Hå ja der kom da en havmand

Folkevisen om Agnete og havmanden hører til vore nationale klenodier - ja litteraturhistorikeren Oluf Friis kalder den ligefrem »en af vor folkevisedigtnings smukkeste frembringelser«. Han mener - ligesom mange andre litteraturhistorikere og viseforskere - at visen er blevet til i middelalderen, og man kan ikke undres over, at de fleste dansklærere følger denne opfattelse. Agnetevisen er en af de viser, der er obligatoriske, når danske folkeviser gennemgås i skolerne.

Af Iørn Piø

Billede

Fig. 1. Tegning: Stig Holsting.

Det forholder sig imidlertid sådan, at man inden for viseforskningen gennem mere end 100 år har diskuteret, hvor gammel Agnete egentlig er, så sagen er altså ikke helt så afklaret, som skoleelever må få indtrykket af. Nogle har holdt på, at hun er fra middelalderens slutning, andre har henvist hende til renæssancen, og atter andre til slutningen af 1700-tallet. Den viseforsker, der senest har beskæftiget sig med hende, er nordmanden Kjell Bondevik, den nuværende kirke- og undervisningsminister; han mener som Friis, at Agnetevisen er fra selve middelalderen.

Hvad skal man så tro? Det var jo dog værd at vide, om vi står over for en ægte middelalderballade eller en senere tids efterligning. Vi vil foretage en fornyet kulegravning af visetraditionen, og det vil fremgå, at det i dag er muligt næsten helt præcist at besvare spørgsmålet.

Én ting har Agnetevisen i hvert fald tilfælles med middelalderviserne, nemlig det, at vi ikke kender dens oprindelige form. Hvad vi har, er ca 150 viser - danske, norske, svenske og finsksvenske - der ligner hinanden akkurat så meget, at de må opfattes som varianter af en oprindelig Agnetevise. Ældst af disse mange versioner er to, der blev udsendt som skillingstryk i slutningen af 1700-tallet. Det ene blev trykt i København hos »L. N. Svares efterleverske boende i Store Kannikestræde no. 39«, og da vi ved, at hun havde til huse dér mellem 1783 og 1797, må trykket altså være blevet til inden for denne fjortenårige periode. Det andet blev »Trykt i Haderslev« - det er alt, hvad der oplyses, men efter udstyret at dømme må det være af omtrent samme alder som trykket fra København. De to tryk - Københavns trykket og Haderslevtrykket vil vi kalde dem i det følgende - er indbyrdes lidt forskellige; de blev begge meget populære, og de er ligesom alle andre skillingstryk blevet solgt på markeder og andre steder, hvor folk kom sammen. Særligt efterspurgt synes Københavnstrykket at have været. Vi ved, at Svares efterleverske lod det optrykke et par gange, en norsk skillingsviseproducent i Christiania genoptrykte det uændret i 1845, og i 1846 oversatte en forlægger i Falun nord for Stockholm det til svensk.

Til disse to trykte versioner af visen kommer så de utrykte, dem, som folkemindesamlerne har nedskrevet »efter folkemunde«. I Danmark skete det første gang 1810, men visen er blevet nedtegnet mangfoldige gange senere, og så sent som i 1966 er den blevet optaget på bånd tre forskellige steder i landet. Også de andre nordiske lande har givet deres bidrag, men dér er langt de fleste mundtlige versioner dog fra slutningen af forrige århundrede og fremefter, og da en undersøgelse har vist, at de har ringe betydning for spørgsmålet om visens alder, vil vi se bort fra dem i det følgende.

Fælles for alle de mundtlige overleveringer - nutidige og fortidige, indenlandske og udenlandske - er, at de kan have deres udspring i de gamle skillingstryk, enten direkte, ved at meddeleren har kendt dem, eller gennem et eller flere mellemled. De fleste danske versioner kan føres tilbage til Københavnstrykket, et mindre antal til Haderslevtrykket, men mens de første fordeler sig over hele tidsrummet 1810 til 1966, er Haderslevversioneme begrænset til perioden 1845 -1905. Derudover haves fem versioner, der er interessante derved, at de synes at være afledt af et nu ikke mere kendt skillingstryk, som må have indeholdt en blanding af versionerne i Københavnstrykket og i Haderslevtrykket; de er blevet sunget i Jylland i 1880'eme og 1890'erne. Endelig må nævnes syv versioner, der har afslutningsstrofer, som skillingstrykkene ikke har - og da det netop er visens slutning, der spiller hovedrollen for bestemmelsen af dens alder, er de af ganske særlig interesse.

