Hos jernalderbonden, indendørs

En efterårssøndag i 1954 var jeg på en travetur i det efter vestjyske forhold stærkt bakkede terræn i Sjælborg og Marbæk, dér hvor Varde å løber ud i Ho bugt. Herude, hvor vild hede veksler med plantager, sandede marker og sid eng, havde min gamle ven, maleren Oscar Harder - der bor derude - fundet nogle pladser, vi skulde se på. Der var også adskilligt af arkæologisk interesse, men vi blev hængende ved et sted i Sjælborg plantages fjerneste udkant. Her var der ved dybpløjning i et brandbælte blevet kastet en del rød aske, ildsvedne sten og lerkarskår rundt. Det var sikkert nok resterne af et nedbrændt hus. Og skårenes facetterede, fortykkede mundingsrande og de x-formede hanke røbede straks, hvor i tiden vi var henne. Disse to ejendommeligheder er de sikreste ledemotiver ved dateringen af den ældre romerske jernalders keramik. I de tæt tilstødende marker var der ydermere spor af et betragteligt antal nedbrændte huse, hvad der lod os ane, at vi stod over for resterne af en landsby, der engang i tiden omkring vor tidsregnings begyndelse var nedbrændt og forladt, som så mange andre landsbyer op gennem det ganske Vestjylland blev det i de tider.

Af Niels Thomsen