Håbets ø

En side af hans videnskabelige virke, som i særlig grad må vedkomme dette blads læsere, angår Grønlands norrøne middelalderbebyggelse. Hans interesse herfor var af gammel dato og overskyggede alt andet. I virkeligheden var den hovedmotivet til det mere end hasarderede missions- og kolonisationsforsøg, der indledtes med landgangen på »Håbets ø« 3. juli 1721.

Det begyndte efter hans eget udsagn tretten år tidligere. Under en aftentur oktober 1708 kom han til at tænke på en beskrivelse, han for år tilbage havde læst om den gamle nordbokolonisation på Grønland, og han fik da »begærlighed at vide, hvordan det dermed nu i denne tid måtte være beskaffet«. Han søgte oplysning hos sin svoger, der som forhenværende skibsfører havde kendskab til Nordatlanten, men denne svarede, at det på grund af drivisen var umuligt at komme til Grønlands østkyst, hvor man dengang mente, at nordboernes Østerbygd skulle søges. I virkeligheden har både den og Vesterbygden ligget på den mere tilgængelige vestkyst, hvor de sidste nordbokolonister var døde århundreder før Hans Egedes tid. Det vidste man ikke. Kontakten med Grønland havde været afbrudt og var stadig yderst mangelfuld. Det ansås for muligt, at der endnu kunne være overlevende fra den første kolonisation.

Hans Egede blev, trods de nedslående oplysninger, grebet af en uimodståelig trang til at opsøge og hjælpe disse mennesker, »som tilforn har været kristne og udi den kristelige tro oplyste, men af mangel på lærere og undervisning var nu igen faldne udi hedensk blindhed og vildhed«. Det blev som en besættelse, der bestemte hans bane de følgende år og først fortog sig den omtalte dag i 1721, da han efter mange omskiftelser satte foden på den lille ø i mundingen af Godthåbsfjorden.

I dagbøgerne fra den første tid fornemmer man tydeligt hans skuffelse over ikke straks at opnå kontakt med efterkommere af den middelalderlige nordbobefolkning, men missionsarbejdet blandt eskimoerne trængte sig på, det krævede hans fulde indsats, og der blev sjældent lejlighed til at foretage de lange rejser langs kysten, som eftersøgningen krævede. (Fig. 1). At han ikke har tabt målet af syne. fremgår dog tydeligt af de hjemsendte årsberetninger. Overalt finder man bemærkninger om, hvad han fra den lokale eskimoiske befolkning har erfaret om efterladenskaber fra »de norske«, og det er åbenbart, at ingen lejlighed forsømmes til at besøge og beskrive disse levn.