Historie i kistelåg

I en af Odsherreds gamle bindingsværksgårde, nær ved Sjællands Odde, stod der indtil for nylig en gammel lågkiste oppe på loftet, ingen vidste, hvor den stammede fra, som så meget andet bohave var den vandret fra slægt til slægt. Sådanne standkister, klædeskister, eller hvad man vil kalde dem, er nu engang så almindelige, de står overalt på vore bøndergårde. Da den ikke blev brugt til noget særligt - den tjente som opbevaringssted for lidt gammelt skrammel - kunne opkøberen få den med sig for et overkommeligt beløb. (Fig. 1)

Af Jørgen Fønss

Billede

Fig. 1: Den gamle kiste er prunkløs, men der er stil over den, og soliditet kan man i hvert fald ikke frakende den. Møblet, der nu befinder sig på Lolland, afbildes her med venlig tilladelse af ejeren, adjunkt Jens Jørgensen, Bandholm. – Ole Koch Jensen fot.

Men inden i dens låg sad der indklæbet nogle gamle papirer af både tysk, hollandsk og dansk oprindelse. De er mere eller mindre medtagne, men det ses, at der har været otte forskellige tryk, hvoraf fem øjensynligt er indklæbet samtidig; disse er anbragt tæt sammen med kanterne lidt ind over hinanden (det yngste først) og den anvendte lim - en fintkornet, gråbrun substans - er den samme under alle arkfladerne. - De resterende tre tryk må være indsat på et noget senere tidspunkt. Et af dem er respektløst klæbet hen over serien. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2: Skitsen viser, hvordan de gamle tryk var placeret i kistelåget, hvoraf de nu er udtaget. De tre sent tilføjede blade er angivet med punktering.

Farvelagte træsnit, oftest med tekst, er ikke sjældne at finde indklæbet i kistelåg - ja skikken var så almindelig, at disse kulørte kulturspredere, avisernes og ugebladenes forløbere, ligefrem har fået navn af »kistebilleder«. De nyfundne tryk er hver for sig kuriøse, og flere er meget sjældne, men det, der giver dem en særstilling og en ganske særlig interesse, er det perspektiv, der åbner sig, når man betragter dem under ét. Det viser sig, at de gamle blade kan indpasses som brikker i et 300 år gammelt slægtshistorisk forløb knyttet til den egn, hvor kisten nu er dukket op.

Det tyske tryk, et koloreret træsnit, falder umiddelbart mest i øjnene. Billedet viser en lilleputby, naivt og ukunstnerisk udført. Bag tårne og spir bevæger en komet med stråleglans og hale sig afsted mellem stjernerne, mens en måne med ansigt undrende beskuer det natlige sceneri. Teksten fortæller, at kometen har »ladet sig se« over Lübeck i 1680-81, og at bladet er »sat i tryk alle og enhver til bod og advarsel«. Naturfænomener og overtro har gennem tiderne været nær forbundne, og altid var der foretagsomme folk, som forstod at slå mønt af godtroenheden. Der kendes endnu et eksemplar af dette tryk - det ejes af Skt. Annas Museet i Lübeck - men oplaget har sikkert ikke været stort, da motivet næppe kunne påregne interesse på længere sigt. løvrigt led kometen her den vanskæbne at blive overstrålet - i ordets egentlige forstand - af en endnu mere lysgivende, der kom tilsyne allerede året efter, nemlig den berømte Halley-komet, hvis periodiske natur man først ved den lejlighed blev klar over. Det kunne udgiveren af vort tryk, »Brief- und Kartenmahler« Claus Petersen, ikke forudse. Det unge menneske (han havde på det tidspunkt endnu ikke opnået rang af mester) har sikkert haft interesse af at vise initiativ og blik for det aktuelle.

(Fig. 3-4)

Billede

Fig. 3: Lübecktrykket.

Billede

Fig. 4: Amsterdamtrykket. Hen over billedet var klæbet et yngre, stærkt ødelagt, blad, af hvilket der endnu ses rester.

