Huller i jorden
(Figur 1) En bopladsudgravning herhjemme ligner gerne et mindre månelandskab. Alle tunge mure, spidse gavlfelter, hegnspæle, tørrestativer eller måske gudebilleder, der engang tegnede lodrette flader og linier i landskabet, er nu forsvundet i den klare luft; og tilbage er kun muldfyldte huller og gruber i jorden. Af disse kan tydelige rækker af stolpehuller tit kortlægge boligernes omrids og indretning, selvom mange forvirrende pæle unægtelig er hamret ned i årenes løb – det er jo så let gjort og forståeligt nok. Mærkeligere forekommer gruberne os - disse hundreder af store og små, flade og dybe huller, som oldtidens mennesker med tilsyneladende planløshed har gravet overalt, i og uden for husene. Undertiden kan trækulslag og slagger i dem vise, at her har jernudvinding fundet sted, undertiden er de opfyldt med så mange sværtede og ildsprængte sten, at der må være tale om en slags kogegruber. Men hyppigst er de bare huller, der tid efter anden er fyldt op med affald og muld. Huller i jorden - til hvad nytte? Vi når næppe et svar blot ved at tænke over tingene udfra egne hjemlige forudsætninger. Så ville vi måske snarest anse dem for spor af fortidige beskæftigelsesforanstaltninger; men arbejdsledighed er i det primitive samfund gerne et svært opnåeligt gode. Næh, vi stirrer os let blinde på de hundrede hullers problem, som på så mange arkæologiske problemer, sålænge vi kun retter blikket imod sporene i vor egen lille ager. Thi ser vi længere ud, kan vi under fremmede himmelstrøg finde ganske tilsvarende gruber i jorden, og her brugt og befolket af levende, nærværende mennesker.
Af Mogens Ørsnes
Figur 1: Tegning af Knud Riisgaard.
Figur 2: Tegning af Knud Riisgaard.
(Figur 2)
Som nu væverne i Bani Jamra, en lille landsby på det nordlige Bahrain. Væven er en simpel, lav trækonstruktion, der er anbragt tværs over en grube i jorden. Til den ene side ligger rendegarnet i et stramt, farvestrålende bundt hen over sandet, til den anden side sidder væveren, simpelthen på hullets kant med god benplads ned i gruben. En hurtigt tilvejebragt arbejdsplads for den siddende arbejder. Rent arkæologisk ville værkstedet fremtræde som en grube i jorden, ikke dybere end en stol er høj, hertil fire stolpehuller efter de pæle, der har båret den vandrette væv, og en snes meter derfra sporene af en kraftig stolpe, hvortil rendegarnet har været spændt. Måske endelig stolpespor efter læskærm eller et halvtag, som på billedet. (Figur 3)
Figur 3: Tegning af Knud Riisgaard.
En lignende arbejdsplads har pottemagerne i landsbyen Dokri i Pakistan indrettet sig. Pottemagerhjulet, hvilende på en lodret akse, er anbragt midt i en grube, på hvis kant vi igen ser håndværkeren sidde.
Smedien i Manama, Bahrains hovedstad, frembyder en rigdom af tilsvarende arbejdergruber. En halv snes værksteder findes vel her under samme store tag. Smeden står i et dybt hul i jorden - hyppigt foret med en rusten olietønde - og bearbejder jernet på ambolten, der simpelthen står på jorden ved siden af hullet. I en anden, mindre grube tæt ved er en lille dreng anbragt. Han trækker den hvæsende blæsebælg.
Manamas store smedie er ikke et isoleret fænomen. I hvert fald har smeden i Abu Dhabi, en lille havneby på Arabiens nordøstkyst, indrettet sig på ganske samme måde. Og her, i Abu Dhabi, er der også lejlighed til at se gruber med en anden funktion. Det er byens vaskeri, der tænkes på, hvor tøjet både sættes i blød, vaskes (d.v.s. skrubbes med sand) og skylles i vandfyldte jordhuller.
Disse eksempler er bare spredte iagttagelser, som medlemmer af Dansk arkæologisk Bahrain-ekspedition har kunnet gøre nu i vinter på deres strejftog i det mellemste og fjernere Østen. De kunne utvivlsomt suppleres i rigt mål. I sin bog "Mit urskovshospital" fortæller Albert Schweitzer således om skovarbejderne i Lambarene i fransk Ækvatorialafrika. Når en træstamme, efter at være fældet og afgrenet, skal saves ud i planker, graver de indfødte et dybt hul ind under træet. I dette står een arbejder, medens en anden anbringer sig ovenpå stammen, og så fører de den lange skovsav lodret op og ned imellem sig. (Figur 4) En noget speciel fremgangsmåde måske, men atter en funktionsmulighed, når vore oldtidsgruber søges tolket.
Figur 4: Tegning af Knud Riisgaard.
Naturligvis lader oldtidens gruber sig ikke i hvert enkelt tilfælde forklare udfra sådanne etnografiske eksempler. Tværtimod måske, for mulighedernes tal vokser jo stadig. Men de behøver ejheller undre os så meget mere. Jorden som bord, jorden som stol - billigere og solidere kan håndværkeren næppe indrette sin arbejdsplads; det må gælde i Norden såvel som i Arabien og Afrika. Man har blot nødig: at grave huller i jorden.
