Hoffet i Horsens

Den stjålne genstand er et sølvskjold med Braunschweig-Lüneburgs våben, og den stammer fra en sarkofag i et nu sløjfet kapel i Klosterkirken i Horsens. I kapellet havde ialt fire russiske prinser og prinsesser fundet deres sidste hvilested efter et livslangt fangenskab. (Fig. 1)

Tragedien kan inddeles i tre akter. Den tager sin begyndelse i det Rusland, som Peter den Store efterlod ved sin død i 1725. En række magtsyge og skrupelløse kvinder stredes om tronen, og støttet af deres favoritter kunne snart den ene, snart den anden have held til at sikre sig herredømmet for en tid. Fem år efter zar Peters død tiltvang hans broderdatter Anna sig således magten, og hun forsøgte som andre før og siden at sikre tronfølgen i sin nærmeste slægt. Efter kejserindens ønske giftede hendes søsterdatter Anna Leopoldovna sig med den ubetydelige hertug Anton Ulrik af Braunschweig-Wolffenbüttel. Han var bror til den danske dronning Juliane Marie, gift med Frederik V, og det er grunden til, at Danmark siden kommer ind i billedet.

I 1740 fik Anna Leopoldovna en søn, Ivan. Kejserinden udpegede ham til sin efterfølger, hvad han meget hurtigt blev, da hun døde to måneder efter Ivans fødsel. Spædbarnet var altså nu kejser med sin mor som den egentlige regent, men intriger og indbyrdes stridigheder berøvede snart regeringen al anseelse. Mere populær var Peter den Stores datter Elisabeth, og til fordel for hende stiftedes en sammensværgelse, som natten mellem d. 24. og 25. november 1741 styrtede Anna Leopoldovna. Kejserinde Elisabeth beskrives som »en fed og sanselig dame, der overlod regeringen til sine yndlinge«. Den skæbne, hun beredte sin rivalinde og hendes familie, selv hendes ufødte børn, vidner om stor grusomhed.

Anden del af tragedien indledes med at den fangne familie, bestående af barnekejseren, forældrene og søsteren Catharina, straks efter kuppet bringes bort fra Sct. Petersborg, det nuværende Leningrad. Egentlig var det meningen at føre dem ud af landet, men den fare for politisk udnyttelse, som barnekejseren frembød, fik Elisabeth til at ændre beslutning, rejsen blev afbrudt og i dybeste hemmelighed førtes fangerne til en fjern og øde egn ved Hvidehavet. I den lille by Cholmogory ved floden Dvina noget syd for Archangel stod bispeboligen tom, og den fandtes velegnet som fængsel. Ved nattetid ankom fangerne til huset, som i hast var blevet omdannet til en slags fæstning. Bevogtningspersonale og tjenerskab måtte indstille sig på at leve lige så afspærret fra omverdenen som fangerne, ja regne med at tilbringe resten af deres liv i Cholmogory. Der måtte intet sive ud om, hvem der opholdt sig i bispeboligen. Fangerne skulle være glemt for verden.

Af de indespærrede var den lille ekskejser naturligvis den vigtigste og farligste person, som nødig skulle falde i forkerte hænder. Da han var 16 år fandt man det rådeligst at flytte ham fra Cholmogory til et andet fængsel, hvor han senere blev myrdet af sine fangevogtere. Han synes at have været langt tilbage i udvikling og nærmest utilregnelig. Tilbage i Cholmogory var forældre og søskende; der var kommet flere til, idet der i fangenskabet var født endnu en datter, Elisabeth, og to sønner, Peter og Alexei. Såvel Anna Leopoldovna som Anton Ulrik døde i dette fængsel, men for børnene kom opholdet der til at vare i nogle og tredive år. Fangerne kunne færdes i haven, men havde intet andet tidsfordriv end at spille kort eller dam; der måtte ikke læses andre bøger end russiske andagtsbøger. Selv den simpleste undervisning af børnene satte kejserinden sig imod, så de var fuldkommen blottet for kundskaber og ganske uegnede til at klare sig i livet. At de vantrivedes, kan ikke undre. De var hjemsøgt af allehånde mangelsygdomme. Om den ældste søster Catharina indberettes, at hun vistnok har tæring (tuberkulose), og at hun er døv og sygelig - dog skulle hun blive den længstlevende af børnene. Sønnen Peter er stærkt forvokset og svagelig, har vistnok også tæring og har krumme ben. Også han synes at være noget tilbage. Den mest velbegavede og indtagende af de fire er prinsesse Elisabeth, omend det siges, at hun lider af depressioner og i en periode er sindssyg. Hun optræder stedse som de fangne søskendes talsmand. De lader til at have levet i en god og lykkelig forståelse med hinanden. Om den verden, der rørte sig uden for mur og plankeværk, havde de intet begreb.