Det hollandske tryk, et kobberstik, viser »Wester Tooren« i Amsterdam med spiret af »Wester Kerck« i baggrunden og i forgrunden et broget mylder af mennesker, heste og hunde. Personerne bærer klæder, der daterer trykkets tilblivelse til midten af 1600-tallet. Det er et rent prospektkort, men skønt det savner Lübeck-trykkets dramatik, har det sikkert, salgsmæssigt, haft en længere levetid end det tyske billede. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5: De to små tryk, skibet og kompasrosen, der i modsætning til kistens øvrige billeder gengives her i naturlig størrelse, er efter al sandsynlighed klippet ud af et større blad, muligvis et søkort. Om oprindelsen til dem kan der foreløbig intet siges. Bynavnet Leipzig, der læses på skibsbilledet sammen med et desværre ufuldstændigt mandsnavn, behøver ikke nødvendigvis at være bladets trykkested og slet ikke stedet, hvor det er købt. Skibet har som mærke en kronet løve og synes at føre korsflag.

I serien af samtidigt indklæbede tryk er der endnu tre tilbage. De to, der er ganske små, viser henholdsvis et skib af fregatstørrelse og en kompasrose, mens det tredje, større, er uden illustration. Det er et meget medtaget hyldestblad i anledning af et bryllup i København den 28. Auugusti Anni 1660 mellem Thomas Fincke og Drude Müller; sidstnævntes navn er noget beskadiget, men kan dog tydes. I dette blad finder vi nøglen til kistens historie. (Fig. 6)

Billede

Fig. 6: Bryllupstrykket.

Drude Müller var datter af en af landets rigeste mænd, rentemester Henrik Müller - storkøbmand, skibsreder og meget andet; dertil godsbesidder og »en af datidens største jorddrotter«. Han forstod at drage fordel af de for landet så udmarvende svenskekrige, blandt andet ved at forstrække staten med store lån, der almindeligvis indfriedes ved, at han overtog kronens godser, hvilket skaffede ham besiddelser over det meste af landet. Ved det ovennævnte bryllup forærede han datteren og svigersønnen godset »Lejregård« (det senere Ledreborg), der synes at have tjent dem som bolig de første 16 år af deres ægteskab.

Spekulanten Henrik Müller har sikkert været stærkt interesseret i en forbindelse med familien Fincke, og det lykkedes ham at få hele to af sine døtre smedet sammen med håbefulde repræsentanter for denne meget rige sønderjyske slægt, som tilmed var af gammel adel. Drude bliver ført til brudeskamlen kort før sit fyldte 16. år. Hun synes i Thomas Fincke at have fået en klog og evnerig mand, han beklæder en stilling som assessor ved højesteret, 1676 får han titel af kancelliråd, og samme år udnævnes han til amtmand på Bornholm. I sine unge dage havde Thomas ledsaget vennen Peder Schumacher, den senere storkansler og greve af Griffenfeld, på en udenlandsrejse, og underligt er det 1676 at møde hans navn blandt underskriverne af Griffenfelds dødsdom. Året efter dør han selv ved et fald fra sin hest i Hammershus' slotsgård. Man kan forstå, at mange betragtede det som nemesis. Han ligger begravet i Allerslev kirke nær den gård, hvor han tilbragte sine bedste år. Drude og hendes fire børn, tre døtre og en søn, har sikkert forladt Bornholm, hvor de efter kun et års ophold næppe kan have følt sig hjemme. De er vel flyttet ind på Lejregård eller det nærliggende Skullerupholm, som både Henrik Müller, Thomas Fincke og sønnen Henrik Fincke ses at have ejet. (Fig. 7)

Billede

Fig. 7: På Ledreborg findes dette maleri af gårdens forgænger, den af Henrik Müller opførte Lejregård, hvis hovedhus i øvrigt eksisterer endnu som kernen i den nuværende hovedbygning. - Billedet er fra begyndelsen af 1700-tallet.

