Her farer den havdjærve
I 1955 hærgedes det berømte Bergenske havnekvarter, Bryggen, påny af brand. Det var sket før. Sagaer og andre kilder har bevaret erindringen om disse katastrofer (1170, 1198, 1248, 1332, 1413, 1476 og 1702).
Af H. Hellmuth Andersen
Siden den sidste brand har der fundet meget omfattende udgravninger sted under ledelse af konservator ved Bergens Historiske Museum, Asbjørn E. Herteig. Et stort og for middelalderarkæologien umådelig vigtigt materiale bringes her for dagen, og dateringen af de mange fund finder støtte i de af ildsvåderne efterladte brandhorisonter.
En af de vigtigste fundgrupper fra udgravningerne på Bryggen udgøres af runeindskrifterne, hvoraf der er fundet ca 200. Undertiden drejer det sig om endog meget lange indskrifter, og de er naturligvis både sprogligt, kulturelt, socialt og økonomisk af største interesse. De virker som en nordisk parallel til barkdokumenterne fra det middelalderlige Novgorod.
Overskriften over disse linjer er en oversættelse af en af indskrifterne. Den findes på en 17-18 cm lang træstok, som blev fremgravet af fyldmasserne under bryggen. Indskriften og billederne, der ledsager den, ses gengivet på de følgende sider, aftegnet efter et fotografi i sidst udkomne årgang af "Acta Archaeologica" (vol. XXIX). Aftegningen er venligt kontrolleret af udgraveren.
På den ene side af runestokken ses dels et skib, hvor der er kælet for detaillerne (opstandere, årehuller, styreåre o.s.v.), dels - længere henne på stokken - tre skibsstævne og under dem runetegnene. På stokkens anden side findes en stor komposition visende en hel flåde af skibe.
Såvel indskrift som billeder er forsåvidt troværdige. Denne billedreportage med ledsagende tekst stammer nemlig fra første halvdel af 13. århundrede og viser os tidens krigsskib, langskibet. På det store billede optræder det i et antal af op mod et halvt hundrede skibe - en enestående fremstilling, som der ikke kendes magen til fra den del af tidens billedverden, som er os overleveret.
I Bergen, hvis historie går tilbage til 11. århundrede, har man ofte nok haft lejlighed til at tage en sådan maritim opmarch i øjesyn. På tegnerens tid (der i parantes bemærket også er Snorre Sturlassons) er denne koncentration af sømagt sikkert et billede af krigs- og ledingsflåden.
Snorre svælger i sine Kongesagaer, der omspænder en periode fra vikingetid til henimod år 1200, i situationer med tilknytning til søen. I disse århundreder spiller langskibet da virkelig også en central rolle, ikke alene i Norge, men i hele Norden. (Fig. 1) (Faktaboks 1) Det er en tid, hvor de nordiske stater er under opståen, og flåderne benyttes både i de ydre og indre kampe. I Norge er processen meget langvarig. Endnu i 13. århundrede er der borgerkrig. Mange af afgørelserne faldt til søs.
Fig. 1. Indgår i faktaboks 1, ingen billedtekst
Faktaboks 1.
