Himlen farvedes -og havet sydede under skibene

Flådeulykken skete midt under den nordiske syvårskrig. Fjenden var, som så ofte før og siden, Sverige, og anledningen til konflikten var to unge kongelige brushoveders barnagtige strid om et par våbenskjolde. Enden på det hele blev en minimal sejr til Danmark, men da var begge lande udmarvede i bund og grund. Hændelsesforløbet omkring krigen skal her kort skitseres; det tegner tidsbilledet, på baggrund af hvilket den store søkatastrofe skal ses.

Efter blodbadet i Stockholm havde Sverige løsrevet sig. Den nordiske union, som aldrig havde været særlig veltømret, var dermed ganske brudt sammen, men det danske håb om at genoprette dronning Margrethes storrige var ikke dødt. Modsætningsforholdet mellem de to nationer blev holdt i live af svenske og danske historikere, som efter bedste evne – snart på nordisk og snart på latin – tilsvinede hinandens lande, og striden tilspidsedes, da Danmark i sit rigsvåben genindsatte de tre kroner, der symboliserede den ubrudte union. En sådan handling var ikke enestående på den tid; 1545 anbragte Henrik den 8. af England på sit skib »Henry Grace a Dieu«, foruden det engelske våben også den gyldne franske lilje på blå bund for at fortælle, at han da egentlig også havde lyst til at være konge i Frankrig. Frederik den 2.’s handling var udtryk for en tilsvarende tankegang: han ville have unionen genoprettet.

Svenskerne var naturligvis ikke glade for dette, og det skete da også, at et dansk skib fik hugget våbenskjoldet med de tre kroner bort, mens det lå i svensk havn. Der var således lagt op til strid, og da der ved årsskiftet 1561-62 viste sig et »vældigt overnaturligt ildtegn på himlen«, var ingen i tvivl om, hvor det bar hen.

Den svenske konge Erik den 14. delte fuldt ud sine landsmænds fortørnelse. Frederik den 2.’s handlemåde opfattede han som en tilkastet handske, og han var ikke sen til at tage den op. Hans svar på det nye danske rigsvåben var, at han i det svenske våben optog både de tre danske leoparder og den norske løve med øksen; desuden gjorde han krav på titlen »de Venders og Goters konge« og påstod, at Sverige havde historisk ret til Skåne og Halland. Hans drøm var at kunne hævde sig som europæisk fyrste, og man sagde om ham, at »om han fik erobret hele verden på nær helvede, så ville han også have dette«.

Foråret 1562 planlagde Frederik den 2. felttoget, men Erik lå heller ikke på den lade side. Han kontaktede Philip den 2. af Spanien for at gennemføre en fantastisk plan: Sverige skulle erklære Danmark krig, en spansk flåde skulle støde til den svenske i Øresund, og Danmark ville så være et let bytte. Aftalen var da, at Sverige skulle have Skånelandene, mens resten af Danmark skulle befolkes af spaniere. Alle danskere skulle deporteres til Cayenne. Denne plan blev begribeligvis aldrig realiseret.

Efter nogle småsammenstød på havet erklærede Danmark krigen, august 1563. Vor flåde var betydelig – den havde aldrig været større – og den blev støttet af Lübeck, der havde interesser i en dansk sejr. Artilleriet og det meste af kavaleriet var dansk, mens infanteriet bestod af hvervede professionelle tyske landsknægte, ledet af tyske generaler med større lyst til at plyndre i Skåne end til at sætte livet på spil for den danske sag. Som bagtrop hos disse landsknægte fulgte et slæng af kvinder ledet af en »Hurenwebel«, hvis lidet flatterende titel antyder, at kvindernes arbejde omfattede mere end blot madlavning og sygepleje.