Guldring og sporer
De to skattefund, som sidste år blev opgravet på Djursland, vakte stor opsigt, dels naturligvis på grund af deres kulturhistoriske værdi, dels – og navnlig – fordi de indbragte finderne anselige dusører. Penge, man graver op af jorden, er, når alt kommer alt, lige så gode som dem, man vinder på tipskuponen. På Brørup Skovgård, nær stationsbyen Hylke syd for Skanderborg Sø, fik føreren af en gravemaskine en eftermiddag et par timer til overs, og med Djursland-skattene i tankerne begav han sig op på en lav højning beliggende på toppen af et større bakkedrag for at søge lykken – med gravko.
Af Søren H. Andersen
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Der blev virkelig senere under denne udgravning fundet både sølv og guld, og det må have glædet vor skattesøger usigeligt, men i første omgang var det kun sten og potteskår, han stødte på. Dog også dette kunne være af værdi. Skanderborg Museum blev tilkaldt og foretog i vinterens kulde en foreløbig undersøgelse, der viste, at man stod over for et gravanlæg fra ældre jernalder. Den videre undersøgelse af anlægget blev overdraget Forhistorisk Museum.
Jernaldergraven lå med bunden direkte på oldtidens markoverflade, hvilket dog nærmest er tilfældigt, for oprindelig er den gravet ned i toppen af en ældre høj. Bulldozeren havde skåret sig ind i anlæggets sydside, men resten var intakt: en rektangulær ramme, 3×2 meter, af hovedstore sten, længderetning øst-vest. Stenrammen er sikkert oprindelig anbragt som udvendig støtte for en nu helt bortrådnet trækiste. Et lag nævestore marksten, som fandtes spredt ud over graven, har vel ligget oven på lågets planker og tjent til at holde disse på plads.
Af afdøde selv var der kun lidt tilbage: et sort, fedtet lag af to-tre centimeters tykkelse og svage spor af skelet, men mærkelig nok blev der hist og her fundet rester af pelsværk, som personen har været klædt eller svøbt i (det har – omend med lidt usikkerhed – kunnet bestemmes som værende af bæver – og mus!). Fra samtidige fund med bedre bevaringsforhold ved vi, at man lagde de døde i sovestilling, det vil sige på siden med let optrukne ben og armene bøjet foran ansigt og bryst. Sådan har det sikkert også været her, og liget har i så fald ligget med hovedet i kistens vestende, ryggen mod langvæggen og ansigtet vendt mod syd. (Fig. 1) Foran sig har det haft en bugnende opdækning med mad og drikke i fade, krukker og krus – ikke mindre end fjorten lerkar, som bulldozeren ganske vist havde raseret slemt, men som dog i stor udstrækning har kunnet rekonstrueres og samles. Den døde har sandelig ikke skullet lide nød på den lange rejse til dødsriget. En jernkniv i fundet må vel opfattes som et spiseredskab.
(Fig. 2).
Udgave: Skalk 1969:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
