Han blev ved med at lyve

De makabre fund fra Næstved Sct. Jørgensgård vil ikke være fremmede for Skalks læsere, så en kortfattet opfriskning af erindringen vil være tilstrækkeligt. I landsbyen Aaderup tæt syd for Næstved er der ved udgravninger i de senere år fremdraget et meget stort antal skeletter, som for en stor dels vedkommende er mærket af spedalskhed. Forklaringen er den, at stedet har været kirkegård for et af middelalderens spedalskhedshospitaler. I disse stiftelser - de såkaldte Sct. Jørgensgårde - tvangsisolerede man de syge for at hindre den frygtelige og frygtede sygdom i at brede sig. (Fig. 1).

Af Vilhelm Møller-Christensen

Billede

Fig. 1: De med sort tegnede skeletdele mangler. Højre skulderblad er deformeret. Ledskålens flade er glat og skinnende og har grupper af større og mindre huller. Bagsiden af skulderbladet viser spor af en gammel beskadigelse med påfølgende uregelmæssig heling. Overarmenes ledhoveder, hvoraf det højre er defekt, viser ændringer svarende til skulderbladets. De er deformeret næsten til ukendelighed - omdannet til en oval pude med voldformede rande. Også albueleddene viser unormale træk. Højre tommels håndrodsled viser svære deformiteter, der kan skyldes, at man har brækket fingeren bagover. Det samme gælder 2. og 3. finger, mens håndleddet er beskadiget på anden måde. Fødderne: Begge storetæers grundled er deformeret på ganske lignende måde som tommelfingeren. Ledkapslerne er blevet sprængt og ledfladerne ødelagt.

Et enkelt skelet fra dette sted skal her omtales nærmere, skønt det ikke hører til pladsens bedst bevarede; en 50 år gammel kloakgravning har nemlig delvis ødelagt det. Den døde, der antagelig har levet i 1500-tallet, er en ca. 40-årig mand. Skelettet viser ingen tegn på spedalskhed, men til denne konstatering må rigtignok føjes, at ansigtet, hvor sygdommen navnlig viser sig, mangler. Knoglerne frembyder imidlertid andre unormale træk, og det er dem, der gør fundet særlig omtale værd. Hvori sygdomstegnene består vil fremgå af hosstående tegning, hvor de sygeligt omdannede knogler er udpeget.

Skelettet viser - set under eet - følgerne efter en række meget svære ledlæsioner, der synes at have fundet sted samtidig og efter et bestemt skema. Da ingen hverken fra fortiden eller nutiden kendte ledsygdomme giver tilsvarende forandringer, må forklaringen søges et andet sted og kan næppe være nogen anden, end at den pågældende 5-10 år før sin død har været underkastet tortur. De to her gengivne billeder fremstiller retshandlinger, der har fundet sted. Billedet nedenfor viser »soldaten, horkarlen, spillefuglen og voldsmanden« Hans Spiess fra Luzern-egnen, der i 1503 var anklaget for at have kvalt sin ægtehustru i sengen. Da han nægtede sig skyldig, blev han - som vist på billedet - underkastet pinligt forhør. Bøddelen hejser ham - i de på ryggen sammenbundne håndled - op i tovet, mens dommeren står med et dokument i hånden og er rede til at tage imod tilståelsen. To store vægtstene er desuden parat til at forstærke torturen. (Fig. 2). Det nyttede dog alt sammen intet. Morderen blev ved med »at lyve«. Derpå skred man til »båreprøven« og lod ham berøre hustruens 20 dage gamle lig. Denne prøve fældede ham, idet liget begyndte at bløde. »Hvoraf man vel må erkende, at Gud ikke lader noget mord ustraffet« - siger chronisten. (Fig. 3). Billedet herover viser bageren Schneehass fra Einsiedeln, der under tortur i 1579 tilstod, at han havde tilsvindlet sig så meget korn, brød og andre ting, »at han ikke havde tal på det«. Her ses vægtstenen i brug. Efter tilståelsen blev han dømt til døden ved halshugning.

Billede

Fig. 2: Ingen figurtekst.

Billede

Fig. 3: Ingen figurtekst.

Et af de bedst kendte eksempler på denne torturform kan man læse om i kirkehistorien, hvor der fortælles indgående om Savonarola s domfældelse og henrettelse. Girolamo Savonarola, der levede fra 1452-98, var dominikanermunk og bodsprædikant i Firenze, hvor han begyndte sin reformatoriske virksomhed i 1490. I slutningen af 1497 blev han bandlyst af paven, Alexander VI Borgia, og senere fængslet. I april 1498 blev han underkastet tortur. Denne bestod blandt andet deri, at man bandt hans arme sammen på ryggen med stærke reb og derpå lod kroppen hejse op ved de sammenbundne håndled, således at han fik de frygteligste smerter i skuldrene. Torturen fandt sted i dagene 11-17 april. Den første dag blev den gentaget to gange og een gang i de følgende tre dage. Så ofte Savonarola, der var meget sensibel og kun havde en svag konstitution, blev overvældet af smerterne, bekendte han; men han tilbagekaldte tilståelsen, så snart torturen ophørte. Til sidst forsøgte man med glødende kul under fødderne. Seks uger senere blev Savonarola hængt på Firenzes torveplads og det døde legeme overgivet til flammerne.

Disse billeder og beskrivelser fra 14-1500-tallet kan tages som gyldigt udtryk for, hvad også danske skarprettere og bøddelknægte havde på repertoiret. Hvis en delinquent overlever en tilsvarende ophængning i de bagbundne håndled, hvorved skulderbladene - blandt andet tvunget af legemets vægt - vil blive vredet opad og bagud, vil skulderblade og overarmsknogler vise forandringer, der svarer til Aaderup-skelettets. Her tyder desuden de svære forandringer i højre tommelfinger, i pege- og langfingeren samt i begge storetæer på, at også disse legemsdele under torturen har været genstand for en yderst smertefuld mishandling. De lette forandringer i begge albueled og højre håndled kan opfattes som følger efter den håndfaste og ublide behandling, disse led har været udsat for, samtidig med at de andre led blev mishandlet under det pinlige forhør. Beskadigelsen på højre skulderblads bagflade kan være følgen efter anden tortur, f.eks. piskning, hvorunder et svøbeslag kan være trængt så dybt ind i ryggen, at knoglen er blevet læderet.

Dette skelet af en af vore middelalderlige forfædre, der fik sin sidste hvileplads i de spedalskes afskyede kirkegård, er et vidnesbyrd om en barbarisk og umenneskelig hård retspleje, hvis metoder får os til at gyse. Erfaringerne fra sidste krig har jo imidlertid vist os, at nutiden heller ikke på dette felt står tilbage for middelalderen.
(Fig. 4).

Billede

Fig. 4: Ingen figurtekst.