Grydestenens veje

Vort ord »gryde« antages at gå tilbage på et gammelnorsk ord »grjot«, der egentlig er et fællesord for sten. Man formoder, at dette ord er blevet anvendt som betegnelse for klæberstensgryderne, vikingetidens yndede kogekar, som, skønt af norsk oprindelse, også vandt udbredelse i Danmark. Metalgryder var dengang endnu ikke særlig almindelige, og lertøjet var af ringe kvalitet. Stenkarrene måtte derfor blive meget værdsatte, og de kendes da også i hundredvis fra norske vikingetidsgrave, mens de her i landet i hovedsagen forekommer på bopladserne. I Danmark forsvandt de helt efter vikingetidens ophør, men ordet gryde blev altså hængende.

Klæberstenen har på grund af sit store indhold af talk og klorit en ringe hårdhedsgrad; man kan skære i den, og den lader sig derfor forholdsvis let forme til ildfaste kar. I Danmark måtte de eftertragtede gryder som nævnt importeres fra Norge, der er det nærmeste sted, hvor klæbersten forekommer i naturen. Bag ordet gryde åbner der sig hermed perspektiver, som rækker langt ud over køkkenildstedernes snævre horisont. Klæberstenskarrene indgår som et vigtigt led i et stykke dansk-norsk handelshistorie udspillet i den sene oldtid; de var genstand for en omfattende aktivitet, der strakte sig fra stenbruddene i Norge, hvor man tog stenen ud af fjeldet – over lange handelsfærder til søs – til de endestationer, hvor varen blev aftaget. Vigtige afsætningssteder i Danmark var de byer,
som netop i denne tid opstod her. De var måske ligefrem en forudsætning for den organiserede virksomhed, man mere end aner bag fragterne af blot denne ene vare i handelsskibenes ladninger.

At der i vikingetiden trafikalt og handelsmæssigt bestod samkvem mellem Danmark og Norge bevidnes af flere litterære kilder. Adam af Bremen, som levede i anden halvdel af 1000-tallet, og hvis indsats i Nordens historieskrivning er indgående behandlet andetsteds i nærværende blad, fortæller om byen Århus, at »fra den sejler man til Fyn eller Sjælland eller helt op til Norge«. Et par hundrede år tidligere, i slutningen af 800-tallet, beskrev en norsk købmand, Ottar, hvordan han på fem dage sejlede fra Skiringssal i Syd-norge til Hedeby, som, skønt beliggende ved landets sydgrænse, var det merkantile centrum i vikingetidens danske samfund. Det første stykke vej fulgte han Hallandskysten, fortæller han, men på rejsens to sidste dage havde han de øer, der hører til Danmark, på bagbordssiden, og til styrbord havde han Jylland; Ottars skib har med andre ord forladt svenskekysten, er drejet af mod vest og stået ned gennem Lillebælt. Det havde været meget interessant, om Ottar også havde nævnt den østjyske havneby ved åmundingen, men måske var han forhindret deri af den simple grund, at Århus på hans tid endnu ikke eksisterede.

Nu har datidens lave, lastede handelsskuder næppe befundet sig særlig godt i rum sø. Det skulle da synes meget nærliggende for nordfra kommende fartøjer at søge læ for vestenvinden ved straks at lægge sig ind under Jyllands østkyst og følge denne sydpå; at man faktisk har gjort det afsløres på en i denne forbindelse særlig bemærkelsesværdig måde gennem en række ilanddrevne eller opfiskede klæberstenskar: to ved Hals Barre ud for Limfjorden og fire ved Djurslands østkyst – suppleret med endnu to, nemlig det nyopdukkede grydepar. Når man erindrer den utrolige mængde af strandinger, som er bevidnet fra nyere tid, kan det ikke undre, at også et betragteligt antal af vikingetidens handelsfartøjer er gået ned med deres tunge last. Af disse skibe og deres udstyr er der nu næppe meget tilbage, men klæberstenskar tager ingen skade af ophold i vand – snarere tværtimod. Netop på grund af sin eminente bevaringstilstand anses pragtstykket blandt alle klæberstenskar, kummen til døbefonten i Ørslev kirke på Østfyn, for at være strandingsgods fra Lillebælt, der engang i en uvis fortid er bragt til kirken (Fig. 2).