Guldskatten fra Hammershus

SÅ meget større var glæden, da det i sommer rygtedes, at der var fundet en guldskat på Hammershus. Nyheden kom fra Nationalmuseets opsynsmand på borgen, Kaj Larsen; han kunne meddele, at han og hans medhjælper Sigurd Larsen 13. juni under reparationsarbejde på vestre ringmur var stødt på 22 guldmønter, der lå tæt sammentuttet, og ved siden deraf fire fingerringe og resterne af en rød silkepung eller -pose. Museumsinspektør Erik Skov fra Nationalmuseet tog straks til Hammershus, hvor han besteg det høje stillads, som var rejst op ad muren. Heroppe – 8,5 meter over det omgivende terræn og 4,5 meter over borgens indre område – var skatten fundet. Den lå i et hulrum i den forfaldne mur, og skønt den blev opdaget fra ydersiden, er det åbenbart, at den i sin tid må være anbragt indvendig fra. En klat mørtel, som tydeligt adskilte sig fra den, som var anvendt ved murens opførelse, har dækket over gemmestedet. Inde i borgen, op ad ringmuren, har ligget et hus, og fra et rum i dette, helt oppe under taget, må skatten være anbragt. I 1607 blev huset ombygget til et arkeli eller tøjhus, men da har man ikke vidst noget om skattens tilstedeværelse; ellers havde den nok ikke fået lov at blive liggende.

Hammershus er bygget midt i 1200-årene på foranledning af ærkebispen, og helt til 1525 var den, med få afbrydelser, i hænderne på de stridbare og ofte kongefjendske kirkefyrster, der end ikke undså sig for at give kongemordere husly. Efter bispetiden fulgte en 50-årig periode, hvor borgen – og øen – var pantsat til Lybæk, men derefter kom den i kronens besiddelse; den kom til at spille med i svenskekrigene, og lejlighedsvis fungerede den som statsfængsel, blandt andet for så fornemme forbrydere som ægteparret Ulfeldt. 1743 blev det besluttet at opgive og nedrive det allerede da stærkt forfaldne Hammershus. – Mange gange i borgens 500-årige historie har der stået fjender foran murene. Der har været tidspunkter nok, hvor det kunne være hensigtsmæssigt at skaffe sine værdier af vejen. Men hvornår blev skatten skjult og af hvem? Kan en nærmere betragtning af genstandene hjælpe os til at besvare disse spørgsmål?

Hovedbestanddelen i fundet er mønterne, af hvilke der som sagt er 22. De er af guld, og det er sjældent i middelalderen – i hvert fald i Nord- og Mellemeuropa, hvor man fra midten af 700-årene og ca 500 år frem næsten udelukkende klarede sig med sølvmønter. I sidste halvdel af 1200-tallet begyndte man imidlertid til brug for den voksende handel at slå guldmønt i Italien, England og Frankrig. I det følgende århundrede fulgte Tyskland efter; i Lybæk prægedes »floriner«, og 1386 sluttede fire rhinske kurfyrster forbund med det formål at slå god og ensartet guldmønt, hvilket resulterede i den såkaldte rhinske gylden. De udenlandske guldmønter kom snart i omløb i Danmark, de omtales i skriftlige kilder og kendes fra fundene, som hyppigst forekommer ved kysterne og især ved Øresund, hvor de årlige Skånemarkeder tiltrak fremmede købmænd. Særlig almindelige kan de dog ikke have været, for af middelalderlige guldmønter er der hidtil på gammel dansk område kun fundet 447. En eneste af disse bærer en dansk konges navn, nemlig kong Hans’; han var den første, som slog danske guldmønter, idet han brugte dem til betaling af de lejesoldater, han anvendte i krigen mod Sverige.

De nyfundne Hammershusmønter er alle tyske, og det siger lidt om guldmønters spredning, at ikke to af dem er ens. Den ældste mønt er slået omkring 1420, den yngste 1518 eller -19; i tid spænder de altså over ca hundrede år, hvilket ikke er usædvanligt for en middelalderlig møntskat og da slet ikke for en med guldmønter, der i særlig grad var stabile værdimålere. Rhinske gylden og rigsgylden (som iøvrigt også i daglig tale blev kaldt rhinske gylden) udgør størsteparten af skatten. De første, der jo er udsprunget af det før nævnte Rhinforbund, bærer kurfyrsternes våbenmærker, mens de sidste – rigets gylden – er kendelige på rigsæblet i præget; de er slået i selve den tyskromerske kejsers navn af byer, som hørte direkte under ham. De resterende mønter – ca en tredjedel – stammer fra forskellige andre møntsteder, såsom bispesæderne Bremen, Osnabrück og Würtz- burg; fra Lybæk og Hamborg er der mærkelig nok ingen, men på to mønter finder man Hamborgs kontrastempel (nældebladet) som tegn på, at de er blevet prøvet her og fundet gode med hensyn til vægt og lødighed. – De sikre møntdateringer kommer fundets andre genstande til gode og giver også et fingerpeg om, hvornår selve skatten er gemt hen; antagelig er det sket ret kort efter 1518-19, som er tilblivelsestiden for den yngste mønt.

Tre af fundets fire fingerringe er prægtige prydringe, støbt af sølv i flere dele, som er samlet og overtrukket med lueforgyldning, hvorved man blandt andet har opnået at dække over små unøjagtigheder i lodningen. Hvor de er blevet lavet, er det meget svært at sige noget om; mange kunsthåndværkere kom fra Lybæk eller andre nordtyske stæder, men de omrejsende guldsmede medførte deres modeller og var i stand til at støbe næsten hvorsomhelst. At den største ring er bestemt for en mandsfinger, kan ikke betvivles, om de mindre ringe også er det, er straks mere usikkert, men det er ikke utænkeligt, eftersom vi fra billeder ved, at mænd bar ringe på lillefingeren og på de andre fingres yderste led. (Fig. 3)