Huse i havstokken

Turen i dag går til Holmslands Klit, noget nær det vestligste, man kan komme i Jylland. Herude i forstranden, et par kilometer fra husklyngen Klegod, er for første gang i Danmark fundet jernalderhuse med bevaret træværk. Det er ikke meget, der er tilbage, kun det allernederste af hustømmeret. Men fra ingenting til noget er dog et spring.

Forhistorien er i korthed følgende: December 1973 gjorde storm, som så ofte på disse kanter, kraftige indhug i kysten. Vel 10-15 meter klit skred i havet over en strækning på flere hundrede meter, hvorved der blotlagdes gammelt pæleværk. Strandfogederne Lause og Hans Miltersen opsamlede skår på stedet, og fisker Christian Degn, som i tidens løb har gjort mange arkæologiske iagttagelser på Klitten, anmeldte fundet til Ringkøbing Museum. Herfra blev der straks rykket ud. Havklitterne stod efter skredet med stejle skrænter, men det nedstyrtede materiale havde bølgerne taget med sig, og på to steder med ca. 40 meters mellemrum stak pæle op af sandet. En afskovling ved den sydligste af pladserne viste, hvad det drejede sig om: et jernalderhus. Hastige forberedelser blev gjort til udgravning, men netop som vi var klar til at gå i gang, brød havet igen ind over forstranden, så at apparater og grej i en fart måtte reddes op i klitterne.

Sammen med Christian Degn tog jeg dagen efter et overblik over skaden. En ende af huset stod endnu tilbage, men alt, hvad vi havde renset af, var skyllet væk, og her lå nu en ralbanke. Til gengæld var nyt kommet frem. Et jordlag i klitfoden havde fået overfladen skyllet ren og fremviste et netværk af striber på kryds og tværs: spor af oldtidsploven. Så tydeligt stod de, at man skulle tro, pløjningen havde fundet sted i efteråret.

Det var en stor arkæologisk oplevelse, men det var klart, at synet måtte betragtes som en kortvarig åbenbaring fra havet. Nye udgravningsforsøg på denne årstid ville uden tvivl være spild af kræfter og til mere skade end gavn. Arbejdet blev indstillet i denne omgang og fundet givet havguderne i vold.

En rolig vejrperiode midt på sommeren måtte være det rette tidspunkt til fortsættelsen, og alt andet blev skudt til side, da den indtraf. Vi tog fat, hvor vi slap, nemlig på sydpladsen, og det blev hurtigt klart, at der her lå to huse over hinanden – det øvre naturligvis først bygget, efter at det nedre var sløjfet.

Af hus 1, det underste, var østenden bevaret over 3½ meter, det vil sige kun ca. en femtedel af den oprindelige huslængde. Væggen bestod af grenris flettet omkring håndledstykke, lodrette stave, anbragt med korte mellemrum og ofte firkantet tilhugget. At en væg af denne type har været lerklinet, kan næsten anses for givet, og det bekræftedes da også ved stedvise fund af udblødt ler. Før opførelsen har man gravet en vægrende, og risfletningen er begyndt ca. 20 cm under terræn. Renden var nu næsten usynlig i det lyse sand, men der er altså ingen tvivl om, at den har været der.

(Fig. 1).