Historiker blandt “sprittere”

Det er sjældent, at museumsfolk ikke blot må agere udsmidere på deres arbejdsplads, men under arbejdet optræde som okkupanter overfor mennesker, som tvinges ud af deres tilholdssteder. Men denne lidt uvante situation har været dagligkost for de af Nationalmuseets medarbejdere, som i oktober og november 1956 deltog i undersøgelserne i Mel- og Borgergades nedrivnings ejendomme.

Af Peter Seeberg

Ude i historiens ærinde, netop før en række ejendomme ikke blot gik over i historien, men blev lagt øde til grunden, - med knap tid, måtte med snak, småpenge og cigaretter de såkaldte "sprittere" formås til at rømme de lejligheder, hvor fotograf, arkitekt eller konservator arbejdede.

Som oftest gjaldt spritternes retræte dog kun kort tid, så vendte de på ny tilbage, enten fordi de havde glemt noget, eller troede, at en kammerat var der og der, eller også med den mere uforblommede hensigt at tigge en smøg. Godmodighed kom på en hård prøve. Efter arbejdspauserne var arbejdsrummet ikke sjældent optaget af en lille vennekreds, som var i fuld gang med at lade en blanding bestående af kogsprit og rød sodavand eller mælk vederfares ret. Et enkelt fruentimmer, som nu og da holdt enetimer i lokalerne, deltog i denne komsammen.

Spritterne var aldrig ondsindede, tværtimod høflige, enkelte slebne i deres talemåder. De ødelæggelser, der forekom i ejendommene, skyldtes sjældent dem - bortset fra nødvendige forsyninger af trappegelændere til fyring i eventuelle kakkelovne - men professionelle saneringstyve. Det lykkedes således disse at fjerne det meste af det kæmpestore komfur i dampkøkkenet i Borgergade 69. Derimod efterlod spritterne de lejligheder, de holdt til i, i en tit ret uappetitlig tilstand.

Rundt omkring i lejlighederne fandtes også deres senge, oftest bestående af et enkelt eller dobbelt lag af aviser med en tykkere stabel aviser som hovedpude. I enkelte af disse primitive lejer indgik et stumpt sækkelærred eller en sæk. Sengene var karakteristisk nok anbragt i hjørner eller opad og ud fra vægge - aldrig midt på gulvet. Vor almindelige sengekultur fastholdes altså også af spritterne. Alt tydede også på, at der ikke var tale om et leje indrettet for en enkelt nat, men for så mange nætter, som det nu gik an, og sengen må betragtes som en slags komfort, for spritterne er ellers vant til at overnatte ganske uden videre på trappegange. "Blot der altid er en trappegang til mig, skal jeg sgu ikke klage", som een af dem sagde.

Mens saneringen rykker frem, rykker spritterne ud. De venter selv inden længe at være fordrevet til det ringeste byggeri på Vesterbro. Og selv om her også skulle blive sat en sanering i gang, er det vel sandsynligt, at der bliver en trappegang tilovers til dem.

Spritterne danner indadtil ikke nogen samlet gruppe, skønt der er enkelte blandt dem, der kan have en slags samlende "høvdinge- ry". De er på den anden side sjældent alene. Småfordele eller hyggen samler dem i små eller større grupper, der aldrig er opsigtsvækkende. Under samtaler med dem blev det tit nok erfaret, at en særegen anstændighed ikke er dem fremmed. Mange var præget af en på bunden infantil galgenhumor, enkelte husede håbet om "at komme op", de bedst begavede holdt sig til selvironi eller bitter aggression.

Det lille asociale samfund, som Nationalmuseets undersøgelseshold stadigt måtte omgås og ofte blev distraheret af, er måske nok en sørgelig historie, men dog et væsentligt træk i Adel-Borgergadekvarterets folkeliv.