Historie uden billeder

Det har været i 1917 eller 18, jeg hørte historien første gang. Johan Skjoldborg sad i mit hjem i en kreds af husmænd og fortalte den. Skjoldborg var en fin fortæller, hans form rummede humor og indignation, en undertrykt latter lå under den vredt dramatiske beretning. Umuligt for et barn at afgøre, om han fortalte en skrøne til fælles forlystelse eller holdt en agitatorisk tale. Først et halvt århundrede senere gik det op for den dengang ungdommelige tilhører, at fortælleren ikke kan have kendt udgangen på sagen. I så fald ville han have let både sidst og bedst. Og Skjoldborgs latter var ikke stilfærdig. Men her er i hvert fald historien, som jeg mindes den, så vidt muligt gengivet med Skjoldborgs egne ord:

Af Peter Riismøller