Hemdrup-runerne
(Fig. 1) En umiddelbart indlysende og forståelig tolkning af Hemdrup-indskriften har det endnu ikke været muligt at give. Selve læsningen (se nederst på siden) kan derimod anses for sikker. Kun et enkelt bogstav - det i parantes anførte - er tvivlsomt.
Af Erik Moltke
Fig. 1: To mosefundne træstokke blev forgangne efterår her i bladet tolket som budstikker, fortidens traditionsomspundne mobiliseringsinstrumenter. Det blev i artiklen heftigt beklaget, at en runeindskrift på den ene af stokkene (fra Hemdrup ved Løgstør) endnu ikke er tilfredsstillende tydet, idet den jo kunne tænkes at rumme gådens endelige løsning. Nødråbet fremkaldte flere læserhenvendelser. En af dem - fra Danmarks førende runolog - gengives nedenfor.
Om dateringen kan siges, at det anvendte alfabet og formen af de enkelte runetegn placerer indskriften inden for perioden ca. 750-1050, men vi kan komme videre endnu og fastslå, at den må høre hjemme tidligt i dette tidsrum. Runer af samme særprægede art findes nemlig på et knivskaft, som for nogle år siden blev fremdraget af en grav fra ca. år 800 på Lindholm Høje ved Nørresundby.
Den største vanskelighed for tolkningen er, at runeristeren ikke har brugt skilletegn mellem de enkelte ord, men kun mellem ordgrupper. Grupperne må altså opløses, men det kan naturligvis ikke gøres efter forgodtbefindende. Indskriftens første ord synes at være uan (datid af winna), næste kan så være Þik (nydansk: dig), og tredje ord iba kan udlæses æfa; det betyder nogensinde eller aldrig. - Anden runegruppe er der ingen grund til at dele, da den efter en almindelig staveregel inden for runeskriften udlæses fiugandi, det vil sige fygende, nogen eller noget, som farer af sted. Også tredje gruppe består af ét ord, asa. Det kan være kvindenavnet Åse (i nævneform) eller mandsnavnet Æsi (i eje-, genstands- eller hensynsfald) eller, endelig, ejefald flertal af ass, asagud.
Det gør ikke tolkningen lettere, at man ikke med sikkerhed kan sige, om tegn nr 2 i fjerde og sidste gruppe skal læses som s, eller om det blot er kniven, der er smuttet. S - hvis man fastholder det - kan sammen med det foregående a tolkes som æs, der er det normale henførende stedord med betydningen: der, som. Herefter skulle det være oplagt, at også det næste ord kun består af to runer; ua kan være wa, datid af wæga, kæmpe, dræbe — og her er det bedst at standse, for det er ikke muligt i indskriftens slutning at finde nogen mening, der er realistisk nok til at fremsættes. Og selv om man, uden at gøre vold på runer og sprog, kan oversætte førstedel af indskriften: »Ingensinde fik »den jagende« magten over dig, Åse, som stred —«, ja hvad betyder så det? Man må bittert beklage den tabte kulturhistoriske baggrund. Det gælder også den anden indskrift på stokken; den er skrevet med lønruner, og nøglen er endnu ikke fundet. I mangt og meget minder Hemdrup-staven om den grønlandske runepind fra Narssaq, som jeg under svære veer har tolket således:
På søen, på søen, på søen
er asernes lurested (!)
Bifrau hedder den mø,
som sidder på den blå (himmelhvælvingen?).
