Håbets ø

En side af hans videnskabelige virke, som i særlig grad må vedkomme dette blads læsere, angår Grønlands norrøne middelalderbebyggelse. Hans interesse herfor var af gammel dato og overskyggede alt andet. I virkeligheden var den hovedmotivet til det mere end hasarderede missions- og kolonisationsforsøg, der indledtes med landgangen på »Håbets ø« 3. juli 1721.

Det begyndte efter hans eget udsagn tretten år tidligere. Under en aftentur oktober 1708 kom han til at tænke på en beskrivelse, han for år tilbage havde læst om den gamle nordbokolonisation på Grønland, og han fik da »begærlighed at vide, hvordan det dermed nu i denne tid måtte være beskaffet«. Han søgte oplysning hos sin svoger, der som forhenværende skibsfører havde kendskab til Nordatlanten, men denne svarede, at det på grund af drivisen var umuligt at komme til Grønlands østkyst, hvor man dengang mente, at nordboernes Østerbygd skulle søges. I virkeligheden har både den og Vesterbygden ligget på den mere tilgængelige vestkyst, hvor de sidste nordbokolonister var døde århundreder før Hans Egedes tid. Det vidste man ikke. Kontakten med Grønland havde været afbrudt og var stadig yderst mangelfuld. Det ansås for muligt, at der endnu kunne være overlevende fra den første kolonisation.

Hans Egede blev, trods de nedslående oplysninger, grebet af en uimodståelig trang til at opsøge og hjælpe disse mennesker, »som tilforn har været kristne og udi den kristelige tro oplyste, men af mangel på lærere og undervisning var nu igen faldne udi hedensk blindhed og vildhed«. Det blev som en besættelse, der bestemte hans bane de følgende år og først fortog sig den omtalte dag i 1721, da han efter mange omskiftelser satte foden på den lille ø i mundingen af Godthåbsfjorden.

I dagbøgerne fra den første tid fornemmer man tydeligt hans skuffelse over ikke straks at opnå kontakt med efterkommere af den middelalderlige nordbobefolkning, men missionsarbejdet blandt eskimoerne trængte sig på, det krævede hans fulde indsats, og der blev sjældent lejlighed til at foretage de lange rejser langs kysten, som eftersøgningen krævede. (Fig. 1). At han ikke har tabt målet af syne. fremgår dog tydeligt af de hjemsendte årsberetninger. Overalt finder man bemærkninger om, hvad han fra den lokale eskimoiske befolkning har erfaret om efterladenskaber fra »de norske«, og det er åbenbart, at ingen lejlighed forsømmes til at besøge og beskrive disse levn.

30. april 1723 skriver han i sin dagbog: »Da vi nu var fremkomne, fandt vi det, som grønlænderne havde berettet for os. Først en forfalden bygning af sten, omtrent 6 alen høj og 9 alen bred eller lang, med en dør i hvert hjørne. Stenene i bygningen var meget vel proportionerede og tillavede, dog var der hverken kalk eller ler at se imellem dem, thi da det vel er troligt, at de i mangel af kalk alene har måttet bruge ler til bygningen, har det ikke i så lang tid kunnet bestå for regn og vind. Det er dog ikke sandsynligt, at dette stenhus har været en kirke eller et forsamlingshus, eftersom det ikke alene af vide og begreb var alt for lidet dertil, men også af skikkelse og bygning til sådan brug ubekvem«.

Altså ikke blot beskrivelse, men også forsøg på tolkning. - To spørgsmål er der, som han bestandig søger svar på: Hvor længe er det siden de besøgte ruiner er blevet forladt? Hvor er nordboerne blevet af?

I sommeren 1723 foretog han en længere rejse sydpå, og det var hans hensigt at fortsætte østover for om muligt at nå frem til den »Østerbygd«, som var hans ønskers mål. Hundrede kilometer nordvest for Kap Farvel tvang proviantmangel og rejseledsagernes modvilje ham til at vende om - en afslutning på turen, som han naturligvis måtte føle som et bittert nederlag. At han på vejen frem og tilbage passerede midt gennem nordboernes Østerbygd, kunne han ikke vide, men mængden af nordboruiner i området undgik ikke hans opmærksomhed.

Blandt de fundne bygningsrester var den senere så berømte Hvalsø kirke, der - bortset fra taget - endnu den dag i dag står næsten intakt. I dagbogen læser man for søndag d. 29. august 1723:

»Efter bøn og gudstjeneste — lod jeg mod aftenen forsøge at grave i grunden inde i huset i den tanke at finde nogle antikviteter, men vi fandt intet uden nogle kul og små ben, thi vi havde ingen instrumenter at grave med og kunne derfor ikke komme ret dybt i jorden«.

Unægtelig ikke nogen eksemplarisk udgravning, men dog den første, som ud fra videnskabelige motiver er foretaget i en nordboruin.

Hans Egede fandt ikke nordboerne, hans håb blev beskæmmet, men han nåede at gøre et fremstød for nordboarkæologien, som trods alle mangler berettiger, at vi kalder ham denne videnskabs grundlægger. Sin interesse gav han videre til andre med bedre muligheder for at udnytte den, og deri ligger især hans betydning. At mindes denne indsats post festum er næsten at vurdere den for lavt.