Højstuen

»Netop aftenen førend vi afrejste fra Fyn erfarede vi tilfældigvis det fra Vejleegnen hidkomne rygte, at Jelling-bønder havde for kort siden opgravet brønden på dronning Thyras høj for at skaffe vand tilveje, som var blevet borte af den, uden at de opnåede deres hensigt, hvorimod de stødte på en underjordisk tømmerbygning -«.

Således begyndte det, som for Finn Magnusson må have været hans livs oplevelse. Man forstår med hvilken forventning han og hans lille rejseselskab tiltrådte turen nordover. I Vejle får de af stadens øvrighed rygterne bekræftet, og dagen efter (2. juni 1820) ankommer de til Jelling, hvor de orienteres om fundet af præsten hr Førsløv og sognefogden Christen Sørensen. Den omtalte brønd i toppen af »Thyras høj« var som sagt løbet tør, og det var så meget mere beklageligt, som vandet var af udmærket kvalitet, og »man endog fra fjerne steder hentede deraf til thevand«. Efter Jelling-boernes mening udsprang vandet af en kilde, der altså nu måtte være tilstoppet, men som måske ved gravning kunne bringes til at flyde igen – hvilket fik aktualitet, da byen hjemsøgtes af en højst besværlig vandmangel. Efter at have gravet sig fem-seks alen ned var man kommet til en dynge af kampesten og, da de var fjernet, til et lag af svære egebjælker, der viste sig at være loftet i et rummeligt underjordisk kammer, som man kunne komme ned i gennem et hul i bjælkelaget. Det var delvis jordfyldt, men der var dog fundet enkelte sager, således et bræt med indslåede sølvstifter og »en mængde materie, som lignede forrådnet papir«, men som Magnusson, der får en prøve forevist, mener snarere er uldtøj. Fundet har vakt stor opsigt, og det halve Jelling har været nede i kammeret. Et jordskred, som nær havde kostet menneskeliv, har dog nu gjort ende på denne trafik. (Fig. 1)