Hjortens flugt
I året 1831 blev det besluttet at ophæve Det kongelige Kunstkammer. Det gamle, i 1600-tallet oprettede, kuriositetskabinet havde levet sin tid, nu faldt det som offer for den stigende oplysning. Man tør formode, at en god del af samlingen simpelt hen er blevet hældt ud, for hvad skulle Frederik den 6.'s velinformerede undersåtter med rumpen af en elephant, en blære sten, lårbenet af en kæmpe eller et stykke naturtræ af form som en løve. De mere værdifulde ting blev stykket ud til de »rigtige« museer, der så småt var begyndt at skyde op rundt om i København. Nu var det deres tur - og det er det stadig, men man må ikke glemme, at også de en dag om måske ikke så længe falder for aldersgrænsen. (Fig. 1)
Af Harald Andersen
Fig. 1. Ingen billedtekst.
Blandt de kunstkammersager, som eksisterer endnu (og det kan være flere, end vi aner), er den udstoppede kronhjort på billedet. Den kom til kunstkammeret ca 1690, men det var ikke alene af zoologiske grunde, den fandt sin plads dér - nej, denne hjort havde, da den blev nedlagt, en guldkæde om halsen, hvilket åbenbart har gjort den tilstrækkelig snurrig til, at den fandtes værdig til optagelse. Faktisk er der om dyrets hals en slidfure, som taler for historiens sandfærdighed. Kunstkammeret var på det tidspunkt netop flyttet fra kongeslottet over i den nye biblioteksbygning, og her blev da hjorten anbragt. Senere, da samlingen opløstes, kom den til Frederiksborg for, atter senere, at blive bragt til Fredensborg. Herfra er den for nylig overført til Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm, som nu kan glæde sig over at eje - om ikke det ældste så dog et af de ældste udstoppede dyr, der kendes her fra landet. At kunstkammerhjorten set fra en moderne dyrekonservators synspunkt ikke er nogen skønhedsåbenbaring, forringer ikke dens kulturhistoriske værdi, snarere tværtimod.
Blandt de mange, som i kunstkammertiden havde lejlighed til at tage hjorten i øjesyn og undre sig over dens sælsomme historie, var en vis Andreas Jørgensen, hvis beretning om oplevelsen har været aftrykt her i bladet (1968:3) som et pudsigt og sikkert typisk eksempel på stemningen omkring et kunstkammerbesøg. Måske har også digteren Chr. Winther været her. Man fristes til at tro, at han i historien om guldkæden har hentet inspiration til sin »Hjortens flugt«, selv om det stivbenede dyr egentlig ikke minder så forfærdelig meget om junker Stranges rapfodede ganger, hvis lyriske elegance har glædet så mangen konfirmand.
