Helsingør Teater
I 1956 besluttede ejerne af biografen Kosmorama i Helsingør, fru Gerda Petersen og hendes søn direktør Haagen Petersen, at bygge en ny teaterbygning. Det var ikke med let hjerte, de traf denne forretningsmæssigt set meget naturlige beslutning, for de holdt meget af det gamle teater, der havde tilhørt familien i tre generationer, og havde publikum i almindelighed været klar over, hvad der skulle ske, ville sorgen nok også have været delt af flere. Bygningen var nemlig ikke en almindelig halvgammel biograf. Den var provinsens ældste bevarede teater og landets tredieældste, når man regner Frederik den IV’s Operahus og Hofteatret med; og så var den tilmed bevaret, omtrent som da den blev opført. Da derfor Den gamle By foreslog at genopføre teatret i Århus, viste ejerne sig meget velvillige. De overlod museet bygningens materialer og alt inventaret. Og hvad mere er: med stor forståelse fandt de sig i den forsinkelse af byggeriet, som en forsvarlig nedtagning jo uundgåeligt måtte medføre.
Af Christan Waagepetersen
Den lange toetagers, grundmurede og sidst gulkalkede bygning var et helstøbt arbejde, der i 1816 var blevet opført på et havestykke af grunden på det nordøstre hjørne af Bjergegade og Groskenstræde. Langsiden vendte ud mod Groskenstræde, mens facaden til Bjergegade optoges af nogle lave, ældre bygninger. Den oprindelige plan ses af tegningen: mod vest i gavlen garderoben i to etager, dernæst scenerummet med behørig kælder under, så tiIskuerrummet med balkon og kun en smal foyer med trappeopgang i den østre gavl. (Fig. 1) De væsentlige forandringer, huset havde undergået, var tilbygning af en større foyer og publikumsgarderobe ved østgavlen og langs tilskuerrummets gårdside - udvidelser, der for en væsentlig del skyldtes Haagen Petersens fader, som overtog teatret i 1890'erne.
Fig. 1. Billedtekst indgår i figuren
Planen synes ikke almindelig; vi ville være indstillet på en variation af barokkens halv- eller trekvartrunde logeteater, men teatret her har ikke fra begyndelsen været beregnet på de fordringer, professionelle skuespillere og et betalende publikum måtte stille. Det er nemlig bygget til opførelser udelukkende besat med amatører, medlemmerne af "Det dramatiske Selskab i Helsingør", næst Øresundklubben, den fornemste klub i byen i sundtoldtidens sidste velhavende periode. Fra Ole Lund, født i 1812 som søn af et af klubbens medlemmer, den velhavende købmand Troels Lund, ved vi, at klubben ikke var kommet så let til sit teater. Selskabet må have begyndt sine forestillinger senest i 1794, og har da til en begyndelse haft sig en formodentlig ret primitiv scene i en købmandsgård. Omsider blev det besluttet at sætte teatret på aktier blandt klubbens medlemmer, og vel at mærke: aktierne var ikke rentebringende. Den gamle aktieprotokol fortæller os, hvem der måtte rykke ud med pengene. Der er navnene på alle de velhavende købmandsfamilier; i spidsen fru Claesen og sønnen købmand Claesen fra de smukke gårde i den fine ende af Strandgade. Under navnet Agentinde, Enkefrue Thalbitzer skjuler sig vistnok forfatterinden til "Grandmamas Bekiendelser", Sophie Dorothea Zinn, hvis mand må have været bidragsyder, men døde før de endelige aktier blev udstedte i 1819. En række af bidragyderne har engelske navne: Knox, Ellah, Belfour og Fenwick. Vi finder borgmesteren, Etatsraad Biørnsen og apotekeren Steenberg. Med lægen, Justitsråd de Meza, generalens fader, kommer vi til de jødiske familier. Mindre er de bidrag, der er ydet af embedsmændene ved Øresunds Toldkammer, translatøren, Justitsraad Sprunck, Assessor Berner og Kgl. Fuldmægtig L. F. Kirck, men denne kreds har vistnok leveret en væsentlig part af selskabets aktive skuespillere. Ja selv pastor Grüner ved Mariæ kirke, grundlægger af byens avis, har ydet sit bidrag. Mindre frivilligt er nok malerne Schultz og Schrøder kommet med i selskabet; jeg har en anelse om, at de aktier er udstedt for en ikke betalt malerregning. Og hvem inspektør C.D.F. Schultz er, ville jeg gerne vide. Han har bogens sidste og absolut største aktiepost på 3000 rbd, og om det er et frivilligt bidrag eller et ikke tilbagebetalt forskud ved jeg ikke, men det sidste er sandsynligt.