Dette er da materialet, som står til rådighed for vor undersøgelse. Tiden må nu være inde til at se lidt nærmere på den poetiske side af sagen.

Vi vil begynde med at høre visen, sådan som Københavnstrykket meddeler den:

Agnete hun ganger på Højelands Bro,
da kom der en havmand fra bunden op.
Hå ja,
da kom der en havmand fra bunden op.

»Hør du Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og vil du nu være allerkæresten min ?«

»O, ja såmænd så vil jeg så,
når du ta’r mig med på havsens bund«.

Han stopped hendes øren, han stopped
hendes mund,
så førte han hende til havsens bund.

Tilsammen der udi otte år
syv sønner de tilsammen får.

Agnete him sad på vuggen og sang,
da hørte hun de engelandske klokkers klang.

Agnete hun ganger sig for havmand at stå:
»Og må jeg mig udi kirken gå?«

»O, ja såmænd så må du så,
når du kun kommer igen til børnene små«.

Han stopped hendes øren, han stopped
hendes mund,
så førte han hende på den engelandske grund.

Agnete hun ind ad kirkedøren tren
hendes moder bagefter i samme sind.

»Hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og hvor har du været i otte år fra mig?«

»Og jeg har været på havsens bund,
syv sønner har jeg ved den havmand få't«.

»Hvad gav han dig til foræringen din,
da han dig fæstede til bruden sin?«

»Og han gav mig et prægtigt guldbånd,
det bindes ikke bedre om dronningens hånd«.

Den havmand ind ad kirkedøren tren,
og alle de små billeder de vendte sig omkring.

Hans hår det var som det pureste guld
hans øjne de vare så frydefuld.

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og alle dine små børn, de længes efter dig«.

»Og lad dem længes, mens de længes vil,
slet aldrig så kommer jeg mere dertil«.

»O tænk på de store og tænk på de små,
ja tænk på det lille, som i vuggen lå«.

»Ret aldrig tænker jeg på de store eller små,
langt mindre på det lille, som i vuggen lå«. (Fig. 2, fig. 3)

Billede

Fig. 2. Forsiderne af de to skillingstryk.

Billede

Fig. 3. Agnete hun ganger på Højelands bro, da kom der en havmand fra bunden op.

Hermed slutter Københavnstrykket. Haderslevtrykket har, med små variationer, samme handlingsforløb og samme afslutning, men dertil føjer sig endnu fire strofer, som dog ikke ændrer noget ved visens handling:

Den havmand han vred sine hænder derved:
»Det skulle du betænkt, da du havde mig der«.

»Og vil du følge til stranden med mig,
tolv tusinde tønder guld dem giver jeg dig«.

»Tolv tusinde tønder guld dem haver jeg selv;
jeg giver dig fanden, den kan dig følge med«.

Den havmand han rejste med sorrigfuldt mod;
Agnete hun stod for stranden, og hjærtelig
hun lo.
Ho, ho, ho.
Agnete hun stod for stranden, og hjærtelig
hun lo.

De to skillingstryk har som sagt været kilden for det store flertal af sangere, og alle disses versioner har samme udgang: Agnete vender ikke tilbage til havmanden igen. Den litterære afhængighed er i øvrigt ikke større, end at der kan forekomme små afvigelser i handlingsforløbet. En sanger har således fået den gode ide at lade visen slutte med, at forældrene deler børnene mellem sig!

Mere interesse knytter der sig til de syv versioner, som har en helt ændret slutning: havmanden tvinger Agnete til at vende tilbage, eller han dræber hende. Fælles for disse sangere er det, at de først bringer visens almindelige afslutning: Ret aldrig tænker jeg o.s.v. - for derefter at tilføje deres egen løsning af problemet.

