Hun er moder jord

Der har været gravet i ådalen gennem ti år, men ikke på samme sted. Den gavmilde dal har skænket os tre fund – alle fra jernalderen og alle af format. Først våbenfundet i engen nord for Skanderborg, så skeletpladsen ved Mossø og nu fundet ved Foerlev Nymølle. Med dette sidste hænger det sådan sammen:

Da fundet ved Mossø stod foran afslutning, vågnede lysten til at se, om der skulle være andet at finde i denne mærkelige dal, der synes at have spillet en særlig rolle for jernalderens mennesker. Vi prøvede – ikke på må og få, men på grundlag af gamle fund og optegnelser, som blev hentet frem fra museernes arkiver. Pa den måde nåede vi en sommerdag i 1960 ind i en sidegren af ådalen. Her var der ved tørveskæring under krigen fundet lerkar og træsager. Den gamle tørvegrav lå nu inde i et i tæt krat, så øksen måtte frem. Hos mosens ejer, gårdejer Aksel Hansen, Skovslund, mødte vi kun velvilje. Prøvegravningen gav udmærket resultat, som affødte en større udgravning nu i sommer. Til denne ydede tipsfonden væsentlig støtte.

Forventningerne lå denne gang på et noget jævnere plan end i de to andre tilfælde. »Mosepotter« er langtfra sjældne; men da det er meget få af pottepladserne, som er fagmæssigt undersøgt, var der alligevel god grund til at gå igang. Det skete, og den nye offerplads, denne gang fra århundrederne forud for Kristi fødsel, dukkede frem. Af tegningerne på disse sider vil det fremgå, hvordan fundene fordelte sig. I det store udgravningsfelt var der tre fundpladser, og i den lange grøft ind mod bredden af mosen kom en fjerde til syne. Denne sidstnævnte bestod af en samling lerkar, oven i hvilken der var lagt en meget stor sten, hvad krukkerne naturligvis ikke var blevet helere af. Karformerne viser, at denne plads er yngre end de andre. Der har altså været ofret i mosen gennem et længere tidsrum – et hundrede år måske. Man må nærmest tro, at hver af pladserne repræsenterer en enkelt eller nogle få ofringer. I en udgravning lidt for sig selv blev fundet et par bålpladser, men hvilken rolle de har spillet står endnu hen.

Sådan var i korthed det billede, som tegnede sig, da efteråret stod for døren. En over forventning vellykket udgravning nærmede sig sin afslutning, og vi belavede os så småt på at forlade vor lille rydning i kratskoven, hvor birkenes hvide stammer og de røde gederams prægede billedet. Kun vejret havde været os imod, for som velbekendt af alle holdt sommeren ikke, hvad det fine forår lovede. Bygerne kom dragende, og ind imellem var der perioder med silende regn. Vore naboer på gårdene omkring ådalen var til at begynde med glade for regnen; men snart erklærede de, at nu var det nok – hvad vi længe havde ment. Det dårlige vejr blev imidlertid ved. Da høsten kom, piskede bygerne stadig over markerne, eller dagsregnen lagde sin svamp over landskabet.

Vor sidste handling, før den tømte udgravning blev kastet til, skulle være at frigrave en stamme, som i nogen tid havde ligget delvis synlig på bunden af hullet, netop på det sted, hvor stendyngen havde været. Den tanke, at stammen måske kunne gemme på en hemmelighed, havde strejfet os, men var blevet jaget væk. Træstammer er ingen sjældenhed i moser. Nu blev den altså gravet fri. Med overraskelse opdagede vi, mens vi gravede, at stammen delte sig i to. Så gik det op for os, at det, vi stod over for, var billedet af en kvinde.

»Intet er særligt bemærkelsesværdigt hos disse folk ud over, at de alle dyrker Nerthus. Hun er moder jord. De tror, at hun blander sig i menneskenes færden og kører rundt mellem folkene«. Det er den romerske forfatter Tacitus (1. årh.), som fortæller således om visse nordlige stammer. Videre beretter han, at når gudinden kommer kørende i sin hellige vogn, da bliver der glade dage. Der festes, og alt jern gemmes hen. Siden vender hun hjem til den hellige lund. Trællene, som har tjent hende, må bøde med livet derfor.

Der var langt til Rom, og det er ikke at vente, at hvert ord i denne beretning står til troende. Men det er nok rigtigt, at Nerthus har været dyrket her oppe i de fjerne nordlige egne. Efter beskrivelsen må hun være en frugtbarhedsgudinde. Uheldet vil, at der råder fuldkommen tavshed om disse ting i de følgende århundreder. Først op i vikingetid møder vi denne guddom igen, men nu som en mandlig gud, Niord. Han spiller dog ingen stor rolle. De livgivende funktioner har hans børn, gudeparret Frøy og Frøya, overtaget.

Dr. Troels-Smith, som har undersøgt mosens naturforhold, mener, at der må have været åbent vand, da ofringerne fandt sted. Tingenes bevaringstilstand taler i samme retning, og vandet må antagelig have stået op over stendyngen; ellers ville træsager og andet forgængeligt, som lå oven på stenene, næppe være bevaret.

Stendyngens funktion synes ganske klar. Den er lagt hen over træstøttens krop for at holde den nede, og senere har den fungeret som en slags alter, hvor man har nedlagt gaver til træstøtten (Fig. 1). For at støtten er selve den guddom, som man har ofret til, er der ingen grund til at tvivle på, og lige så åbenbart er det, hvad gudens funktion har været (Fig. 2). Figuren er i al sin træede tavshed yderst talende. Denne gud har tjent formeringens sag. Hoved, arme, fødder er end ikke antydet. Men om kønnet er der ingen tvivl; hoftepartiet er udformet på slående naturtro måde af naturen selv, blot med lidt menneskelig hjælp i detaillerne.