Guldhornsguld

Et par guldørenringe og et dokument med røde laksegl befinder sig på museet i Ringe, hvor de opbevares i et jernskrin med elleve låse og under dække af hærdet glas. Kronjuvelerne selv kan næppe være bedre beskyttet end disse genstande på det fynske kunstkammer. Hvad er det for sager og hvorfor denne dramatiske sikring mod langfingrede museumsgæster? Har man dårlige erfaringer? Ja på en måde! Forklaringen finder man i selve genstandenes historie, som museets formand, førstelærer Alfred Pedersen, har gjort rede for. De er en gave fra en gammel fynbo, Anders Christian Andersen fra Volstrup, der døde for få år siden, højt oppe i firserne, og har tilhørt hans oldemor Karen Nørregaard, ligeledes fynbo, men omkring år 1800 bosat i København, hvor hun sammen med sin mand drev spækhøkerforretning, som hun videreførte efter at være blevet enke. Ørenringene skal den unge spækhøkermadam have fået af en nabo, en beleven guldsmed ved navn Niels Heidenreich, hvis galanteri dog må ses i lyset af, at han skyldte familien penge (fig. 1).

Af Redaktionen

Billede

Fig. 1: Huset, hvor tyven boede, og hvor omsmeltningen foregik. Den endnu eksisterende bygning ligger på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørns træde.

Kort efter gavens modtagelse giftede Karen sig igen; den udvalgte var brændevinskarlen Lars Nielsen, kaldet »Trille«. Da der var et barn i første ægteskab, blev boet opgjort; det endnu eksisterende skiftedokument er dateret 9. oktober 1802 og underskrevet af tre agtede mænd, hvoriblandt den ovenomtalte Niels Heidenreich. Med agtværdigheden var det nu så som så, Heidenreich havde siddet ni år i fængsel for falskmøntneri, men det har åbenbart ikke været kendt i Studiestræde. Ikke længe efter - i april 1803 - skete der imidlertid noget, som bragte hans navn på alles læber og for stedse udstødte ham af det gode selskab. Den belevne guldsmed blev afsløret som tyv - af intet mindre end guldhornene, de to kostelige oldtidsskatte, hvis forsvinden fra Det kongelige Kunstkammer året før havde rystet sindene.
Mens forhørene skred frem, og forbrydelsen blotlagdes for alverden, gik politiet igang med at sammenskrabe resterne af de itubrudte og omsmeltede horn. I et chatol, deponeret hos tyvens søster, fandt man fem pund sammensmeltet guld, men størsteparten var allerede forarbejdet og afsat rundt om i staden. Det er tænkeligt, at den brave madam Nørregaard ikke har haft det så godt med sine ørenringe i de dage, men hun beholdt dem, og de befinder sig nu (sammen med skiftedokumentet) på det fynske museum, hvor de som sagt behandles med al den ærbødighed, man skylder den eneste kendte rest af guldhornsmetallet. At denetop er havnet her, er en lille historie for sig. Under Københavns bombardement 1807 dræbtes Trille, og Karen Nørregaard - nu enke for anden gang - valgte at ryste hovedstadens støv af sine fødder og søge trøst i sin fynske hjemstavn.

Kan det nu have sin rigtighed? Er det virkelig j guldhornsguldet, som stråler imod os fra billedet på disse sider? Usikkert er i og bliver det, men man kan ikke frakende beretningen et præg af ægthed, familietraditionen virker troværdig, og at Karen Nørregaard har kendt Heidenreich og på det rigtige tidspunkt er jo i hvert fald
bevist af dokumentet - som på den anden side, det må erkendes, i sig selv er så historiefyldt, at det kan have virket sagnskabende. En foræring fra tyven behøver iøvrigt ikke nødvendigvis at være af guldhornsguldet. Heidenreich var efter alt at dømme en spendabel natur, men han var ludfattig, og efter tyveriet har han naturligvis haft ganske særlige muligheder for at give gyldne gaver.

Historien om guldhornstabet har altså fået en efterskrift, som ikke var kendt af E. C. Werlauff, da han i 1858 udsendte sit lille skrift: Erindringer om Guldhornstyveriet. Denne bog er for resten spændende nok i sig selv, og den er vor hovedkilde til viden om det berømte indbrud. Forfatteren var, da tyveriet fandt sted, ansat ved Det Kongelige Bibliotek, som delte hus med Kunstkammeret, og er altså næsten at regne for øjenvidne, skønt han skrev sin rapport mere end et halvt århundrede efter begivenheden; han var da nær de 80. Iøvrigt bygger han ikke beretningen på minder alene, den kyndige biblioteksmand og historieprofessor har af arkiverne fremdraget et omfangsrigt stof, der lader os følge den begavede kæltring fra hans armodige jyske barndom, gennem brydsomme læreår frem til det første store fejltrin og endelig til den forbrydelse, der forskaffede ham livsvarigt fængsel, hvilket i dette tilfælde vil sige 37 år. Heidenreich var, med fejl og karakterbrist, en interessant og på mange måder tiltalende personlighed. Han besad opfindersnilde og betydelig fingerfærdighed - det sidste en farlig egenskab, der blev hans ulykke. Sit lange fængselsophold forkortede han med matematiske studier; det siges, at han bl.a. syslede med cirklens kvadratur - en opgave, der må være specielt egnet for folk i hans situation.
Af forholdene i og om det kongelige raritetskabinet giver bogen et pudsigt og samtidig let chokerende billede; man forbløffes over letsindigheden i omgangen med nationens skatte, som gladeligt gaves publikum i hænderne, og som tyven
kunne skaffe sig adgang til med kun to nøgler, hvoraf den ene hans egen stuedørsnøgle. Om øvrighedens effektivitet får man en forestilling, når man hører, at politiet først dagen efter tyveriets anmeldelse indfandt sig på åstedet og optog forhør. Således vrimler bogen med kuriøse småtræk til belysning af en svunden tid.
Den lille, meget underholdende kulturhistoriske kriminalroman, der i sin tid udkom i et oplag på 100, eksisterer nu kun i ganske få eksemplarer. Wormianum har ladet den genoptrykke. Den være hermed anbefalet.