Efter den tid har Henrik Müller skødet et af sine godser, Drøsselholm i Odsherred, til sin datter »Drude Müller salig Thomas Finckes«, og det synes godtgjort, at familien har boet her en periode - hvilket noteres, da det skal vise sig af betydning for vor historie. Den nye ejerinde har dog ikke evnet selv at drive gården, allerede 1678 var jorderne forpagtet ud til tre bønder. Familien er i det hele taget ikke, hvad den har været. Henrik Müllers tid som jordspekulant er ved at være til ende. Regeringen har for at stabilisere landets økonomi og generhverve mest muligt af det udlagte krongods belagtgodserne med større og større skatter og samtidig øget bøndernes skattebyrde, som godsejerne hæftede for. Henrik Müller klager til regeringen, men uden nævneværdigt resultat. Hans økonomiske transaktioner er nu mindre sikre end før. Spekulationer slår fejl, og der må foretages »frontforkortelser«. 1688 sælger han datterens Drøsselholm, men samme år ses et af hans andre godser, Ågård mellem Kalundborg og Slagelse, at være udlagt til Drude Müller. Det er troligt, hun har boet en tid her, men senere finder vi hende igen på Lejregård, hvor hendes far også slår sig ned - fra 1690 - og hvor han henlever sine sidste to år som en forgældet og nedbrudt mand. At familiens økonomi på dette tidspunkt ikke har været den bedste, fremgår af en henvendelse den retter til Christian V, som reflekterer med disse ord: Vi har af sær kongelig nåde og mildhed allernådigst skænket og givet afgangen Henrick Møller, vor forrige etatsråd, hans efterladte børn fem hundrede rigsdaler til hans begravelse og jordefærd. (Fig. 8)

Billede

Om Drude Müller vides der nu ikke andet, end at hun året før sin død 1704 overdrager Ågård til sønnen Henrik, der benævnes som: marinekaptajn og ejer af Lejregård, Ågård og »andet gods«. - Henrik Fincke er denne artikels hovedperson, da han sandsynligvis har ejet klædeskisten eller i hvert fald er den, der har indklæbet bladene i dens låg. Som man vil huske, var der mellem trykkene to små billeder forestillende en fregat og en kompasrose. Allerede det peger jo mod en mand med interesse for eller tilknytning til søen.

Der vides kun lidt om denne mand. Hans navn findes ikke på tilgængelige lister over datidens søofficerer, men disse »ere temmelig ufuldstændige«, og da han i øvrigt omtales som »captain ved marinerne« eller »kaptajn i søetaten«, kan hans maritime grad ikke med rimelighed drages i tvivl. Den ulykkelige hændelse, der kostede faderen livet, indtraf i drengens ellevte år. Tidligere - før enevælden - gjaldt det som et privilegium for unge adelsmænd at blive skibschefer, hvad enten de forstod sig på søvæsen eller ikke, men kravene var strengere nu, og man kan så spørge, om Henrik mon har valgt sin livsgerning af egen drift, eller om morfaderen, der til sine mange titler også kunne føje admiralitetsråd, har bestemt slagets gang. Hvordan det nu end forholder sig, så må Henrik Finckes barndomsår have været rige på indtryk, som meget vel kan have udviklet en kærlighed til og interesse for havets stolte sejlere. Den skånske krig - Christian V's mislykkede forsøg på at generobre de tabte provinser øst for Øresund - var i fuld udvikling, til lands og til søs, men med størst fremgang i det våde element. Niels Juels fremragende indsats, hans sejr i Køge Bugt 1677 og året før ved Øland, må have begejstret alle raske drenge. En kamp ved Bornholm, som søhelten også var indblandet i, fandt sted omtrent på det tidspunkt, da familien Fincke ankom til øen, og har man ikke kunnet observere slagets gang inde fra selve Hammershus, hvor amtmanden havde sin bolig, er der i hvert fald indgået meldinger, som alle må have lyttet til med største iver. (Fig. 9)

Billede

Fig. 9: Artiklens hovedpersoner, rentemester Henrik Müller og marinekaptajn Henrik Fincke. - Malerierne findes på Ledreborg; når de kan gengives her, skyldes det ejeren lensgreve Knud Holstein-Ledreborgs imødekommenhed.

Den unge Finckes sømandsliv er vel begyndt efter den endelige fredsslutning med Sverige i september 1679. Uddannelsen, som nu var ved at komme i fastere
rammer, omend der ikke - som for eksempel i Holland - fandtes skoler eller akademier for vordende søofficerer, var af et par års varighed, hvorefter »lærlingen« ansås for kvalificeret til at indtræde som underløjtnant ved krigsskibene. Henrik omtales som sekondløjtnant 1684; året før fristede han lykken ved Jørgen Rantzaus rytterregiment, så læretiden må da have været udstået. Hvordan denne er forløbet, har vi ingen direkte oplysninger om, men det er tænkeligt, at Holland på en eller anden måde har været inde i billedet.

