Hvem dræbte Germand Gladensvend?

Væsenet, der dræbte Germand, kaldes altså skiftevis en gam og en ørn, men det fremgår af sammenhængen, at udgiverne i virkeligheden mener det samme: dræberen er en havtrold, der optræder i fugleskikkelse. Det var Axel Olriks opfattelse, og da han hidtil er den eneste mand af faget, der har gjort Germand Gladensvend-visen til genstand for et nærmere studium, er det forståeligt, at senere tiders litteraturhistorikere og skolefolk stort set følger ham. Det er dog et spørgsmål, om hans opfattelse af den morderiske gams væsen og dens motiv til handlingen er helt rigtig. Vi vil forsøge en fornyet kulegravning af materialet og prøve at opklare det i vore øjne noget mærkelige mord.

Der er det helt specielle ved de ældste folkeviser, at man ikke ved, hvordan de oprindelig har lydt. Det er åbenbart, at de er blevet til engang i middelalderen, men man kender ikke deres oprindelige form; de har levet deres liv i mundtlig tradition, foredraget af skiftende tiders visesangere, som har lagt til og trukket fra undervejs. I midten af 1500-tallet møder man de første nedskrifter af nogle ganske få af de mange forskellige versioner, som har »levet i folkemunde«, og her ser man, hvordan den enkelte vise kan optræde i temmelig varieret form. Visen om Germand Gladensvend er en sådan »traditionsvise«. End ikke heltens fornavn er altid det samme, og i de forskellige betegnelser for dræbervæsenet finder vi oprindelsen til skolebøgernes uenighed.

De ældste udgaver, vi har af visen, er fra tre af de poesibøger, som det i 1500-tallet var blevet så moderne at anlægge i adels- og hofkredse. Den første af dem, som tillige er den mest elegante, har tilhørt Christian den Tredjes køkkenchef Albert Mus; når den lukkes op, har den form som et hjerte, hvorfor den også gerne kaldes Hjertebogen. Han har selv indført næsten alle viserne, hvilket må være sket omkring 1554. Sprogformen røber hans jyske oprindelse; han tilhørte en adelsslægt fra Mors. Hvorfra han har visen om Germand Gladensvend, ved vi ikke, men nogle fejl i den tyder på, at han har skrevet den af – sikkert efter en anden poesibog. Det var almindeligt, at man byttede viser.

Hovedindholdet af Albert Mus’ version af visen er følgende: En konge og en dronning er ude at sejle. Skibet holdes tilbage, og dronningen spørger: »Er her noget under vandet / som skibet holde må?« Hun tilbyder væsenet både guld og sølv, men »det er alt under din linde (bælte) / der jeg mon efter trå (det som jeg attrår)«. Det lover hun, idet hun mener, at hun dér kun har sine nøgler, og dem kaster hun ud til væsenet. Skibet får da lov at sejle videre, men da de når land, opdager hun, at hun er gravid, og at hun således uforvarende har lovet sit barn bort. Fem måneder efter føder hun en dreng, som straks døbes og derpå skjules. Da han vokser til, fortæller moderen ham, at »du varst dig så liden / du varst trolden given«. Og en tidlig efterårsmorgen »ind da kom den lede gam / han sættes den frue så nær«. Gammen minder dronningen om løftet, men hun siger, at hun intet barn har, og »bort da fløj den lede gam / han gav så slemt et skrig«. Da Germand blev 15 år, fik han lyst til at besøge sin fæstemø, kongens datter af Engeland. Han får af moderen lov at låne en fjederham, så han kan flyve derover, men ikke så snart er han kommet på vingerne, før gammen kommer flyvende mod ham, og »han hug ud af hans højre øje / drak halvt hans hjerteblod«. At gammen ikke drak det hele, skyldes, at den gav ham lov til at besøge sin pige, inden den dræbte ham helt. Germand kommer døende til hende, men da han flyver igen, følger hun med i en anden fjederham. Hun jager gammen, men forgæves, og »hun fandt ikke af Germand Gladensvend / foruden hans højre hånd« (Fig. 2).