Den bergensiske runeristers tegninger gengives her sammen med udvalgte stykker af Snorres kongesagaer. I tid som i stil er der harmoni mellem tekst og billeder. Harald stod med sin flåde videre nordpå og rundede Skagen; men her fik de modvind og måtte lægge til under Læsø, hvor de ankrede op for natten. Der havde ligget tæt og mørk skodde over søen; om morgenen, da solen stod op, og mændene kastede blikket ud over havet, så det ud for dem, som om der på eet bestemt sted gik luende ild hen over det. Dette blev meldt kong Harald, og straks han så det, sagde han; "Kast tjældingen og grib til årerne, danehæren er kommet over os! Skodden er lettet, der hvor de ligger, det er solen, der nu skinner i deres guldbelagte dragehoveder". Og således var det: Svend Danekonge var kommet og lå derude med en overmægtig flåde. Den følgende vinter sad kong Harald i Nidaros, og i disse måneder lod han sig bygge et skib ude på Øren. Det var et stort orlogsskib, bygget med Ormen den Lange som forbillede og i alle enkeltheder udført med den største omhu. Forrest var der et dragehoved, en dragehale agter, og nakkerne var helt belagt med guld; det havde 35 rum, men var stort i forhold til rumtallet, i det hele et usædvanlig smukt skib. Hver lille del af rigningen var særlig udvalgt, både reb og sejl, anker og ankertov. Og så kom den dag, da han lod det store skib sætte ud på Nidelven; da dragehovederne var sat op, kvad Tjodolf Skjald: Skejden så jeg skride i søen ud fra elven. Så du, pige, det prydede pragtskib strakt foran landet? Den luende manke lyste da Ormen løb af lunnerne, med smeltet guld var smykket skibets udskårne nakke. (Af Harald Hårdrådes saga. I oversættelse ved Johs. V. Jensen og Hans Kyrre.) Erling Skakke var i Bergen med en stor hær. - Onsdag, endnu før der var sunget fromesse i byen, lagde han ud med hele flåden og stod nordpå langs kysten i strygende medvind. - Tidligt fredag morgen lagde de ind på Steinvåg ved Ålesund. Kong Håkon lå i en havn i nærheden, og han havde 14 skibe. Han og hans mænd var gået op på øen for at holde leg, mens lendermændene havde sat sig på en høj for at holde udkik. Da fik de øje på en båd, som kom roende sydfra ind mod øen. Der var to mænd ombord. Da de kom ind sprang de lige op i land uden at give sig tid til at binde båden. Da stormændene så det, stod de op og gik dem imøde. Så snart de mødtes spurgte Anund Simonsson: "Har I nyt om Erling Skakke, siden I kommer i sådan en fart?" Den af dem der først fik vejret, sagde: "Erling er lige her sydfor. Han har mindst 20 skibe, og de er ikke små. Om lidt kan I selv se sejlene". Dertil bemærkede Ejndride den Unge: "Der havde de nær ramt næsen, som karlen sagde, han blev skudt i øjet". Hele hæren blev skyndsomst kaldt til skibene. Det var ved den tid på dagen, da mændene var i land for at spise. De kom hovedkuls ned til stranden, og hver især sprang ud i det skib, der lå nærmest. Derved blev mandskabet ulige fordelt. Snart tonede Erlings sejl frem, og de to parter fik øje på hinanden. Ejndride havde et skib, der hed Draglaun, en stor langskibsbusse; men han fik for lidt mandskab med sig om bord. Ud for øen Sekken blev han indhentet af Erling Skakke på Bøgesuden, og de to skibe hagede sig fast i hinanden. De af Håkons skibe, som lå nærmest, vendte om for at hjælpe Ejndride, og da kongen hørte lurerne vendte også han om for at være med. De to flåder lagde til kamp, som de bedst kunne. Det varede ikke længe, før slagordenen var brudt på Håkons skib. Nogle faldt, andre sprang overbord. Håkon selv kastede en grå kappe over sig og sprang over på et andet skib. Men han havde ikke været der længe, før det forekom ham, at han var kommet blandt uvenner. Da han ikke så nogle af sine egne i nærheden, gik han over på Bøgesuden og bad om beskyttelse hos mændene i forstavnen. Det lovede de ham. (Af Magnus Erlingssons saga)
Langskibet er en efterfølger af vikingeskibet, som det kendes fra norske gravfund, en videreudvikling heraf, en større udgave. Det er et udpræget krigsskib, i sagatiden også kaldet hærskib, drevet frem med årer eller sejl.
Ledingsskibet, der udrustedes distriktsvis af befolkningen, var almindeligvis udstyret med 20 par årer, men den egentlige hovedstyrke udgjordes af dragerne, de store langskibe med 30 par årer eller flere. Disse meget store skibe stilledes af kongen eller høvdingene.
For øvrigt indgik der i den ældre middelalder ofte handelsskibe i flåderne. De kunne i det ydre ligne krigsskibene og var af beslægtede typer, men dog først og fremmest konstrueret med henblik på lasteevne.
Den norske ledingsflåde gik senere i forfald end den danske. Endnu i 1429 lagde den ud til kamp ved Bergen - mod hanseaterskuder. Det blev langskibenes sidste.