Holland havde været stærkt engageret i skånske krig. En hollandsk skibsbygger med 25 svende - ligeledes hollændere - havde bygget skibe til den danske flåde efter arbejdstegninger af den berømmelige Cort Adeler, som havde formidlet forbindelsen. Under selve krigen fungerede den dansk-hollandske alliance, Hollands umådelige handelsflåde borgede for leverancer i de vanskelige år, og hollandske officerer og søfolk i stort tal gik i dansk tjeneste; en af disse, Cornelis Tromp, blev udnævnt til den danske flådes øverste, sikkert ud fra ønsket om at knytte endnu nøjere forbindelse for at sikre sig endnu mere effektiv hjælp og yderligere tilgang af dygtige hollandske søfolk. Intet under, at der herhjemme stod en vis stråleglans om dette land og dets hovedstad Amsterdam, der var ca fem gange så stor som Kongens København og rummede rigdomme og sjældenheder, Danmark ikke havde magen til. En dansker, der kom til Amsterdam, kunne hos den derværende dansk-norske koloni få hjælp og vejledning på forskellig måde. - Henrik Müllers omfattende forbindelser har sikkert også strakt sig i denne retning, og det er tænkeligt, at han har ladet dattersønnen starte sin maritime løbebane som yngstemand på et af handelsflådens større skibe i rutefart til Holland. - Amsterdambilledet i kistelåget kan være hjembragt fra en sådan tur, men den må i så fald have fundet sted ganske kort efter krigen. Vort venskabelige forhold til Holland kølnedes nemlig påfaldende brat.

Danmark ønskede mod krigens slutning at frigøre sig af Hollands økonomiske favntag og for dets indflydelse på snart sagt alle fronter, hvilket lettest lod sig gøre ved at nærme sig til Frankrig, som Holland stod i modsætningsforhold til. Det er Griffenfelds politik, den som kostede ham så dyrt, der nu tages op igen til største mishag for vor forsmåede partner, med hvem der allerede omkring 1680 begynder at herske økonomisk krigstilstand. De nyoprettede oversøiske handelskompagnier har skabt basis for en selvstændig dansk import, så Danmark kan tillade sig at se stort på sine handelsaftaler med Holland. Dettes reaktion er barsk; snart rygtes det, at hollandske kapere opbringer danske handelsskibe. Det bliver risikabelt at sejle i de vestlige farvande, og vi begynder påny at armere handelsflåden.

Kometbilledets tilstedeværelse i kisten skal muligvis ses i lyset af disse begivenheder; det må som sagt være anskaffet i Lübeck 1681 eller kort tid derefter. Henrik Müller har næppe villet udsætte sin dattersøn for fare, så sidste del af hans uddannelse er sikkert foregået i Østersøens rolige farvande, hvor handelen efter krigens afslutning blomstrer op påny med byer som Lübeck og Rostock i centrum.

En bogtrykker, som i midten af 1600-tallet virkede i Lübeck, antog »en dreng og hans mor« til at sælge af sine forskellige tryk nede på havnens skibe, men han stod ikke i lavet, så standens øvrige medlemmer fik nedlagt forbud mod hans virksomhed. Episoden fortæller lidt om, hvor denne særlige handel trivedes; netop søfolk må have været gode aftagere af souvenirs i form af spillekort, viser, småhæfter med folkelige historier og alskens kulørte billeder. Endnu 150 år efter de her skildrede begivenheder har en tilsvarende aktivitet udspillet sig i vore hjemlige havnebyer - som beskrevet af en dansk forfatter: »Tidligt om morgenen stod visekællingerne i forstuen og ventede, til boden blev åbnet, i mangel af penge satte de forklædet i pant for viser, som de sang og falbød på gaden. Nogle af dem levede især af at sælge viser, folkeboger og billeder til de holstenske skippere, der lå mellem Holmens Bro og Højbro«. Under lignende omstændigheder kan Henrik Fincke være kommet til sine souvenirs. De blev ikke opklæbet i lukafet, som man måske kunne forvente (jfr. nutidens pinupbilleder), men pænt sammenlagt anbragt mellem hans personlige ejendele og på den måde bragt med til hjemmet. Folderne fra sammenlægningen ses endnu. (Fig. 10)

Billede

Fig. 10: Gadens boghandel: En blind mand falbyder en vise, som han og hans ledsager samtidig foredrager. - Billedet er fra begyndelsen af 1700-tallet.

