Guldbrakteater

Et par dage efter var ægteparret igen på stranden, og da var det fruens tur til at finde et hagekorsemblem.

Kort tid efter disse begivenheder var der i fjernsynet en udsendelse om Nationalmuseets udstilling »Nordisk oldtidsguld«. Her vistes bl.a. nogle guldsmykker fra jernalderen af en type, som kaldes brakteater. Da blev Jægersprisfamilien klar over, hvad de to naziemblemer virkelig var. Drengen blev tilkaldt (han havde heldigvis ikke smidt »emblemet« væk). Nationalmuseet blev underrettet og de to brakteater afleveret som danefæ.

Nogle få dage senere foretog museet en eftergravning på findestedet, men desværre gav den intet resultat. »Naturens muntre søn« er stadig den bedste finder.

Inden vi går over til nærmere at betragte de to nye brakteater, vil det nok være på sin plads i almindelighed at fortælle lidt om denne særegne smykkeform, og om tiden den tilhører. Guldbrakteaterne stammer fra 5.- 6. århundrede efter Kristus - den germanske jernalder, som perioden kaldes. Romerriget, som har præget Europas kultur gennem flere århundreder, er nu på retur, og germanerne får mulighed for at udvikle deres eget særpræg. Det er, som Norden samler kræfter til den efterfølgende vikingetid. Spændende er denne opbygningsperiode, men vort kendskab til den er begrænset, for fundene er få og de historiske kilder ikke særlig meddelsomme. Runeskriften er ganske vist så småt begyndt at dukke op, men dens budskaber er så kortfattede, som det er muligt at gøre dem.

I det sparsomme fundmateriale er mængden af guldfund forbavsende stor, og blandt dem igen dominerer brakteaterne. Det er åbenbart, at disse hængesmykker er efterligninger af romerske medailloner slået af kejserne til egen ihukommelse og rundhåndet uddelt blandt verdensrigets venner. Nogle af medaillonerne er nået til Norden, hvor de har vakt behag og er blevet efterlignet (Fig. 2). Forbilledernes dobbeltsidige præg har de nordiske guldsmede dog ikke evnet at eftergøre. Brakteaterne er altid ensidigt præget eller presset i en matrice; når de en sjælden gang har forskellig for- og bagside, er det i virkeligheden to ensidige præg, der er sat sammen. Da man ønskede brakteaterne båret som smykker, omsluttede man dem med en fint riflet guldtråd og påsatte øsken til ophængning.

Som nærmere beskrevet i vedføjede tavle inddeler man brakteaterne efter hovedmotiv i fire grupper, som man for nemheds skyld har betegnet A, B, C og D. Ved de tre førstnævnte af disse typer (men aldrig ved D-typen) kan hovedmotivet være suppleret med sidemotiver af forskellig art: småfigurer af mennesker og dyr, tegn og symboler eller ligefrem runeskrift (Fig. 3, Fig. 4). De to nyfundne brakteater hører begge til C-gruppen, hvis hovedmotiv er et mandshoved over et firbenet dyr, men som iøvrigt forekommer i talrige varianter, som for en stor del er egnsbestemte. Den ene brakteat tilhører således en gruppe inden for C-typen, der især er almindelig på Sjælland; mandens hals hviler direkte på dyrets ryg, og dyret selv har et for denne brakteattype karakteristisk spidsvinklet knæk mellem hals og ryg (Fig. 5). Over dyrets horn og foran mandens ansigt svæver et hagekors og en korsformet figur med en cirkel i midten. Dette brakteatmotiv kendes i flere varianter, men præget er nyt, det vil sige, at der ikke er fundet andre brakteater slået med samme stempel.

Er denne brakteat ret almindelig i sit motiv er den anden til gengæld højst usædvanlig, dens lige findes ikke blandt de flere hundrede C-brakteater, der kendes fra Skandinavien. Hoved og dyr er tilstede og i rigtig indbyrdes stilling, men under hovedet er tilføjet en ganske lille krop, som smelter de to elementer sammen til et rytterbillede (Fig. 6). Mandens arm er tydeligt markeret, og fire bittesmå fingre griber om tøjlen, tommelen stritter lige i vejret. Benet slutter tæt til hestens flanke, og den kraftige reliefvirkning giver nærmest indtryk af, at rytteren klamrer sig til hesten. Er man ofte i tvivl om, hvorvidt C-brakteaternes dyr er heste eller bukke, kan man her være ganske sikker på, at ridedyret er en hest. Se blot den stride manke og den vajende hale; bidselringen og tøjlen fuldender indtrykket.

Rytteren med den hovmodigt fremstrakte hage bærer på hovedet en hjelm, der fortil er afsluttet af et grumt rovfuglehoved ikke ulig den hjelmprydelse af romersk herkomst, som kendes fra våbenofferfundet i Vimose på Fyn (Fig. 7). En anden rovfugl svæver med fremstrakte kløer foran mandens ansigt. Mellem hestens for- og bagben ses et hagekors og en cirkel og mellem forbenene et halvfærdigt runetegn f ; det har vel skullet være enten K (p) eller M (e), men guldsmeden har beregnet pladsen galt og har ikke kunnet få hele runen med. Som forvanskede runer skal man måske også opfatte det spydlignende tegn under hestens bagben.

Foran hestehovedet står en lille figur, en »tændstikmand«, med et sværd eller en stav i sin løftede hånd. Hovedet har nærmest form som en hestesko. Figuren kan minde lidt om venstre fløjmand i den gruppe på tre personer, som vi stiftede bekendtskab med på en af de afbildede B-brakteater.

At oprindelsen til guldbrakteaterne skal søges i de romerske medailloner, kan der som sagt ikke være tvivl om, men lige så sikkert er det, at der med tiden er kommet billeder og symboler til, som intet har med romerriget og dets kejsere at gøre. Disse billeder med personer, dyr, helligtegn og runer giver indtryk af en for os lukket religiøs-magisk verden, vi ved ikke, hvad de betyder; måske har de været illustrationer til gudemyter, der dengang var på alles læber, men som siden gik i glemme. At man bar billederne på sig, må imidlertid have haft en mening, som formodentlig har været den at yde beskyttelse mod onde magter. Vi må tro, at brakteaterne har været amuletter, ikke blot smykker, man pyntede sig med, når man gik til fest.