Hos jernalderbonden, indendørs

En efterårssøndag i 1954 var jeg på en travetur i det efter vestjyske forhold stærkt bakkede terræn i Sjælborg og Marbæk, dér hvor Varde å løber ud i Ho bugt. Herude, hvor vild hede veksler med plantager, sandede marker og sid eng, havde min gamle ven, maleren Oscar Harder – der bor derude – fundet nogle pladser, vi skulde se på. Der var også adskilligt af arkæologisk interesse, men vi blev hængende ved et sted i Sjælborg plantages fjerneste udkant. Her var der ved dybpløjning i et brandbælte blevet kastet en del rød aske, ildsvedne sten og lerkarskår rundt. Det var sikkert nok resterne af et nedbrændt hus. Og skårenes facetterede, fortykkede mundingsrande og de x-formede hanke røbede straks, hvor i tiden vi var henne. Disse to ejendommeligheder er de sikreste ledemotiver ved dateringen af den ældre romerske jernalders keramik. I de tæt tilstødende marker var der ydermere spor af et betragteligt antal nedbrændte huse, hvad der lod os ane, at vi stod over for resterne af en landsby, der engang i tiden omkring vor tidsregnings begyndelse var nedbrændt og forladt, som så mange andre landsbyer op gennem det ganske Vestjylland blev det i de tider.

Af Niels Thomsen

Vi vedtog at lave en gravning. De amatørarkæologer, der er tilsluttet Esbjerg Museum, var straks med på opgaven og gik i gang i foråret 1955 uden at ane, at det, de begyndte på, var den største gravning, museet endnu har haft i gang – en gravning med mange overraskelser, der giver blod på tanden, og som yder rig erstatning for ømme rygge og sorte negle – og for de skuffelser, som den slags beskæftigelse jo også ofte byder på.

Arbejdet med udgravningen er endnu i gang. Endnu ligger der huse tilbage, som vi ikke har set på. Af de undersøgte huse er der et, som udmærker sig frem for de andre, og det er hovedsagelig det, som nedenstående drejer sig om.

En jernalders hustomt af den sædvanlige jyske type, øst-vest orienteret med beboelse i vestenden og stald mod øst. Vi kender dem så godt fra de store undersøgelser i 30erne. Men her er et hus, som – skønt dets arkæologiske værdi endnu ikke er færdigmålt – må regnes blandt de bedste.

Huset har været noget længere end normalt, godt en snes meter. De sædvanlige ting, der hører sig til i et jernalderhus, kom pænt hvor de skulle, efterhånden som gravningen skred frem. De to rækker af fritstående stolper, som har båret taget, var der, og det runde ildsted midt i stuens lergulv. Keramikken var der også. Den blev ikke reddet, da huset stod i luer. Langs husvæggen og nær ildstedet lå de grove husholdningskar og de fint ornamenterede mindre potter – oftest i skår, der dog nok kan samles til hele kar. (Fig. 1) (Fig. 2)