Så længe kejserinde Elisabeth levede, var der ikke håb om lettelse i fangenskabet, men straks efter at Catharina II var kommet til magten i 1762 - på god russisk maner ved at rydde sin mand af vejen - kom det på tale, hvad der skulle gøres med fangerne. Efter Ivans død kunne det synes urimeligt fortsat at holde de fire søskende indespærret i Cholmogory, men den mulighed at de kunne blive udnyttede som tronkrævere, lod sig ikke helt afvise, og kejserinde Catharina ønskede dem derfor anbragt et afsides sted fjernt fra Europas store hoffer. Hurtig til at beslutte sig var hun dog ikke, overvejelserne stod på i 18 år, så først blev det bestemt, at fangerne skulle rejse til deres faster enkedronning Juliane Marie i Danmark, der lovede at lade det gyldne bur indrette, hvori de for fremtiden skulle tage ophold. Før afrejsen blev de rigt udstyret af kejserinden, som fremover ville afholde alle udgifter i forbindelse med deres ophold og hofholdning i Danmark.

Til opholdssted for fangerne valgte man Horsens, hvilket ikke var nogen ren tilfældighed. Den, der i første række fik overdraget at ordne det fornødne, var nemlig den senere statsminister Ove Høegh Guldberg, der stod enkedronningen meget nær; han var født i Horsens og i dette tilfælde som så ofte, tænkte han på sin fødeby, der på denne måde fik position som en slags fyrstelig residensstad, samtidig med at dens erhvervsliv kom til at nyde godt af leverancerne til det ikke helt fåtallige hof. Horsens var iøvrigt velegnet til formålet, i mange henseender var den mere repræsentativ end samtidens andre danske provinsbyer med den brede Søndergade som ramme om et af provinsens pragtfuldeste privatpalæer, den Lichtenbergske gård, nu bedre kendt som Jørgensens Hotel. Man havde en overgang tænkt på at erhverve gården til russerne, men det endte med, at man købte to købmandsgårde og sammenbyggede dem til det, der blev Palæet i Horsens. Det blev overdraget selve hofbygmesteren, den berømte arkitekt C. F. Harsdorff, at lede ombygning og indretning. På rekordtid fik han arbejdet gjort, så huset stod parat, da prinserne og prinsesserne ankom. Dermed indledtes tredie og sidste afsnit af deres triste liv. (Fig. 3)

Efteråret 1780 tiltrådte fangerne den lange rejse nord om Norge til Danmark. Ombord på det russiske krigsskib »Polarstjemen« ankom de 18. september til Bergen, hvor det danske orlogsskib »Mars« ventede for at overtage transporten. Det blev en meget svær rejse for de fire, og da man nåede til Fladstrand (efter 1818 Frederikshavn), hvor de skulle landsættes, beredtes der dem en forfærdelig skuffelse, som de egentlig aldrig helt overvandt. De blev efter udtrykkelig ordre, uforberedt skilt fra deres russiske ledsagere. Man kan forstå, hvilken katastrofe det var, når man tænker på, at det var deres eneste fortrolige, mennesker som de var bundet til med talrige bånd og ganske afhængige af. Men der var intet at stille op, personalet måtte vende tilbage.

