Halspynt for gudinder

Medens vognmand Egon Andersen, Farsø, i forsommeren 1957 gravede tørv i en kærstrækning under Støttrupgården i Farsø sogn, stødte han i en dybde af godt en halv meter på en stor, blank metalring, som han imidlertid ikke tillagde nogen betydning, men dog tog med sig hjem. Mellem jul og nytår indleverede han den til Vesthimmerlands Museum i Aars, hvorfra den som danefæ gik videre til Nationalmuseet. Ringen er af guld og af særlig værdi, fordi der hidtil ikke foreligger noget helt tilsvarende stykke.

Af S. Vestergaard Nielsen og Harald Andersen

Smykket stammer fra tiden mellem 400 og 800 e.Kr. – den germanske jernalder. Det vejer 430 g og værdien, når findelønnen kommer til, er anslået til godt 4400 kr. Desværre er ringen ikke helt ubeskadiget. Graveredskabet har afbrækket lukkeindretningen, der formodentlig har bestået af to kroge til at hægte i hinanden. De manglende stykker må sikkert anses for tabte, hvad man meget må beklage. (Fig. 1)

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst.

Harald Andersen

Tusinde år før hun levede, himmerlændingen, lagde en anden kvinde sin halsring i jorden. Den var mindre værdifuld – af bronze, men massiv og tung. Den var støbt, men i en form, så det så ud, som var den vredet af blødt metal.

Ringen blev fundet for år tilbage i engen hos gdr. Kramer i Svejstrup ved Lerbjerg; men indtil for nylig vidste kun finderen derom. Tak til mekaniker Øjvind Schøler, som gav Forhistorisk Museum besked.

Ringe som denne stammer fra bronzealderens sidste tid. Sjældent kom de i jorden enkeltvis. To og to blev de lagt ned – et offer i mere end een forstand for hende, som gav afkald på sin pynt. – Hvad fik hun til gengæld? Var det prisen værd?

Det at her kun er een ring, vækker et håb. Den anden er nok stadig i gudindens varetægt. Opmærksomt vil vi en dag i foråret lytte til minesøgerens syngende lyd. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2. Ingen billedtekst.