Håndværk og handel

Fra metalstøberens værksted har vi bronzeklumper, digler, støbeforme samt slagger af ler fra pakningen omkring essen. Diglerne, som forekommer ned til fingerbølstørrelse, er lavet af en hvidlig, ildfast lerart, som må være importeret, formentlig fra Rhinegnene. En firkantet knop på siden er til tangen at gribe i. Støbeformenes hulrum viser mange slags sager: spænder, nåle og beslag, en enkelt gang en nøgle. Det skulle være mærkeligt, om der ikke i fyldlagene var genstande svarende til disse negativer, men det er ikke lykkedes at finde dem endnu.

Sko- og/eller sadelmagerens håndtering er repræsenteret ved læderaffald, irregulære stykker, som er skåret af under arbejdet, og som har kunnet bevares i de uforrådnede kulturlag. Fra perlemagerens værksted finder vi rester af rav og glas, og her er der ingen vanskeligheder med bevaringen. Færdige perler optræder i alle tænkelige variationer: snoede og riflede, cylindriske og runde, med indlagte blomster og med pålagte bånd. Hele spektret fra sort til hvidt er repræsenteret. Råemnerne til perlefremstillingen frembyder et lige så broget skue, og dertil kommer en stor mængde stumper af drikkeglas, hvoraf nogle er smeltet til slagge. Det er sandsynligt, at de er importeret som skår med henblik på perleproduktionen.

Om vikingernes renlighed ytrer kilderne afvigende opfattelser, men deres hårpleje har i hvert fald været i orden; derom kan ingen tvivle, som ser, hvad kammageren har efterladt. Knogler og hjortetak i mængde findes bearbejdet med sav, kniv og bor. Der er ikke fundet hele kamme, men mange halvfærdige, samlet med metalnitter af forskellige dele. Også andre genstande, f.eks. spillebrikker, synes forfærdiget på dette tilsyneladende meget produktive værksted.

Til de mere husflidsprægede håndværk hører spinding og vævning – repræsenteret ved ten- og vævevægte – samt vel også pottemageriet, skønt det som nævnt er af påfaldende høj standard. Formerne er de sædvanlige for tidens hjemlige keramik, men dertil kommer så de indførte drejeskivekar, som leder tankerne hen på det, der ifølge kilderne var byens hovederhverv: handelen. Disse skår falder i forskellige grupper. En type er gråhvid eller grågul og ornamenteret med rullestempler. Det er den såkaldte »Badorf-keramik«, som i 7-800 årene blev fremstillet i Rhinegnene. Raffinerede er de sortbrændte »Tatinger-skår« med mønstre af indlagt tinfolie. Af sådanne er fundet fem, ikke mange, men i virkeligheden imponerende for en type så sjælden som denne. Dateringen er som Badorfskårenes, men om hjemstedet er meningerne delt; Nordvestfrankrig har været nævnt, men Rhinegnene er måske også her det sandsynligste. Endnu tre skårtyper forekommer. De har endnu ikke kunnet placeres geografisk, men vil sandsynligvis vise sig at stamme fra det store pottemagercenter ved Mayen i det nedre Rhin-område.

Også andre importsager – stumper af basaltmøllesten, fine hvæsse- og polersten – peger over Nordsøen mod Rhinegnene. Herfra kom – formentlig med Dorestad og Friesland som mellemstationer – de købmænd, som bragte Ribe dens varer. Der er fundet et enkelt skår af et norsk klæberstenskar, men intet fra den rige Østersøhandel, som prægede de andre nordiske vikingebyer, Hedeby, Birka og Kaupang. Ribes handelsmæssige interesseområde lå klart mod syd.

Et kort over vikingernes handelsruter går igen i den arkæologiske litteratur, altid uden Ribe. Den er nu kommet med.