Hurra! Nu skal pigerne ikke mere have skudsmaal!

I virkeligheden vakte skudsmålets afskaffelse ikke nær så megen jubel, som visen giver udtryk for. Loven var – som så ofte – haltet bag efter udviklingen, og den medførte ingen større forandring. Bogen blev – stadig under navn af skudsmålsbog – bevaret som en slags flyttebevis, hvor man indskrev saglige oplysninger om tjenestens tiltrædelse og ophør; den funktion havde den også haft tidligere, og at selve skudsmålet nu var faldet væk betød ikke så meget, for allerede længe før lovens ikrafttræden var der mange, som havde sløset slemt med at få de lovbefalede vidnesbyrd indført, og stod de der endelig, var de langtfra altid pålidelige. Man må tvivle på, at det er helt alvorligt ment, når en pige, som fratræder efter en måneds tjeneste, betegnes som flink og tro. Gode tjenestefolk hang ikke på træerne, og hvis man skrev noget værre, skulle det nok blive skreget ud mellem pigerne. Så blev det endnu sværere at få en tøs til at støve af, feje gulvtæppet med hvidkålsblade, skrubbe køkkenkar og tage alt forefaldende arbejde indtil sengetid. Derfor skrev man pænt i bøgerne, noterede tjenestetidens længde, som man skulle, og regnede vel med, at den kunne være til vejledning for kommende arbejdsgivere. Skudsmålet havde med andre ord mistet sin betydning, hvis det da nogensinde har haft en sådan. Det er baggrunden for, at man afskaffede det.

For et par år siden foretog Nationalmuseet, med støtte af presse og radio, en indsamling af skudsmålsbøger – i første omgang dog kun bøger, som har været ejet af kvinder, Det indkomne materiale – mellem 2- og 3000 bøger – er endnu kun delvis bearbejdet, men danner grundlag for denne artikel. Det er karakteristisk, at de dårlige skudsmål er i absolut mindretal.

Skudsmålet kan i sin form minde om nutidens anbefalinger, men det var lovpligtet, og det var det, der gjorde det så upopulært. Hvis en anbefaling ikke siger det, man ønsker, kan man jo bare lade være med at vise den frem; skudsmålet – hvad enten det nu var godt eller dårligt – skulle vises til den kommende arbejdsgiver. Den første spire til skudsmålsbogen dukkede op i 1562. Det år blev det pålagt alle, som beskæftigede svende at udstede »pasbord« til folkene, når de drog af plads. Pasbordet var et afgangsbevis, uden hvilket man ikke kunne opnå ny tjeneste, og det gjaldt som sagt kun for svende, ikke for tjenestefolk i almindelighed. Tyendet – den laveste klasse i datidens samfund – blev, så vidt vi ved, først pålagt en tilsvarende tvang et halvt århundrede senere; men det var en ordning, som kun gjaldt for Randers, der altså på dette område har været forud for sin tid. Da Randers byråd i 1609 skulle udforme en ny bylov, skrev man meget af efter de kongelige forordninger, men for egen regning tilføjede man artikler om skriftlige afgangsbeviser for tjenestefolk af begge køn: (Fig. 2)