Høst

I oldtidens lerkar findes ofte aftryk af korn, som tilfældigt har sat sig fast i leret, da krukken blev til. Den lille skødesløshed fra pottemagerkonernes side er medvirkende til, at de fire kornsorters ældste historie er os så forholdsvis velbekendt

Af Harald Andersen

Det led mod slutningen af ældre stenalder, da kornet første gang dukkede op i Danmark. Det var Ertebølletidens jægere og fiskere, som fik færten af, at man kan gøre sig uafhængig af den lunefulde natur, som ikke altid er en pålidelig leverandør af fødevarer. Ideen - og de første kærner - har man vel fået sydfra, og herfra indvandrede siden et hyrdefolk, som for alvor bragte agerbruget til landet Det indvarslede den nye tid, som med et intetsigende arkæologisk ord kaldes yngre stenalder.

Primitive arter af hvede og byg voksede i de ældste kornmarker. Først i bronzealderen kom havren til, og rugen holdt sit indtog ved Kristi fødsels
tid. Kornet har underskov af ukrudt, og når marken var høstet eller lå brak, har det kunnet brede sig ugenert. I nedbrændte jernalderhuse og i maverne på de berømte mosemænd møder vi hele selskabet af korn og ukrudt i skøn forening, og meget tyder på, at en del af det, vi nu kalder ukrudt, har været bedre anskrevet dengang. Frø af spergel og pileurt er f.eks. fundet i så store mængder, at det vanskeligt kan skyldes tilfældig indblanding. Så sent som i forrige århundrede brugte man i visse egne af landet at blande frø af de to planter i rugen, når man bagte brød.

Endnu hører man gennem mejetærskerens larm lyden af leen. Den kom til Danmark i tidlig jernalder. Side om side med leen optræder kornseglen; men den er ældre, rækker helt tilbage i stenalder. I det blanke slid på flintbladenes ægge møder vi oldtidens høstfolk på nærmeste hold.