En jysk sangerske, Birthe Marie Nielsdatter i Sønderbæk sogn, fortsatte visen således:

Den havmand han ud af døren sprang,
så alle de små billeder i kirken gav klang.

En dag hun ud i marken går,
den havmand han til hende kom.

(manglende linje)
så tog han hende med hæven magt.

Og stoppet hendes øre og stoppet hendes mund,
så førte han hende på havsens bund.

En 80-årig kone, Sofie Stryhn på Lolland, havde denne slutning:

Den havmand han gik med så sorrigfuldt et mod,
bagefter kom Agnete, så hjærtelig hun lo.

Han stopped hendes øre og lukte hendes mund,
så førte han hende til havsens bund.

- og en jyde, Hans Kristian Pedersen i Timring, mente også, at det skulle ende med en havtagning:

Han stopped hendes øre, han lukte hendes mund,
så førte han hende på havsens bund.

Derpå tilføjede han:

Tre gange gik de den bjærg omkring,
tilsidst gik de ad bjærgen ind.

- men det er et lån fra balladen om jomfruen og dværgekongen, som han i øvrigt ikke kendte.

En sjællandsk fisker sang sin vise i den almindelige form, men tilføjede, at der var mere. Han kunne ikke huske versene, men handlingen var, at havmanden »fulgte efter Agnete og moderen, da de gik hjem til den sidstes hus, og knivene klang efter ham, da han gik hen ad vejen. Agnete ville ikke følge ham, men lod sig dog bevæge til at komme udenfor huset for at sige ham farvel. Så tager han hende med magt hjem med sig, og nu kommer hævnen, idet hun bliver forgivet af sine egne børn«.

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen har nedtegnet to slutninger i genfortalt form: Mette Skrædder, en gammel indsidderske på Mors, havde hørt, »at Agnete skulle have fortrødt det og så var gået ned til havet igen, men dem, der sagde det, de vidste ikke nogen rigtig redelighed; de sagde, at hun skulle have kommet til at lide så svært for det«. - Og en gammel kone - Karen Olesdatter på Vindum hede - tilføjede efter at have sunget visen: »Der er endnu to vers. Der stod deri, at han dræbte og hakkede hende på kirkegården«.

Den sidste af de syv er Hans Jensen i Svaneke - og hans efterskrift til visen udmærker sig frem for de andre ved at være nogenlunde velformet:

Den havmand han kastede et guldæble ind,
Agnete hun fik et andet sind.

Han lukte hendes øre, han holdt hende for
mund
og førte hende med sig til havsens bund.

Den havmand drev væk på bølgen den blå,
Agnete hun fulgte med ind hjem til de små.

Den havmand hjem til børnene kom,
og med sig havde han moren til dem.

Syv sangere fra slutningen af forrige århundrede har altså hver på sin måde fortsat historien, og vi har den allerstørste sympati for disse mennesker. Det er nemlig højst usædvanligt, at en vise om et møde mellem en pige og et overnaturligt væsen ender som i de trykte versioner af Agnetevisen. At pigen svigter sin sørgende havmand og deres fællesbørn, er både fra et menneskeligt og fra et folkloristisk synspunkt svært at forlige sig med. (Fig. 4)

Billede

Fig. 4. Agnete hun sad på vuggen og sang, da hørte hun de engelske klokkers klang.

Folketroen har sin egen forestillingsverden med ganske bestemte love for, hvordan dens mere eller mindre overnaturlige væsener skal opføre sig. Et eksempel på en middelalderballade, som er handlingsbeslægtet med Agnetevisen, men som følger reglerne, har vi i den ovenfor nævnte vise om jomfruen og dværgekongen. Den er - som så mange andre folkeviser - først nedskrevet i 1500-tallet, men der er ingen tvivl om, at det er en tryllevise af middelalderlig oprindelse. Handlingen er i korthed denne:

1. Pigen møder det overnaturlige væsen, som bjergtager hende med hendes vilje.
2. Væsenet tillader pigen at besøge hjemmet, som hun længes efter.
3. Pigen møder familien i hjemmet.
4. Væsenet besøger hjemmet og tvinger med trolddom pigen til at vende tilbage, eller han dræber hende.

