Huse på langfart
Den 5. september i år ankom »M/S Holmur« af Sørvåg til Tuborg Havn med en besynderlig last fra Færøerne: 200 tons sten, en dynge gamle brædder og en samling kasserede brugsgenstande, alt omhyggeligt emballeret. At folk rystede på hovedet eller smilede overbærende, kan man ikke fortænke dem i. Var det ikke et komplet afsindigt indfald at lade sten og gammelt ragelse transportere den lange vej fra Færøerne til Danmark? For os, som lettede steg i land efter 5 døgns rulletur over Atlanten (en tung bundlast af sten får skibet til at svinge som et pendul i dønningerne!), bestod lasten dog af lutter kostbarheder: Det var materialer og indbo til en samling færøske huse, som skulle genopføres i Danmark (Fig 1.). Det var frugten af næsten to måneders slid i stadig kamp med vejrguderne, som nu kunne bringes vel i hus, og det betød, at årgamle planer på Frilandsmuseet stod foran deres virkeliggørelse.
Af Bjarne Stoklund
Fig. 1. Stuehuset fra Mule er opført af sten, græstørv og træ og bygget på en skråning således, at taget på den ene side går helt ned til jorden. Indretningen vil fremgå af den viste grundplan. Røgstuen var det daglige opholdssted, hvor man spiste, arbejdede og sov. Den har ingen vinduer, men lyset kommer ind ad en lyreåbning i tagryggen. I den ene ende af rummet er det åbne ildsted med en træramme omkring, og langs siderne faste bænke og tre alkovesenge. Glasstuen kaldes således, fordi den i modsætning til røgstuen har rigtige vinduer. Det var den fine stue, som kun blev benyttet ved særlige lejligheder. Fra røgstuen kan man gå direkte ud i den lille mørke stald med plads til to køer.
Det andet hus fra Mule er beregnet til tørring af den hjemmeavlede byg før tærskningen. Bygningen fra Viderejde er en hjallur (samme ord som det danske hjald), et lille hus til vindtørring af kød og fisk.
Men har Frilandsmuseet da ikke allerede et færøhus?, vil mange med rette spørge. Både ja og nej. Der findes en kopi af et færøhus - tilmed ikke nogen god kopi - som oprindelig blev fremstillet til en udstilling i Tivoli i 1905. Da alle andre huse i museumsparken er originale bygninger, flyttet dertil fra deres hjemsteder, opstod tidligt ønsket om også at skaffe en original bygning, som kunne repræsentere Færøerne. Som årene gik, blev chancerne for at realisere denne plan stadig mindre, og navnlig har de senere års gennemgribende modernisering af det færøske samfund tyndet kraftigt ud i bestanden af ældre bygninger. Først i 1959 blev det muligt at gøre et forsøg på at finde et egnet hus, og forsøget blev kronet med held. Takket være hjælp og velvilje fra de færøske myndigheder kunne et hus af den ønskede type erhverves i den lille bygd Mule, som ligger på nordspidsen af Bordø, den største af Norderøerne. For at afrunde billedet af den færøske bygd blev desuden erhvervet tre mindre bygninger, nemlig et sodnhus fra Mule, en hjallur fra Viderejde og en lille skvatmølle fra bygden Sand på Sandø.
At hjembringelsen af disse bygninger ville blive særdeles vanskelig, stod fra første færd klart. Bygden Mule ligger oven for en 20-25 m høj, stejl klippeskrænt. En hjemmelavet cementtrappe fører ned til nogle glatte, slimede klippeheller, som er bygdens eneste »havn«. Kun en smal sti ved foden af de høje fjelde forbinder Mule med de andre bygder på Bordø. Dertil kommer, at bygden på grund af placeringen tæt ud til det åbne hav er en udpræget »brændingsplads«. Nordlige og vestlige vinde kan hurtigt gøre anvendelsen af bygdens landingsplads vanskelig eller umulig. Således er vilkårene på stedet, så det var med nogen betænkelighed, vi tog fat på at løse denne opgave. Når det gik så godt, som det gjorde, skyldes det først og fremmest den hjælp, vi fik af folk fra Mule og Klaksvig. De var fortrolige med vejr, vind og strøm, vant til at arbejde hårdt, og de lod sig ikke gå på af de mange vanskeligheder, som måtte overvindes. En ting måtte vi dog hurtigt indstille os på: Det stramme program, som var lagt ved skrivebordet derhjemme, kunne ikke holde. Man lærer at føje et lille »måske« til alt, hvad man aftaler eller planlægger. Om dette eller hint kan gennemføres afhænger på Færøerne altid af vejrforholdene.
De første uger gik med en minutiøs opmåling af bygningerne og nummerering af de enkelte bygningsdele, samtidig med at vi indsamlede oplysninger om huset og dets miljø samt indbo og redskaber, som skulle anvendes i det. De omhyggeligt emballerede materialer blev derpå samlet under nogle store presenninger tæt ved skrænten, hvorfra de skulle hejses direkte ned i det fartøj, som skulle føre dem til Klaksvig, den første etape på turen til Danmark. Der måtte slides hårdt for at bringe de 60-70 tons sten fra bygningerne i Mule ud til skrænten med de primitive midler, der stod til rådighed: stenslæde, trillebør og trækvogn. Efter en enerverende ventetid, hvor brændingen gjorde enhver udskibning umulig, fik vi det, vi behøvede: 4 sammenhængende dage med stille vejr, men desværre samtidig silende regn. Nedhejsningen foregik, som det fremgår af billederne, ved hjælp af to stålwirer, der var ført fra et hastigt sammentømret stillads på skrænten hen over skibet og ned til et svært anker, udlagt et stykke fra kysten. Såvel tømmer som sten klarede den halsbrækkende tur uden at tage skade eller gå til bunds i vandet.
Noget nemmere var udskibningen fra Viderejde og Sand. Begge steder findes regulære kajer, hvor skibet kunne lægge til, og det var muligt at transportere materialerne med lastbil. Dog er vejen fra Viderejde til bygdens landingsplads af en sådan beskaffenhed, at kørsel på den - navnlig med et vognlæs sten - er en meget blandet fornøjelse. På kajen i Klaksvig voksede fra dag til dag dyngen af sten og tømmer, som herfra skulle bringes til Danmark ombord i »Holmur«, en forhenværende engelsk trawler. Det sidste, som kom til, var 100 tons sten fra et stengærde syd for bygden Haraldsund. De skal anvendes til bygning af et gærde, som på museet skal afgrænse den »bø« eller indmark, hvor bygningerne bliver genopført. Det er ligesom i Mule en østskrænt, som skulle gøre det muligt at genskabe de rigtige omgivelser for husene. Når hele dette anlæg i en ikke altfor fjern fremtid er færdigt og kan åbnes for publikum, kan den gamle kopi fra Tivoli afløses af en langt bedre og værdigere repræsentation af færøsk byggeskik.
