Hos jernalderbonden, indendørs
En efterårssøndag i 1954 var jeg på en travetur i det efter vestjyske forhold stærkt bakkede terræn i Sjælborg og Marbæk, dér hvor Varde å løber ud i Ho bugt. Herude, hvor vild hede veksler med plantager, sandede marker og sid eng, havde min gamle ven, maleren Oscar Harder - der bor derude - fundet nogle pladser, vi skulde se på. Der var også adskilligt af arkæologisk interesse, men vi blev hængende ved et sted i Sjælborg plantages fjerneste udkant. Her var der ved dybpløjning i et brandbælte blevet kastet en del rød aske, ildsvedne sten og lerkarskår rundt. Det var sikkert nok resterne af et nedbrændt hus. Og skårenes facetterede, fortykkede mundingsrande og de x-formede hanke røbede straks, hvor i tiden vi var henne. Disse to ejendommeligheder er de sikreste ledemotiver ved dateringen af den ældre romerske jernalders keramik. I de tæt tilstødende marker var der ydermere spor af et betragteligt antal nedbrændte huse, hvad der lod os ane, at vi stod over for resterne af en landsby, der engang i tiden omkring vor tidsregnings begyndelse var nedbrændt og forladt, som så mange andre landsbyer op gennem det ganske Vestjylland blev det i de tider.
Af Niels Thomsen
Vi vedtog at lave en gravning. De amatørarkæologer, der er tilsluttet Esbjerg Museum, var straks med på opgaven og gik i gang i foråret 1955 uden at ane, at det, de begyndte på, var den største gravning, museet endnu har haft i gang - en gravning med mange overraskelser, der giver blod på tanden, og som yder rig erstatning for ømme rygge og sorte negle - og for de skuffelser, som den slags beskæftigelse jo også ofte byder på.
Arbejdet med udgravningen er endnu i gang. Endnu ligger der huse tilbage, som vi ikke har set på. Af de undersøgte huse er der et, som udmærker sig frem for de andre, og det er hovedsagelig det, som nedenstående drejer sig om.
En jernalders hustomt af den sædvanlige jyske type, øst-vest orienteret med beboelse i vestenden og stald mod øst. Vi kender dem så godt fra de store undersøgelser i 30erne. Men her er et hus, som - skønt dets arkæologiske værdi endnu ikke er færdigmålt - må regnes blandt de bedste.
Huset har været noget længere end normalt, godt en snes meter. De sædvanlige ting, der hører sig til i et jernalderhus, kom pænt hvor de skulle, efterhånden som gravningen skred frem. De to rækker af fritstående stolper, som har båret taget, var der, og det runde ildsted midt i stuens lergulv. Keramikken var der også. Den blev ikke reddet, da huset stod i luer. Langs husvæggen og nær ildstedet lå de grove husholdningskar og de fint ornamenterede mindre potter - oftest i skår, der dog nok kan samles til hele kar. (Fig. 1) (Fig. 2)
Fig. 1. Mon menneskene, der engang boede i dette hus, nogensinde så deres brolægning så fin og rengjort som her?
Fig. 2. Skitseret plan over landsbyen. Det er det midterste hus i gruppen til højre, som er beskrevet i artiklen. Et af husene er hygget ind i en ældre tomt. ,,,,,,,, undersøgt. ----- ikke undersøgt.
Et par af skårdyngerne kom til at se højst mærkværdige ud, da de med nogen møje blev stykket sammen. Nogle sære, hornede gespenster, ca. 30 cm høje, pænt ornamenterede og med stumpe udvækster foroven, som billederne viser. Man kender dem godt, og man kalder dem ildbukke — noget skal de jo hedde — men om deres brug ved man grumme lidt. De findes oftest parvis ved ildstederne, men nogen helt fornuftig forklaring på deres funktion har vi ikke. Ikke endnu.
Ildbukkene er velkendte fra bopladsfundene i en blokformet udgave, men disse her er hule, som omvendte lerkar. De lader foreløbig til at være en specialitet her fra Ho-bugt området, idet der er fundet et par lignende eksemplarer på en boplads i Vognsbøl nær Esbjerg. Forskere vil mene, at ildbukkene er kultgenstande, en art husaltre, og måske har de ret. De kan i skiftende udformning spores ned gennem Europa og så langt borte som i Jordan og Ægypten finder man "røgelsesbrændere", som slående ligner vore ildbukke. Ildbukkens fremspringende horn er sat i forbindelse med noget lige så fjernt, nemlig Kretas tyrekult, men alt dette er for ringe undersøgt. Endnu mangler ildbukkene deres monografi. Når de engang bliver taget under behandling, da vil vore ildbukke nok være med i betragtningerne.
Husets stald bød på en anden sydvestjysk specialitet: den var brolagt. Af de over hundrede jernalders hustomter, man kender, kan kun fire opvise noget sådant, og de er alle her fra området, fra Kjærsing, Vognsbøl og Boldesager, og nu sidst Sjælborg. Udgraverne fremviser med så stor stolthed, at man skulle tro det var deres eget arbejde, den fine stenpikning med forsænket grebning, resterne af båseskillerummene og den sirligt udførte indgangsbrolægning, der viser, at der har været to døre over for hinanden, omtrent midt for husets langside. Mennesker og kreaturer har boet lunt og hygsomt sammen i samme rum. Der er ikke fundet synlige spor efter noget skel mellem stald og stue.
Stalden her er den bedste af de fire fundne. Den vil blive bevaret for eftertiden, idet Esbjergs skolevæsen er interesseret i at bruge stedet til undervisning og derfor har købt grunden, hvorpå hustomten ligger.
Vi skulle blive præsenteret for endnu en arkæologisk godbid. Noget helt uventet, nemlig spor af oldtids pløjning. Ridser i jorden på kryds og tværs efter arden, oldtidens primitive plov. Fund af ardspor er slet ikke noget enestående. Det interessante ved furerne her er, at de fandtes i brandlaget over og ved siden af huset på en sådan måde, at de nødvendigvis må være blevet til efter branden.
Arkæologerne søger ivrigt efter ardspor, der er gamle, og helst så gamle som muligt. Her har vi til afveksling et sæt ardfurer, som vist er de yngste, der endnu er påvist. Og det er ikke uden betydning at kunne fastslå med sikkerhed, at arden endnu på denne tid har været i brug - at den i hvert fald her på egnen endnu ikke var afløst af hjulploven.
Der graves nu i Sjælborg på tredie år. Arbejdet er i det væsentlige udført af interesserede amatører som fritidsarbejde. En overgang var seminarie- og gymnasieelever med. I to perioder i 1956 stod museumsassistent Peder Mortensen, Århus, i spidsen for gravningen og gav den en tiltrængt afpudsning. Det er meningen, at han i begyndelsen af juli i år skal afslutte det store arbejde.
Det første års tid var der fred og ro på stedet, der ligger tilpas langt fra de områder, som Ho-bugtens badegæster normalt befolker. Vort eneste selskab var plantagens fasaner, der var slemme til at lave baskeøvelser i gravefeltets løse sand. Men vi er efterhånden blevet opdaget. Der er jævnthen besøg af interesserede. Det gør heller ikke noget, om en og anden af Skalks læsere skulle lade sig lokke til at komme forbi. Se blot indenfor.
