Huller i jorden

(Figur 1)
En bopladsudgravning herhjemme ligner gerne et mindre månelandskab. Alle tunge mure, spidse gavlfelter, hegnspæle, tørrestativer eller måske gudebilleder, der engang tegnede lodrette flader og linier i landskabet, er nu forsvundet i den klare luft; og tilbage er kun muldfyldte huller og gruber i jorden. Af disse kan tydelige rækker af stolpehuller tit kortlægge boligernes omrids og indretning, selvom mange forvirrende pæle unægtelig er hamret ned i årenes løb – det er jo så let gjort og forståeligt nok. Mærkeligere forekommer gruberne os – disse hundreder af store og små, flade og dybe huller, som oldtidens mennesker med tilsyneladende planløshed har gravet overalt, i og uden for husene. Undertiden kan trækulslag og slagger i dem vise, at her har jernudvinding fundet sted, undertiden er de opfyldt med så mange sværtede og ildsprængte sten, at der må være tale om en slags kogegruber. Men hyppigst er de bare huller, der tid efter anden er fyldt op med affald og muld. Huller i jorden – til hvad nytte? Vi når næppe et svar blot ved at tænke over tingene udfra egne hjemlige forudsætninger. Så ville vi måske snarest anse dem for spor af fortidige beskæftigelsesforanstaltninger; men arbejdsledighed er i det primitive samfund gerne et svært opnåeligt gode. Næh, vi stirrer os let blinde på de hundrede hullers problem, som på så mange arkæologiske problemer, sålænge vi kun retter blikket
imod sporene i vor egen lille ager. Thi ser vi længere ud, kan vi under fremmede himmelstrøg finde ganske tilsvarende gruber i jorden, og her brugt og befolket af levende, nærværende mennesker.

Af Mogens Ørsnes