Til boligen i Horsens var knyttet et hof, indrettet som en miniatureudgave af det kongelige i København. En omfattende hofstab med en hofchef i spidsen stod til de høje herskabers rådighed, men skønt den gjorde, hvad der stod i dens magt for at lette overgangstiden for de fire søskende, må de have følt sig ganske hjælpeløse og isolerede i et land, af hvis sprog de intet forstod, og hvor alt var dem fremmed. Det er et spørgsmål, om de nogensinde fandt sig til rette under de nye forhold, hvor de i virkeligheden stadig var fanger. Der var sat meget snævre grænser for deres bevægelsesfrihed, således var det forbudt dem at være borte fra palæet om natten, og i alle de år, de boede der - fra 1780 til 1807 - overnattede de aldrig noget andet sted. Fra hoffet i København overvågedes deres færden nøje. Materielt har de ikke savnet noget. Regnskaberne viser rigelige forsyninger af fine fødemidler og andre luksusvarer, og gentagne gange giver prinserne og prinsesserne udtryk for taknemlighed over enkedronningens velvilje. En vis formel selskabelighed udfoldede sig også med byens og egnens honoratiores. De fire synes at have affundet sig med deres triste skæbne og har manglet mulighed for og evner til at forsøge at ændre den. (Fig. 4)

Den mest velbegavede af de fire søskende, prinsesse Elisabeth, havde været stærkt deprimeret siden adskillelsen i Fladstrand, og kun to år efter ankomsten til Horsens, i 1782, døde hun; ved den lejlighed indrettedes gravkapellet i. Klosterkirken. De to prinser døde henholdsvis 1787 og 1798, mens den sidste, prinsesse Catharina, levede til 1807. Hendes døvhed har isoleret hende stærkt, og hun har været et taknemligt offer for de russiske poper, præsterne, som var knyttet til hoffets græskkatolske kapel. De må have følt sig lige så isolerede i den danske provinsby som prinsessen, og en af dem, Teophan, synes ganske at have fordrejet hovedet på hende. I hvert fald fandtes der længe efter hans død i Rusland et mærkeligt brev, som prinsesse Catharina havde underskrevet, og hvori hun trygler kejseren om at få lov til at ende sit liv i et russisk nonnekloster. Hun sammenligner Cholmogory med et himmerig og Horsens med et helvede og opremser alle de fornærmelser, som hun er udsat for af sit danske hofpersonale. Den almindelige mening er, at popen har fået prinsessen til at underskrive brevet for at mele sin egen kage, men at han senere har opgivet sit forsæt.

Da prinsesse Catharina døde, fik hun med sig i kisten en genstand, der havde været hende særlig dyrebar, og som var blevet bevaret som en skat under alle omskiftelserne. Det var en mønt med hendes bror barnekejseren zar Ivans billede.

Efter Catharinas død blev palæets indbo solgt ved auktion. Når ting kommer på andre hænder, viser de ofte en forbavsende evne til at formere sig, og det er langt fra alt det, man idag får forevist som stammende fra palæet, der virkelig har denne oprindelse. Bygningen stod kun tom i tre år. Allerede 1810 blev den igen taget i brug og atter som bolig for en forvist kongelig person, nemlig prinsesse Charlotte Frederikke, kronprins Christians forstødte hustru. Med hende fik hoflivet i Horsens en ganske anden karakter end i russernes tid. Med rette kan man kalde deres liv en tragedie, men det er vanskeligt at sige noget tilsvarende om den letsindige og holdningsløse lille dame, der nu rykkede ind i palæet. Det er betegnende, at et kapitel af hendes liv har givet stof til en musical.

Efter at hun havde forladt palæet overgik det til andet brug, det blev udsat for mange omskiftelser og endte med blandt andet at huse en café. For nylig har den sidste rest af den gamle bygning måttet vige for en moderne forretningsejendom. Tabet af palæet har sammen med museumstyveriet bidraget til at gøre den gamle historie sørgeligt aktuel. (Fig. 5)