Hvad skal den giøre

Dette urovækkende spørgsmål er titlen på en »diætetisk afhandling« af Johann Clemens Tode, der levede fra 1736 til 1806. Tode var en mangesidig begavelse og en af sin tids forgrundsfigurer. Han var læge, hofmedicus, professor og fra 1801 i nogle år rektor ved Universitetet. Desuden var han en myreflittig forfatter, der ikke blot skrev lægevidenskabelige værker, men tillige skuespil, romaner, digte og viser i en stadig strøm.

Det mest spændende ved denne rastløse 1700-tals skikkelse er dog, at han var Danmarks første madskribent. Han var sin tids Conrad og Kringelbach m.fl. i én person, men i modsætning til dem fremholdt han i sine diætetiske afhandlinger nøjsomhed og tarvelig levevis som efterstræbelsesværdige dyder. Det var i tidens ånd. Andet af, hvad han har skrevet lader dog formode, at den megen moralisme dækkede over en stor optagethed af bordets glæder. I det mindste holdt han meget af den flydende føde. Hans glorværdige løbebane endte sørgeligt i fattigdom og druk.

Men nu det her opkastede spørgsmål. Det giver Tode anledning til mange og lange filosofiske betragtninger, bl.a. om levemåden – dette tyranniske dyr – der tilsiger den, som beværter, at betragte sine gæster som forsultede skibbrudne og gæsterne at lade sig stoppe som kapuner for at glæde kokkepigen. Dog, når bare folk vil give sandhed den ære og tilstå deres skrøbelighed, skal Tode ikke nægte dem sit ringe råd. Lidet har man at frygte af ande- og gåsesteg i henseende til fordøjelsen, når man iagttager følgende poster.
1. Aldrig burde man spise slige retter om aftenen.
2. Ved de fede og seje stykker bør man ikke røre.
3. Den brune smørsauce gør tit alene den skade, som vi sætte på kødets regning.
4. Den fede, tunge dejagtige fyldning forværrer også det onde. Æbler og svedsker derimod ere tjenlige.
5. Overalt er slige dejagtige spiser ifølge med disse slags steg skadelige. De ligge længe i maven, de løses aldrig ret op, og de forøge en påfølgende kolik, for så vidt de stoppe og hindre en fri og hastig udkastelse. Smørdej og sådan steg kunne forvolde en dødelig mavepine.
6. Opblæsende retter såsom kål, roer, kartøfler og grå ærter burde aldrig ledsage gåse- og andesteg. Røde beder ere de bedste følgesvende.
7. Rød vin må være god for ikke at skade; bedre er det at den bliver borte. Hvidt øl, og især engelsk øl, blæser op. Ganske koldt vand kan komme det fede til at styrknes. En slurk brændevin skal styrke maven, men ofte forøger den flavheden. En kop kaffe oven på måltidet er en god mavemedicin.
8. Sennep er langt fra at være så tjenlig til at kryde denne rørige steg som peber. Den plejer i en svag mave at volde en sur opstødelse.
9. Nogle timer efter måltidet at tage en theske fuld polychrestsalt med thevand uden mælk har jeg funden af stor nytte til at forekomme brækning og kolik efter alle sådanne slags spiser.
10. At vogte sig for at drikke oven på sådan fed, rørig mad, førend man igen spiser aftensmad, er også en god regel for dem, der ikke fordøje godt.

Og for dem alene, ikke for de ganske sunde er denne artikel skreven, slutter Tode. Hvilket er beroligende for alle