den rinen (Fig. 12).