Harald Blåtands død
Harald Blåtands død skal ifølge Sakse have tildraget sig således: Sønnen Svend (Tveskæg) havde rejst oprør mod sin far. De stridende parter mødtes ved Helgenæs og kæmpede hele dagen, uden at nogen fik overtaget. Der blev så indledt fredsforhandlinger, men (i Grundtvigs oversættelse) »da Harald, stolende på den fredelige stemning, vovede sig ind i tykningen af skoven, og havde der en vis forretning, fik han til tak for sidst en pil fra Toke. Såret bragtes han tilbage til Julin, hvor han snart opgav sin ånd; men hans lig blev dog siden skikket til Roskilde og der med stor højtid begravet i kirken - «. (Fig. 1)
Af Harald Andersen
Fig. 1. Tegning: Jens Bech.
Begivenheden omtales i en række andre middelalderskrifter, der stort set er enige om handlingsforløbet, mens der hersker nogen uklarhed i detaillerne. En kilde siger, at slaget fandt sted i Isefjorden, en anden ved Bornholm, mens Sakse, som vi har hørt, holder på Helgenæs, Jyllands næsedryp. Som Haralds banemand udpeges en vis Toke (Palnatoke), hvis historiske eksistens dog er noget tvivlsom. Man kan undres over, at kongen blev ført til den nordtyske by Julin, men den synes på det tidspunkt at have været på danske hænder.
Det mærkeligste ved Sakses beretning er skildringen af Haralds forsmædelige dødsmåde, der er uden danmarkshistorisk sidestykke. Så komisk ukongelig, så realistisk er den, at man fristes til at tro på den, velvidende, at middelalderens historikere - og deres hjemmelsmænd - ikke er nøjeregnende, at de maler i sort og hvidt og uden betænkning giver deres helte en ædel død, mens skurkene ædes op af lus eller druknes i ølkar. Der er skadefryd i disse beskrivelser, men Haralds dødshistorie, som Sakse fortæller den, virker ikke som en hævnakt, et forsøg på at straffe kongen på eftermælet. Den har virkelighedspræg.
» - den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge«, kalder Harald Blåtand sig selv i indskriften på Jelling-runestenen. Han ønskede at blive husket som helt og har vel håbet på heltedøden. Den blev ham altså ikke forundt.