Hvis man i ovenstående erstatter »bjergtaget« med »havtaget« og »hjemmet« med »kirken«, har man begivenhedsforløbet i Agnetevisen, men rigtignok med undtagelse af slutningen, hvor det alene er de syv afvigere, der er helt på folketroens grund. Ikke nok med det: Går man Agnetevisen efter i detaljer, vil man opdage, at den også på andre områder opfører sig utraditionelt.

Dværgekongen er et »rigtigt« overnaturligt væsen, men hvad er så havmanden?

Kort kan det om folketroens havmand siges, at han har fiskehale, men på land kan han gå normalt. Det mest fremtrædende træk ved ham er, at han er meget vidende, og at han kan spå. Blandt fiskere har det helt op mod vor tid været en almindelig udbredt tro, at det betød uheld at fange en havmand, og man mente, at det varslede uvejr, når man bare så et glimt af ham. Et andet overnaturligt væsen, som også hører hjemme i havet, er nøkken, eller, som han hyppigst kaldes herhjemme i 19. århundredes tradition, åmanden, og han er nok den af de to, der kommer visens beskrivelse nærmest. Det er en almindelig folketro om nøkken, at han med mellemrum kræver et offer, gerne et menneske. Når han viser sig, betyder det, at nu er tiden inde. Nøkken kan selv skabe sig om til et menneske - undertiden også til en hest - når han forlader sit rette element for at lokke en af landjordens skabninger ned til sig. De nærmeste danske paralleller til Agnetes våde ven finder man i de to middelalderballader, som almindeligvis går under navnene »Nøkkens svig« og »Harpens kraft«. I dem er forestillingen om den offerkrævende nøkke kommet til udtryk, omend i en lidt romantiseret form, hvor det kun er jomfruer, der efterstræbes. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5. »Hvad nu den ovenfor afbildede spillemand angår - han som sidder midt ude i floden og spiller på sin gige - så betegner han et varsel. Når han viser sig, bebuder han nemlig, at fogden eller befalhaveren på borgen skal rammes af en brat død, eller at en forsømmelig og søvnig vagtpost, efter krigslovens bud, skal kastes ned fra murens tinde og således lide døden«. - Olaus Magnus: Om livet hos de nordiske folk, 20. bog, 20. kapitel. 1555.

I Harpens kraft er historien den, at en brud på vej til kirke kommer til en bestemt bro, hvor hun falder i vandet, ned til nøkken. Den tililende brudgom henter imidlertid sin harpe og spiller så magtfuldt, at nøkken dukker op igen og giver ham pigen tilbage. I de ældste danske versioner - fra 15-1600-tallet - kaldes væsenet for trolden eller havtrolden. I et skillingstryk fra 1778 benævnes det: havmanden.

Nøkkens svig kendes i to udgaver, en kortere og en længere. I de korte versioner er hovedhandlingen denne: Nøkken kommer i en smuk ung mands skikkelse til en pige og fører hende med sig ned i vandet. Hun spørger, om hun må vende tilbage, men får nej, og hun begrædes af sin familie. – I de længere versioner af visen fortælles om en greve - det siges undertiden at være Marsk Stig - som har tre døtre, hvoraf den ene ikke vil gifte sig. Hun møder da - enten mens hun er til bal eller i kirken under gudstjenesten - den til en smuk og meget velklædt ung mand forvandlede nøkke. Han lokker hende til sig, og stående overfor sit rette element afslører han, hvem han er. Hun havtages mod sin vilje. I versionerne fra 15-1600-tallet kaldes han nøkken eller trolden. I et jysk visehåndskrift fra omkring 1630 (Langebeks folio) findes en udgave af visen med et vers, som i særlig grad har interesse for os:

Og han gik sig i kirken ind,
og alle de billeder vendte han omkring.

