Guldskiver af ler

De ældste danske fund af denne art kan hurtigt opregnes: nogle flade økseblade, spiralringe, et enkelt skiveformet smykke - alt af kobber. Senere kommer guldet til: tre prægtige halskraver af nymånens sluttede form, indført fra det fjerne irske ørige, hvor der var både kobber- og guldminer i drift for mere end 4000 år siden.

Metallet må dog have været mere kendt i denne første tid, end de sparsomme fund giver udtryk for. Det fremgår af den omstændighed, at mange af tidens genstande, således en væsentlig del af de af sten fremstillede våben og redskaber, direkte kopierer metalsager - også metalsager, der aldrig er fundet her i landet, men som kendes fra udlandet, og som vi altså må gå ud fra, har været her. Ligheden ligger i reglen i formen, men også farven har spillet en rolle. En rødlig stenart, som man undertiden har valgt til materiale, kan minde stærkt om det røde kobber, og det gyldne rav, der brugtes til smykker, kan nærme sig dette metal til forveksling. Ravet kan også få lighed med guld, når det spejler solens øje. (Fig. 2) (Fig. 3)

Som eksempel på denne fremstilling af efterligninger kan nævnes nogle flade, runde ravskiver fra begyndelsen af yngre stenalder. De bærer indborede huller, der svarer til udhamrede buler i kobberskiver fra denne tid. At man i brændt ler på tilsvarende måde skulle have efterlignet guldskiver, lyder straks mere usandsynligt, men er ikke desto mindre tilfældet. To sådanne guldskiver af ler blev i 1854 indsendt til Oldnordisk Museum, hvor man bestemte dem som lerlåg. Under denne prosaiske betegnelse har de i mere end 100 år skjult deres oprindelse og betydning.

Lerskiverne blev fundet i et stenkammer på Bognæsgarden ved bunden af Roskilde fjord. Det var opbygget af tre svære sten og havde bunden belagt med stenfliser. Ved siden af »lågene« lå fire lerkar, hvoraf dog kun ét var helt, og i kammeret fandtes endvidere knogler af mindst to mennesker. De to lerskiver, der er lige store og ca 12 centimeter i tværmål, har på den ene side indprikkede fireegede hjulkors, og prikmønsteret er på en af skiverne suppleret med et zigzagband, som følger indersiden af hjulkransen.

De guldskiver, som lerskiverne uden tvivl efterligner, kendes fra en snes fund på Irland, hvor de i flere tilfælde er truffet parvis. De største af dem er på størrelse med lerskiverne, og de fleste bærer hjulkors i forskellig udformning. Nær centrum findes to gennemboringer, der viser, at guldskiverne har været fæstnet til et andet materiale, måske fastsyet på en klædning. Gennemboringerne er det bedste bevis for samhørigheden mellem de langt fra hinanden fundne stykker af så forskelligt materiale som guld og ler. De to huller er nemlig tydeligt angivet på den ene af lerskiverne med prikker, der er lidt større end dem, som er anvendt i den øvrige ornamentik.

Uden for Irland kendes disse guldskiver kun fra et par fund i det sydlige England og et enkelt fra øen Man; i Danmark er de aldrig fundet. Men det irske guld har nået os i skikkelse af de førnævnte halvmåneformede smykker, og også guldskiverne må have været her, ellers ville vi ikke kunne finde deres efterligninger i ler.

Hjulkorset på de irske guldskiver er solens velbekendte tegn. Dets storhedstid falder ellers i ældre bronzealder, men allerede nu - ved midten af yngre stenalder - er det altså i brug i Danmark. Guldskiverne såvel som lerskiverne må opfattes som amuletter for solens magt, og det samme gælder de føromtalte kobberskiver og deres efterligninger i rav. Skiverne kan have været båret af solgudens præster, som har fået dem med sig i graven, en skik, som synes at have holdt sig op i tiden. I en grav fra ældre bronzealder ved Jægersborg nord for København er fundet en guldskive, noget større end de irske og tydeligt i slægt med den gyldne skive på solvognen fra Trundholm.

Et par guldskiver af ler blev nedlagt i en dansk stenaldergrav. Forbillederne, de rigtige guldskiver, blev vel overtaget af den dødes efterfølger i stillingen som solpræst for stammen på Bognæs. (Fig. 4)