Havn
I 1167 grundlagde Absalon vor hovedstad. Kedeligt blot, at han ikke anede det og aldrig fik det at vide. Hvordan kunne han forestille sig de kræfter, som slumrede i det lille fiskerleje, han havde modtaget som gave fra vennen kong Valdemar, og som han nu i al beskedenhed prøvede at gøre til en rigtig by. (Fig. 1)
Af Harald Andersen
Fig. 1. Tegning: Claus Andersen.
Havn, som flækken hed, nævnes første gang 1043, men kan godt være noget ældre. Helt tilfældigt, at netop den blev rigets udvalgte, var det ikke, for naturen havde givet den gode vuggegaver. Den havde landets bedste fiskevand liggende lige uden for døren, og her mellem holmene i snævringen mellem Sjælland og Amager var Øresunds bedste naturlige havn, der ikke for intet kom til at navngive byen. For overfarten til Skåne var der intet bedre udgangspunkt, som tilmed lå ret på vejen mellem to af datidens vigtigste byer, Roskilde og Lund. Ude i sundet krydsede denne færdselsåre en anden vigtig sejlrute, nemlig vejen til og fra Østersøen. Havn lå lunt ved sin korsvej, en benådet by, lille selv efter datidens forhold, men allerede af en vis betydning. Hertil kom nu Absalon, han gav den vold og grav, og på en af holmene, den som senere kom til at hedde Slotsholm, rejste han en borg til værn mod venderne, datidens danske landeplage.
At finde Havn i den nuværende storby er ikke så lige til, men efter alt at dømme har den ligget i området mellem Gammeltorv og Rådhuspladsen, mellem Vestergade og Farvergade. Fra sidstnævnte bygrænse var der ikke langt til stranden, som på det tidspunkt lå, omtrent hvor nu Løngangsstræde ligger. Midt i byen (i vinklen mellem Frederiksberggade og Kattesundet) var der en åben plads med et gadekær, men ellers har gadenettet næppe været meget forskelligt fra det, vi benytter os af, når vi idag færdes i denne bydel. Tæt vest for byen (omtrent på det sted, hvor nu Bristolteatret befinder sig) lå kirken, der var af træ og viet de søfarendes helgen Sct. Clemens. Byen havde forsvarsanlæg, men de var yderst primitive, og det var til erstatning for dem, at Absalon nu anlagde sin halvkredsvold, som han gjorde vid og til at vokse i - dog næppe alene for byens skyld, vel mere af hensyn til borgen, som derved blev inddraget i det beskyttede område. Fra Vesterport (ved Rådhuspladsen) til Østerport (ved Kongens Nytorv) strakte byens »hovedgade« sig i direkte forlængelse af Roskildelandevejen. Fra den tredje port, Nørreport, førte en vej (Nørregade) til byen, en anden (Købmagergade) til borgen. Hvor sidstnævnte færdselslinie krydsede hovedgaden (omkring Amagertorv og Nikolaj kirke) voksede et forretningskvarter frem, en bebyggelse af boder, der blev rammen om et frodigt handelsliv. Ude i Sundet stod silden i tætte stimer, som fra nu af blev den store indtægtskilde, der bragte byen i rivende vækst. I ly af Absalons forsvarsværker blev Havn til Købmandehavn.
Borgen, som den energiske kirkens tjener begyndte at bygge 1167, stod færdig fire år senere. Fra Stevns hentede han sten til dens blider, og under dens mure lå hans skibe parat til at rykke ud imod stadens og rigets fjender, hvis »rådne hoveder« (som Sakse siger) blev anset for velegnet pynt til byens mure. Hvordan Absalons borg så ud, ved vi, dels fra udgravninger, dels fra et eneste samtidigt billede; det findes på Københavns ældste segl, fra 1296, og er gengivet her pa siden - og det er iøvrigt det samme billede, som går igen i forvansket form i nutidens tretårnede byvåben. Borgen bestod af en ringmur, 56 meter i tværmål, udvendig beklædt med kridtsten fra Stevns; den havde sidetårne, men de er vistnok først tilføjet efter Absalons tid. Langs murens inderside lå bygninger af forskellig art (bryggers, bagers, badstue), og midt i gården knejsede et spidstaget tårn med sidebygninger, et anlæg, som kan minde noget om den kirke, Absalons bror Esbern lod opføre i Kalundborg.
Det var bygherrens vilje, at hans værk efter ham skulle overgå til Roskilde bispestol, så han må have følt ansvar for sin ejendom. I øvrigt er det ikke meget, vi ved om Absalons forhold til den by, han grundlagde. Om hans lejlighedsvise ophold i Havn fortæller hans sekretær og krønikeskriver Sakse, men de begivenheder, som nævnes i den forbindelse, hører ikke til Danmarkshistoriens mest skelsættende. I fremstillingen af sin herres fortjenester har Sakse skrabet bunden, som når han fortæller, at den gamle ærkebisp Eskil under et besøg på borgen var plaget af kolde fødder, men at Absalon mildnede hans lidelser ved fremskaffelse af en varmedunk.
Fig. 2. Den smalle rende, som nu skiller Sjælland fra Amager, var oprindelig et 1½ kilometer bredt sund fuldt af småholme. Vest og nord for Absalons by lå et åbent bakkeland, hvis mest fremtrædende punkter var Solbjerg (Valby bakke) og de højder, som idag kaldes Bellahøj og Bispebjerg. Som en ekstra voldgrav buede et bækløb sig om byen. Ved et sindrigt system af opstemninger og gravede kanaler forvandledes denne bæk senere i middelalderen til »Søerne«, med den opgave at levere vand til den evigt tørstende hovedstad.
Fig. 3. Kortet viser by og borg på Absalons tid. I det følgende århundrede blev hele området inden for volden bebygget. Absalons rummelige befæstning blev med tiden en spændetrøje, som først Christian den 4. formåede at sprænge.
Fig. 4. Absalons borg blev ødelagt 1369 af hansestæderne. Pa ruinerne opførtes Københavns slot, der senere har måttet vige for Christiansborg. Ved udgravninger først i århundredet fandt man de rester af borgen, som ses kortlagt på ovenstående plan; det grå bånd er det nuværende slots hovedfløj, der totalt har ødelagt det gamle anlægs midterparti.
Ruinen er nu overdækket og kan beses.