- og i en version, som Peder Syv lod trykke i sin visesamling fra 1695, forekommer den samme strofe i endnu mere spændende udformning:

Den havmand går ad kirkedøren ind:
Alle små billeder vendtes omkring.

Strofen er jo i begge tilfælde identisk med den, vi kender fra Agnetevisen, og hos Syv kaldes væsenet en havmand; det er første gang, en nøkke betegnes på denne måde. I begge de to viser, Nøkkens svig og Harpens kraft, møder vi altså denne nøkke-havmand (1695 og 1778), men man kan ikke uden videre identificere ham med Agnetes elsker, der i virkeligheden ikke er nogen »rigtig« nøkke. (Fig. 6)

Billede

Fig. 6. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) var lærer på Herning- egnen. Hans folkloristiske interesse - vakt i seminarietiden - satte ham igang med indsamlingsvirksomheden, der tog større og større omfang og efterhånden blev udstrakt til hele Jylland. En særlig evne til at få de gamle meddelere på gled var hans hovedaktiv, og han besad en smittende iver, som fik mange andre draget ind i arbejdet. Så stor en indsats matte nødvendigvis vække opmærksomhed; han fik tildelt en fast årlig understøttelse, og 1888 opgav han lærergerningen for helt at hellige sig sin forskning. Et uhyre materiale af sagn og viser blev på denne måde reddet fra glemsel; det opbevares nu på Dansk Folkemindesamling, men en stor del af det er udgivet af Tang Kristensen selv og har på denne måde fået øget værdi.

Det mærkelige ved Agnetes havmand er, at han i så høj grad påkalder sig sympati, og at han hele visen igennem optræder i sin egen skikkelse. Han havtager ikke pigen mod hendes vilje, og det er en meget nænsom havtagning: han stopper først hendes øren og hendes mund. De lever lykkeligt sammen på havets bund, de får børn sammen, og han giver hende lov til at vende tilbage, blot hun lover at komme igen til børnene og ham. Da Agnete svigter ham, bønfalder han hende om at vende tilbage, om ikke andet så for børnenes skyld, og da overtalelserne viser sig virkningsløse, sørger han dybt. Det er ham, medfølelsen samler sig om. Aldrig har man mødt magen til overnaturligt væsen i dansk og nordisk tradition, ligeså lidt som i europæisk tradition i det hele taget.

I tysk-slavisk tradition møder vi en vise, der må tiltrække sig vor opmærksomhed alene af den grund, at den handler om »die schöne Agnete« og hendes møde med »der Wassermann«. Handlingen i de kendte versioner af den kan refereres sådan:

1. Væsenet bygger en bro for pigen, som han med list eller vold fører ned i floden.
2. Væsenet tillader pigen at besøge kirken, som hun længes efter.
3. Pigen møder sin familie i kirken (og hjemmet) og vil ikke vende tilbage.
4. Væsenet besøger kirken (eller hjemmet) og tvinger pigen til at vende tilbage, eller han dræber hende.

Sammenligner man for eksempel den anden episode i en af de tyske versioner med teksten i Københavnstrykket, vil man finde en påfaldende overensstemmelse:

Dort unten war sie sieben Jahr,
Und sieben Kinder sie ihm gebar.

(Tilsammen der udi otte år,
syv sønner de tilsammen får).

Und da sie bei der Wiege stand,
Da hörte sie einen Glockenklang.

(Agnete hun sad på vuggen og sang,
da hørte hun de engelandske klokkers klang).

»Ach Wassermann, ach Wassermann'.
Lass mich einmal zur Kirche gehn«.

(Agnete hun ganger sig for havmand at stå:
»Og må jeg mig udi kirken gå?«)

»Wenn ich dich Hess zur Kirche gehn,
Du möchtest mir nicht Wiederkehrn«.

(»O, ja såmænd så må du så,
når du kun kommer igen til børnene små«).