Og så endelig selve standkisten. Her er det jo så heldigt, at vi ikke behøver lade os nøje med en teoretisk placering, dens nære naboskab til det voldsted, som engang var Drøsselholm, passer helt ind i billedet. Netop omkring den tid, Henrik vender hjem (o. 1682), er Drøsselholm familiens tilholdssted. Man må tænke sig, den 16-årige sømand på sin færden har stiftet bekendtskab med den omsiggribende mode, at klæbe billeder i kistelåg. Klædeskister savnedes ikke på Drøsselholm, og kunne man opbevare sine hjembragte souvenirs - gode rejse minder, som man ønskede at have for øje - på en bedre måde end i det dagligt knirkende kistelåg? Det gamle hyldestblad fra forældrenes bryllup har været passende at anbringe mellem de andre papirer. Allerede året efter starter Henrik ved rytteriet. Den store uhåndterlige kiste får foreløbig lov at blive stående med sit maleriske indhold.

1688 sælges Drøsselholm som sagt. - Det var almindeligt i disse for godsejerne så vanskelige tider, at der blev holdt offentlig auktion, når gårde nedlagdes eller skiftede ejer. Om det er sket på Drøsselholm, ved vi strengt taget ikke, men det er meget sandsynligt; samme år må Henrik Müller afstå en anden af sine gårde, Dragsholm, til sin hovedkreditor, og bohavet herfra bliver bortsolgt på stedet - efter Müllers mening for en alt for ringe pris; han fandt, at indboet nærmest var foræret bort. Kisten - forudsat at den også har været under hammeren - er næppe blevet højt vurderet, men den er da undgået at blive ophugget. Sandsynligst at en af egnens bønder har fået den, mod at han selv læssede den på sin kærre og agede den hjem til gården.

Vi kan vist lade familien ude af syne nu. Der vides heller ikke så meget mere om Finckerne udover, at Henrik ved sit giftermål 1703 med Karen Gyldensparre, Griffenfelds brordatter, ikke opnår at få sønner, så den gren af familien uddør 1705. Henrik bliver kun 39 år gammel, fire måneder tidligere er Drude Müller død. De ligger begge begravet ved Thomas Finckes side i Allerslev kirke.

Klædeskisten kan måske have skiftet opholdssted endnu engang, men er næppe kommet så farlig langt fra sin oprindelige plads. Det ses, man har haft veneration for det gamle møbelinventar med navnene Fincke og Müller bundet fast, deres minde har sikkert levet længe på egnen, og ingen har tænkt på at rense kisten fri for de gamle støvede papirer. Omkring 60-70 år senere har man påny klæbet kistebilleder i låget; skikken, der først kom rigtig på mode her tillands i begyndelsen af 1700-tallet, blev meget almindelig i løbet af århundredet, og kolorerede ark, fortrinsvis med religiøse og historiske motiver, fandt i stort tal vej til kisterne. Omkring 1750 har man sat et billede af Jesus på korset ind ved siden af det allerede indklæbede, og senere i århundredet har man påny anbragt et par billeder, men denne gang hen over de i forvejen siddende tryk. - Denne ligegyldighed og mangel på respekt for det overleverede har i virkeligheden været til gavn for de gamle gulnede blade, ja har måske reddet dem fra tilintetgørelse. Indpasset i et egns- og slægtshistorisk mønster, kan de fortælle en historie, som trods alt kan have et gran af sandsynlighed over sig. (Fig. 11)

Billede

Fig. 11: Af kistens tre yngste billeder er de to næsten helt ødelagt og det tredje stærkt beskadiget. Det sidste - korsfæstelsesbilledet - som gengives her, er fra ca 1750 og udgået fra Georg Glasings trykkeri i København.