
Han blev ved med at lyve
De makabre fund fra Næstved Sct. Jørgensgård vil ikke være fremmede for Skalks læsere, så en kortfattet opfriskning af erindringen vil være tilstrækkeligt. I landsbyen Aaderup tæt syd for Næstved er der ved udgravninger i de senere år fremdraget et meget stort antal skeletter, som for en stor dels vedkommende er mærket af spedalskhed. Forklaringen er den, at stedet har været kirkegård for et af middelalderens spedalskhedshospitaler. I disse stiftelser – de såkaldte Sct. Jørgensgårde – tvangsisolerede man de syge for at hindre den frygtelige og frygtede sygdom i at brede sig.
(Fig. 1).
Af Vilhelm Møller-Christensen

Et enkelt skelet fra dette sted skal her omtales nærmere, skønt det ikke hører til pladsens bedst bevarede; en 50 år gammel kloakgravning har nemlig delvis ødelagt det. Den døde, der antagelig har levet i 1500-tallet, er en ca. 40-årig mand. Skelettet viser ingen tegn på spedalskhed, men til denne konstatering må rigtignok føjes, at ansigtet, hvor sygdommen navnlig viser sig, mangler. Knoglerne frembyder imidlertid andre unormale træk, og det er dem, der gør fundet særlig omtale værd. Hvori sygdomstegnene består vil fremgå af hosstående tegning, hvor de sygeligt omdannede knogler er udpeget.
Skelettet viser – set under eet – følgerne efter en række meget svære ledlæsioner, der synes at have fundet sted samtidig og efter et bestemt skema. Da ingen hverken fra fortiden eller nutiden kendte ledsygdomme giver tilsvarende forandringer, må forklaringen søges et andet sted og kan næppe være nogen anden, end at den pågældende 5-10 år før sin død har været underkastet tortur. De to her gengivne billeder fremstiller retshandlinger, der har fundet sted. Billedet nedenfor viser »soldaten, horkarlen, spillefuglen og voldsmanden« Hans Spiess fra Luzern-egnen, der i 1503 var anklaget for at have kvalt sin ægtehustru i sengen. Da han nægtede sig skyldig, blev han – som vist på billedet – underkastet pinligt forhør. Bøddelen hejser ham – i de på ryggen sammenbundne håndled – op i tovet, mens dommeren står med et dokument i hånden og er rede til at tage imod tilståelsen. To store vægtstene er desuden parat til at forstærke torturen. (Fig. 2). Det nyttede dog alt sammen intet. Morderen blev ved med »at lyve«. Derpå skred man til »båreprøven« og lod ham berøre hustruens 20 dage gamle lig. Denne prøve fældede ham, idet liget begyndte at bløde. »Hvoraf man vel må erkende, at Gud ikke lader noget mord ustraffet« – siger chronisten. (Fig. 3). Billedet herover viser bageren Schneehass fra Einsiedeln, der under tortur i 1579 tilstod, at han havde tilsvindlet sig så meget korn, brød og andre ting, »at han ikke havde tal på det«. Her ses vægtstenen i brug. Efter tilståelsen blev han dømt til døden ved halshugning.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 1961:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Oldtid i lange baner

Drager

En uværdig prælat

Tidlig kammergrav