Ligheden er så fremtrædende, at man på det nærmeste kan tale om en oversættelse, men det dækker kun den formelle side, ikke handlingsforløbet, der afviger væsentligt; det er i hvert fald ikke her, den danske vise har hentet forbilledet for sin ædle havmand. At der består et afhængighedsforhold mellem på den ene side Agnetevisen, på den anden side den tysk-slaviske vise og Nøkkens svig er dog hævet over enhver tvivl. (Fig. 7, fig. 8)

Billede

Fig. 7. »Hun har sikkert været vor bedste og rigeste vise sangerske«, skrev Evald Tang Kristensen om den gamle kone på billedet. Ane Johanne Jensdatter var født 1827 i Gjellerup ved Herning. Som 12-årig kom hun fra hjemmet, havde forskellige pladser, men blev så gift og bosat i Bording, hvor hun var hjemmehørende i 30 år. Efter mandens død havde hun svært ved at klare sig, en årlig alderdomsunderstøttelse på 48 kr slog ikke til, og tilsidst flyttede hun til sin søn, der var strømpevæver i Herning. Fotografiet er taget 1895. Hun var da meget brystsvag. »For at få hendes billede måtte vi have hende stillet an lidt i sengen og med en del puder bag ved hende«.

Billede

Fig. 8. I Bording har Evald Tang Kristensen tit besøgt Ane Johanne og »skrevet mange ypperlige viser op«. Agnetevisen kendte hun (åbenbart i Haderslevudgaven), men hun huskede kun enkelte strofer. De blev, 1871, nedtegnet således:

Peder Syvs visesamling fra 1695 var meget populær i 1700-tallet. Den blev optrykt tre gange mellem 1739 og 1784, og den kom til at spille en stor rolle for den førromantiske interesse for de gamle viser, ikke bare herhjemme men også i Tyskland.

Den tyske digterfilosof Johann Gottfried Herder pegede i 1760'erne på den rige kulturarv, de enkelte nationer havde i deres gamle traditioner, og ikke mindst i folkeviserne. Han opfordrede kraftigt digterne til at lære viserne at kende og lade sig inspirere af dem. Omtrent samtidig skrev den dansk-tyske kritiker H.W. Gerstenberg en begejstret artikel om de danske folkeviser og om Syvs samling heraf, og i 1772 opfordrede viseudgiveren og digteren W. H. F. Abrahamson til, at der blev digtet nye ballader i den gamle folkevisestil.

Opfordringerne blev ikke overhørt. Gendigtningerne florerede, og nøkkeballaderne kom på mode, efter at Goethe i 1778 havde skrevet sit bekendte digt Der Fischer, som året efter blev udgivet i en tysk samling af folke- og andre viser. Samtidig med Goethe skrev Ewald sin romance om Liden Gunver til syngespillet Fiskerne, og fire år senere skrev Goethe selv et syngespil. Die Fischerin, hvori han indlagde en tysk oversættelse af Peder Syvs version af Nøkkens svig.

Og nu er vi fremme ved det, som for os er sagens kerne. Der er al mulig grund til at antage, at Agnetevisen er digtet i denne periode, sandsynligvis i 1770'erne og i al fald før 1797, nemlig det år, hvor Københavnstrykket senest kan være udgivet. Det vil være naturligt at rejse det spørgsmål, om der består et afhængighedsforhold mellem Ewalds Liden Gunver og Agnetevisen.

Den unge litteraturhistoriker Marie-Louise Svane har i en endnu ikke publiceret afhandling på overbevisende måde godtgjort, at Ewald ikke nødvendigvis behøver at have kendt Agnetevisen, men at han langt snarere har skrevet sin romance ud fra sit kendskab til Peder Syvs version af Nøkkens svig. Ewald digter om »skiøn Havmand« med de kærlige øjne og den søde tale. Liden Gunver er ung og følsom. Hendes mor ved det, og hun advarer hende mod de falske mandfolk. I hede ord beskriver havmanden sin længsel efter pigen. Hun giver efter og rækker hænderne ud mod ham:

Han trak hende fra den stejle bred
glad ved sin svig.
Som storm var hans latter; men fiskerne
græd
ved Gunvers lig.

