Guldring og sporer

Der blev virkelig senere under denne udgravning fundet både sølv og guld, og det må have glædet vor skattesøger usigeligt, men i første omgang var det kun sten og potteskår, han stødte på. Dog også dette kunne være af værdi. Skanderborg Museum blev tilkaldt og foretog i vinterens kulde en foreløbig undersøgelse, der viste, at man stod over for et gravanlæg fra ældre jernalder. Den videre undersøgelse af anlægget blev overdraget Forhistorisk Museum.

Jernaldergraven lå med bunden direkte på oldtidens markoverflade, hvilket dog nærmest er tilfældigt, for oprindelig er den gravet ned i toppen af en ældre høj. Bulldozeren havde skåret sig ind i anlæggets sydside, men resten var intakt: en rektangulær ramme, 3x2 meter, af hovedstore sten, længderetning øst-vest. Stenrammen er sikkert oprindelig anbragt som udvendig støtte for en nu helt bortrådnet trækiste. Et lag nævestore marksten, som fandtes spredt ud over graven, har vel ligget oven på lågets planker og tjent til at holde disse på plads.

Af afdøde selv var der kun lidt tilbage: et sort, fedtet lag af to-tre centimeters tykkelse og svage spor af skelet, men mærkelig nok blev der hist og her fundet rester af pelsværk, som personen har været klædt eller svøbt i (det har - omend med lidt usikkerhed - kunnet bestemmes som værende af bæver - og mus!). Fra samtidige fund med bedre bevaringsforhold ved vi, at man lagde de døde i sovestilling, det vil sige på siden med let optrukne ben og armene bøjet foran ansigt og bryst. Sådan har det sikkert også været her, og liget har i så fald ligget med hovedet i kistens vestende, ryggen mod langvæggen og ansigtet vendt mod syd. (Fig. 1) Foran sig har det haft en bugnende opdækning med mad og drikke i fade, krukker og krus - ikke mindre end fjorten lerkar, som bulldozeren ganske vist havde raseret slemt, men som dog i stor udstrækning har kunnet rekonstrueres og samles. Den døde har sandelig ikke skullet lide nød på den lange rejse til dødsriget. En jernkniv i fundet må vel opfattes som et spiseredskab.

(Fig. 2).

En guldfingerring, som fremkom midt i graven, er af en størrelse, som viser, at den gravlagte har været af mandkøn, og fundene af et par sporer bekræfter denne antagelse samtidig med, at de giver en antydning om mandens profession. Af andet udstyr fandtes et bæltespænde, to bronzenåle, en række små, stærkt forrustede jernstykker, om hvis brug der intet kan siges, samt fire små bronzebeslag, hvoraf to med raffineret sølvbelægning; de ses at have været nittet på læder, og da de lå i gravens »fodende«, kan de tænkes at have hørt til skoene. Oldsagerne og gravanlæggets hele form henviser fundet til den ældre romerske jernalder, det vil sige tiden kort efter Kristi fødsel.

Graven er som sagt anlagt oven i et ældre oldtidsminde, en lav stenalderhøj, hvis gravanlæg jernalderfolkene har forstyrret - muligvis uden at vide, at de gjorde det, eller at det overhovedet var en kunstig høj, de gravede i. I hvert fald har de ønsket at give deres døde mand et værdigere mindesmærke end det foreliggende. Over stenalderhøjen med den nyanlagte jernaldergrav byggede de en høj som vistnok dengang var ganske anselig, men hvis højde nu, efter mange års pløjning, var sunket til 60 centimeter. For at forhindre, at jorden skred ud, blev foden omsat med kløvede marksten anbragt med fladsiden udad og sammenpasset meget omhyggeligt. På et senere tidspunkt af oldtiden har man igen benyttet højen til gravlægning; den er ved den lejlighed bygget større og forsynet med en ny fodkreds, der dog i udførelse står langt tilbage for den første. Om arten af den tredje og yngste grav kan vi intet sige; den har ligget højt og er for længst bortpløjet.

Bakken, hvor vi befinder os, er den højeste i miles omkreds, og en gravhøj med en så markant beliggenhed skulle synes bestemt for bedre folk. Om vor jernaldermand ved vi, at han var rytter og altså havde rådighed over en hest, og det siger måske ikke så lidt om hans sociale position. Om denne skulle gravens samlede udstyr i øvrigt kunne fortælle, vel at mærke, hvis man ser det i sammenhæng med, hvad tidens øvrige grave kan byde på. Billedet af disse er temmelig broget, brændt og ubrændt begravelse forekommer i flæng, og der er så store lokale forskelligheder, at man ligefrem på det grundlag kan opdele romertidens danske jernaldersamfund i en række provinser. Hylkegraven hører til den øst-midtjyske gruppe og er en typisk, men usædvanlig veludstyret, repræsentant for en i øvrigt meget almindelig gravtype kaldet lerkargraven - et navn som ikke behøver nærmere forklaring. I gravene af denne art er hverken guldringe eller sporer hverdagsfund, de er tilstrækkelig sjældne til at indicere, at deres ejer har været en mand af en vis betydning, måske en lokal sognekonge eller herredsfoged. Højen med den usædvanlig smukke stenomsætning understreger denne vurdering. Langt de fleste af tidens grave er anlagt under flad mark.

(Fig. 3).

I denne som i så mange andre jernaldergrave fandtes spredt omkring i fylden små stumper af brændte ben, og som sædvanlig er vi ude af stand til at afgøre, hvad de betyder. Benene, hvoraf i hvert fald nogle er af menneske, kan være levninger efter et brændoffer; i hvert fald må de opfattes som rekvisitter i gravlægningens indviklede ceremoniel, der har skullet berede den døde vejen til den anden verden. Endnu et lillebitte glimt af et åndsliv, som vi i øvrigt er næsten uden kendskab til.