Ved nedtagelsen så vi, at bygningen, fraset de omtalte tilbygninger, der ikke greb ind i de ældre partier, var bevaret omtrent, som da den blev opført. (Fig. 2) (Fig. 3) Tilskuerrummet med prosceniet flankeret af to doriske søjlepar, balkonen båret af otte søjler og det tøndehvælvede loft støttet på seks piller var, fraset utallige overmalinger, som da det blev bygget. På balkonens sider stod endnu de gamle stive, rygløse bænke, som for ca 20 år siden også stod for enden af balkonen. Det har sikkert været på samme slags stive pinde på gulvet, at Helsingørs beaumonde i empiretiden har nydt familiemedlemmernes kunstpræstationer. Det har været ubekvemt; men værre må kulden have været, sæsonen var om vinteren, når Sundet var tilllagt og skibsfarten ophørt, men det lange hus' eneste opvarmningsmulighed må have været en stor kakkelovn anbragt i scenens baggrund, hvor en skorsten og nogle fundamenter antydede dens plads.
Fig. 2. Scenen, rekonstrueret
Fig. 3. Salen, rekonstrueret
Scenen var fint bevaret. Datidens belysningsforhold fordrede åbne stuedekorationer, sådan som vi i dag finder dem på et dukketeater eller Tivolis pantomimeteater. Sidekulisserne var på de rigtige, store teatre anbragt på støtter fastgjorte til vogne, der løb under scenegulvet, sådan at man kunne skifte dekoration for åbent tæppe ved et snoretræk. Dette har sikkert været for kompliceret for vort lille teater.
Her har kulisserne været støttet til fem par bjælker fra gulv til loft. I loftet sad også endnu de oprindelige trætrisser med pokkenholtskiver til ophejsning af soffitter og bagtæpper. Vigtigst af alt, den gamle rampe med vinde, så den kunne hejses ned i kælderen, når olielamperne skulle pudses, var bevaret ligesom vinden på loftet til fortæppet. Dette sidste var desværre fornyet i 1894, og de smårester af det ældre tæppe, vi fandt rundt om i huset, er ikke nok til en rekonstruktion. Forøvrigt har de to tæpper nok været af samme type.
Det, der kaster mest lys over teatrets tidlige tid, fandt vi i et bogskab på loftet, "Det dramatiske Selskab"s beholdning af bøger og udskrevne roller, med antegninger om skuespillere og opførelser gennem årene. (Fig. 4) For nutiden, der er vænnet til fri omgang mellem kønnene, virker det forbløffende, at medlemmerne ikke har ladet deres koner og døtre optræde; men nej, ligetil omkring 1810-15 er alle kvinderollerne spillet af selskabets mandlige medlemmer, damerne har kun set til. For dem, der vil have et indblik i en virkelig dames syn på spørgsmålet om unge frøkeners medvirken i amatørforestillinger, vil jeg anbefale Jane Austens "Mansfield Park". Selv om man har tvangsindlagt de yngste og mindst skæggede herrer i elskerinderollerne og først senere ladet dem avancere til elskerrollerne, så har resultatet næppe været uden komiske momenter. Senere fik man da også fat i færgemandskonen, madam Bendsen (hvis mand næppe har været fin nok til at blive optaget i selskabet), og hun, sammen med jomfruerne M. Johnsen og Borup, har tilsyneladende været selskabets kvindelige hovedkræfter i dets glansperiode fra 1817 og tyverne ud.
Fig. 4. Ingen billedtekst
Repertoiret var fra begyndelsen Holbergs stykker. Rollehefterne hertil er slidte af gentagne opførelser. Desuden oversættelser af engelske og franske komedier som "Bagtalelsens Skole", lidt senere har man fået smag for Iffland og Kotzebues borgerlige komedier og svulstige tragedier, og for at få en fornemmelse af, hvordan de senere virkede, kan det anbefales at læse Dickens skiIdring (i Nicholas Nickleby) af Mr. Vincent Crummles præstationer på det felt.
Meget i alt dette kan få nutidsmennesker til at trække på smilebåndet; men det er ikke helt berettiget. De mennesker, vi møder her, har interesseret sig for andet end daglig småsladder og kortspil. De har virkelig gjort en anstrengelse for på den eneste mulige måde at bringe samtidens dramatiske kunst inden for rækkevidde af byens beboere. Een ugentlig forestilling vinteren igennem betød også et nyt stykke indstuderet hver uge; det er sjældent, at et stykke har været spillet to gange i een sæson. Det er trods alle mangler en præstation man bør have respekt for. Det er idealisme, og den idealisme vil Helsingør Teater komme til at stå som et minde om, der hvor det nu får sin plads. (Fig. 5)
Fig. 5. Forslag til genopførelse af teatret (den store bygning midt i modellen). Den gamle By fot.