Ewalds havmand er smuk og kærlig, men svigefuld. Det er den forførende nøkke fra Nøkkens svig. At Ewald kalder ham en havmand forstås lettest, hvis man forudsætter, at han har kendt Syvs ofte genudgivne viseudvalg.

Agnetevisens havmand er også smuk og kærlig, han har hår som det pureste guld, og hans øjne er frydefulde, men han er helt igennem ærlig, hvad man derimod ikke kan sige om Agnete; visen kunne egentlig have heddet Agnetes svig. Man kan forestille sig, at den nu ukendte digter har villet skrive et modstykke til Ewalds romance. Slutningen kan meget vel betragtes som et direkte modstykke til Ewalds slutning: Agnetes latter over for havmandens latter.

Er der noget rigtigt i disse reflektioner over forholdet mellem Agnetevisen og Liden Gunver, vil det sige, at den ukendte digter tidligst kan have skrevet sin vise i 1778 og - som nævnt ovenfor - senest i 1797. Dernæst kan vi slutte, at versionen i Haderslevtrykket er den oprindelige eller i det mindste er den, der kommer originalen nærmest - for det er jo dér, den leende Agnete forekommer. Men det var Københavnertrykket, der blev mest populært.

Agnetevisens digter - hvem han så er - har øst af et foreliggende stof. Han har formået at ramme den middelalderlige vises tone, men dens uskrevne love har han ikke haft tilstrækkeligt kendskab til, og det er det, der røber ham. Den helt afgørende forskel ligger som sagt i havmandens karakter, men også selve handlingsforløbet har karakteristiske afvigelser. Agnete lokkes ikke med list eller tvinges med vold, hun træffer sit valg helt frivilligt. »O, ja såmænd så vil jeg så«, er hendes beredvillige svar på havmandens opfordring. Og da situationen gentager sig mange år senere, og hun siger sit nej, da føres hun ikke tilbage til havet eller dræbes, som traditionen kræver. Dertil kommer, at en del af visens strofer er helt unikke i form og indhold. Det gælder for eksempel verset »Han stopped hendes øren --«, og det gælder Haderslevtrykkets afslutning om havmanden, der vrider sine hænder i sorg, mens Agnete ler. (Fig. 9)

Billede

Fig. 9. Den havmand han rejste med sorrigfuldt mod. Agnete hun stod for stranden, og hjertelig hun lo.

At kuldkaste en hævdvunden opfattelse af et elsket digterværk er vel ikke den taknemmeligste opgave, man kan tage sig på, og der skal nok være nogle, der fortsat vil hævde, at visen er meget gammel. De vil henvise til to ting:

1) at nogle af versionerne ender, som de skal - det vil sige, som de middelalderlige bjerg- og havtagnings-ballader plejer at ende. Som vi har set, er det dog kun syv ud af ca 150 versioner, det drejer sig om, og af disse er det blot bornholmeren Hans Jensen, der har en velformet afslutning. De syv kan uden vanskelighed forklares som enkelte sangeres mere eller mindre talentfulde forsøg på at bringe den vildfarne vise tilbage på folketroens sikre grund.

2) at man allerede omkring 1630 i en version af Nøkkens svig møder strofen om billederne, der vender sig i kirken, når havmanden kommer ind.

Oluf Friis mener, at vi her har det afgørende bevis for Agnetes middelalderlige herkomst, for strofen må være et lån fra Agnetevisen; i Nøkkens svig hører den ikke oprindelig hjemme, siger han. Påstanden kan anfægtes. I en række versioner af Nøkkens svig spiller den omtalte scene netop en afgørende rolle, idet det må anses for væsentligt, at de fromme helgener før præst og menighed opdager, at den smukke unge ridder i virkeligheden er en hedning. Strofen kan da meget vel høre hjemme i Nøkkens svig og optræde i Agnetevisen som et lån herfra - vel at mærke via Peder Syvs version.

Har vi spoleret et nationalt klenodie? Har vi gjort visen ringere ved at gøre den yngre? Måske. Til gengæld er vi nået frem til en bedre og rigtigere erkendelse, og det er en vinding, som er prisen værd.